Af Tekoşîn Axîn
Der er to meget skarpe linjer i Kurdistan; at gøre modstand og kæmpe for de sociale værdier, som man er knyttet til, eller at forråde dem i den mest forfærdelige, grimmeste form. Disse to skarpe linjer, som vi i dag står over for i den klareste form, vil afgøre folkets skæbne.
Kurdistan har altid holdt sine landområders hellighed i live
Kurdistan har altid vidst, hvordan man rejser sig selv igen fra asken efter ethvert angreb og har dyrket frøene til livet, ikke døden. Over for de, der har ønsket at påføre dem helvede og brutalitet, har Kurdistan givet liv til sit folk med sin frugtbare geografi. Med modstandens årer i sine rødder har det altid holdt disse landområders hellighed i live. Derfor er det kurdiske folk ubrydeligt knyttet til Kurdistans bjerge, sten og frugtbare jord. Øjne, der ikke ser den essens, der giver liv til hele menneskeheden, men som har hjerter af sten, som ikke mærker livet i jorden, men som angriber med deres mørkeste ansigter for at forvandle dette paradis til helvede. Men hvorfor forrådte de jordens essens, det vil sige sandheden, der giver sjæl og liv? Havde de så svært ved at se lyset og lysstyrken i dette land? De sande ejere af denne jord bør gribe dem i kraven og spørge dem. De der vælter sig i forræderi, bør afkræves et svar på spørgsmålet: ‘Er disse bjerge så værdiløse, så de bare kan brændes og ødelægges, eller brydes i stykker og sælges?’ Faktisk er svarene på disse spørgsmål lige så brændende og bitre som disse bjerge, der stadig brænder for øjnene af alle. Det vigtigste er, at stille de forrædere, der vovede at bringe den invaderende tyrkiske stamme til disse landområder, til ansvar.
Det beskidte spil skal ødelægges
Det er nødvendigt at vide, hvordan man skal se på Kurdistan, for at kunne føle smerten fra Kurdistans geografi, som bombarderes hver dag. Ikke at se dette, ikke at føle smerten fra århundrede årgamle træer, der er forvandlet til aske, er ikke at tage del i menneskeheden. At vende det blinde øje til smerten fra bjergene, der bliver til aske i forræderiets kløer, betyder mangel på besiddelse af moral og menneskelighed. Det betyder, at mennesket ophører med at være menneske. Hvad skal man så gøre? Dette beskidte spil må ødelægges. Hvad er det for et spil? Det beskidte spil, der spilles af den besættende, fascistiske pøbel og dem, der internaliserer forræderiet mod det kurdiske folks fremtid, historie, rødder og værdier, skal ødelægges. Rødderne til forræderiet, der strækker sig til Kurdistans bjerge, kilden til liv og frugtbarhed, skal ødelægges. Roden til forræderi er fornægtelsen af selvet, eksistensen, nationen og essensen. KDP og Barzani-familien står foran os som legemliggørelsen af dette. Ja, de bestræber sig på at skabe en færdig, udtømt geografi og sælge den til angriberne.
Forræderi er ikke folkets skæbne
Disse lidelser for det kurdiske folk, især befolkningen i det sydlige Kurdistan, er ikke en skæbne. De daglige bombardementer og antændelser af disse bjerge, der forbløffer alle med deres majestætiske opbygning, udryddelsen af århundreder gamle træer og afbrændingen af alle levende væsener, der lever på jorden, bør ikke ses som en skæbne. At være tilskuer er intet andet end en sort plet på menneskehedens historie. Gnisterne fra denne ild bør ikke brænde Kurdistans natur, men dem, der er tjenere for angriberne i skyggen af forræderi. Ikke dem, der kæmper for frihed, men de forrædere, der stikker deres folk, er dømt til at tabe og gå til grunde. Guerillaen, der kæmper for dette folks ære, som er en kammerat fra bjergene, som dyrker håbet, har allerede lovet at være sit folks håb ved at brænde i ilden, rense dets sjæl og beskytte kerneværdierne i sit eget samfund på bekostning af Guerillaens egne liv. Hverken forrædere eller andre kræfter kan modstå dette. Af denne grund bør alles hjerter åbnes, de bør se modstandsbevægelsens storhed og styrke komme ud af deres eget bryst og stå ved det. På den måde vil forræderi ikke længere være dette folks skæbne, og det vil blive slået endeligt tilbage af de sande ejere af disse landområder. Regnskabet for dette gamle brændte land vil blive gjort op, og dets hævn vil være lige så stor som dets smerte.
Kilde:
Tekoşîn Axîn, 2024: Not the nature of Kurdistan, but the roots of treason should burn. ANF-News, 11. August 2024.
Oversættelse: Jesper Brandt
