Internationale magter, deres institutioner, og international lov. Værktøjer, der kun anvendes, når man har politisk brug for dem

Af Yahya AL-Habib 

Det bedste, der kan siges om internationale institutioner, der beskæftiger sig med menneskerettigheder og deres beskyttelse, er, at de internationale love, som de hviler på, har gået håbets og lidelsens vej gennem forskellige lande, før de nåede det nordlige og østlige Syrien, hvor de blev korsfæstet og begravet under murbrokkerne af regionalt og internationalt beskyttede øjne.

EN FULDSTÆNDIG INTERNATIONAL TAVSHED OM NORD- OG ØSTSYRIEN

På trods af den udbredte tilstedeværelse af FN-tilknyttede organisationer i forskellige lande rundt om i verden, har FN stort set ignoreret den tyrkiske besættelsesstats handlinger gennem mange år i Nord- og Østsyrien. Som et resultat af omfanget af disse forbrydelser har disse organisationer påtaget sig rollen som nyhedsbureauer og medier og nøjes med kun at dokumentere en lille del af forbrydelserne.

I oktober 2019 udtalte Amnesty International, at den tyrkiske besættelsesmagt og dens lejesoldater udviste en skandaløs foragt for civile liv og begik alvorlige krænkelser og krigsforbrydelser, herunder forsætlige drab og ulovlige angreb, der dræbte og sårede civile, under angrebet på det nordøstlige Syrien.

I februar 2024 udtalte Human Rights Watch i en rapport, at Tyrkiet bærer ansvaret for de alvorlige krænkelser og potentielle krigsforbrydelser, der begås af dets styrker og de grupper, det støtter i de områder, der er besat af Tyrkiet i det nordlige Syrien.

I februar 2024 udsendte Human Rights Watch også en rapport med titlen: “Tyrkiske bombardementer skaber kaos i det nordøstlige Syrien” og sagde: “Mens den globale opmærksomhed fortsat er fokuseret på den ødelæggende konflikt i Gaza, forværres en anden krise ude af syne i det nordøstlige Syrien.” Her bringer luftangreb og tyrkiske droneangreb på vital civil infrastruktur levebrødet i fare og afskærer lokalsamfundene fra elektricitet, lægehjælp og andre vigtige tjenester.

I september sidste år udsendte FN’s uafhængige internationale undersøgelseskommission om Den Syriske Arabiske Republik en rapport, der beskyldte Tyrkiet for at have begået en række udbredte menneskerettighedskrænkelser i Nord- og Østsyrien mellem januar og juni 2024.

Derudover har den tyrkiske besættelses forbrydelser udviklet sig, da kemiske våben er blevet brugt flere gange mod befolkningen i Nord- og Østsyrien-regionen. I 2020 dokumenterede det schweiziske Weibling Research Institute, at den tyrkiske besættelsesstat brugte hvid fosfor i det nordlige og østlige Syrien.

MENNESKEHEDEN ER UDELELIG

Diskussionen og sammenligningen mellem FN’s og det internationale samfunds handlinger med hensyn til, hvad der sker i andre dele af verden, og deres handlinger i Nord- og Østsyrien betyder ikke, at deres oprindelige handlinger er genstand for kritik. Denne dobbelthed indikerer imidlertid, at disse handlinger kommer som et resultat af politiske mål og interesser, og dermed mister disse handlinger deres humanitære og juridiske værdi. Alle internationale chartre og love har talt om mennesket i dets absolutte forstand, uanset hvor det er og uanset dets religiøse, kulturelle og etniske baggrund; Som det almindeligvis siges, i det mindste retorisk.

Dette indikerer, at de handlinger, der træffes af internationale magter og organisationer gennem brug og beskyttelse af menneskerettigheder i Ukraine, har til formål at lægge pres på Rusland snarere end at beskytte enkeltpersoner i landet. Dertil kommer, at mobiliseringen af disse institutioner og internationale magter i forbindelse med krigen i Gaza og Libanon sammen med den betydelige bekymring over skæbnen for snesevis af israelere, der er kidnappet af Hamas, strategierne til at bekæmpe antisemitisme, især i Europa, og den omhyggelige undgåelse af at provokere israelerne med slogans og andre midler, alt sammen stammer fra stormagternes bestræbelser på at bruge international lov og menneskerettigheder som et pressionsredskab over for parterne i konflikten nemlig Israel på den ene side og Hizbollah, Hamas og Iran på den anden. Målet er at kontrollere konflikten, sikre, at dens forløb er i overensstemmelse med disse magters interesser og holde parterne i konflikten forpligtet til disse magters direktiver.

FOLKERETLIGE BESTEMMELSER ER BLÆK PÅ PAPIR

FN’s bestemmelser fastsætter, at lande, der befinder sig i en overgangsfase, hvad enten det er under eller efter konflikter, skal modtage bistand fra det internationale samfund og Sikkerhedsrådet for at overvinde fasen.

Udtrykket “krigsforbrydelse” er et meget bredere begreb end “folkedrab” og “forbrydelse mod menneskeheden” og blev defineret i charteret for Det Internationale Militærtribunal i Nürnberg i 1945 i henhold til artikel 6 som overtrædelser af krigens love og sædvaner, herunder: mord, mishandling eller deportation som slavearbejde eller til ethvert andet formål for civilbefolkningen i besatte områder.  Mord eller mishandling af krigsfanger eller personer, drab på gidsler, plyndring af offentlig eller privat ejendom, ødelæggelse af byer eller landsbyer, foruden ødelæggelse, der ikke er begrundet i militær nødvendighed. På trods af dette begik Tyrkiet alle disse forbrydelser, da det praktiserede den brændte jords politik, vilkårlig bombning, terrorisering og drab på civile med det formål at fordrive dem fra deres områder, ud over det faktum, at de tyrkiske besættelsesstyrker og deres lejesoldater brutalt dræbte en kvindelig kriger fra de syriske demokratiske styrker offentligt og lemlæstede hendes krop.

Også artikel 3, 4 og 5 i den første artikel i konventionen om kemiske våben fastslår nødvendigheden af at destruere kemiske våben og eliminere deres skader, men den tyrkiske besættelsesstat ignorerer denne traktat og bruger disse våben mod civile. I henhold til folkeretlig sædvaneret er brugen af biologiske våben forbudt. Denne aftale forbyder de deltagende staters udvikling, produktion, besiddelse, opbevaring, tilbageholdelse, overførsel eller brug af kemiske våben, hvilket krænkes af den tyrkiske besættelsesstat, da den har målrettet det nordlige og østlige Syrien og den sydlige Kurdistan-region flere gange med kemiske våben.

International humanitær lov forbyder sultende civilbefolkninger som en metode til krigsførelse. Den part, der indfører belejringen, bør ikke fratage civile vigtige forsyninger for deres overlevelse (såsom mad, vand og medicinske forsyninger) i et belejret område, og den bør heller ikke bruge dette som et legitimt middel til at undertvinge sin fjende. Internationale magter har imidlertid overset disse bestemmelser og reageret på russiske og tyrkiske krav, hvilket har ført til lukning af grænseovergange til Nord- og Østsyrien for at presse lokalbefolkningen.

Kilde:

Yahya AL-Habib, 2024: International powers, their institutions, international law.. Tools used when needed. ANHA Hawar News Agency, 21. October 2024

Oversættelse: Jesper Brandt