Af Timour Azhari
Udenlandske krigere og andre, der sluttede sig til Syriens borgerkrig fra udlandet, har anmodet den nye islamistisk ledede regering om statsborgerskab, idet de hævder, at de har fortjent det efter at have hjulpet med til at sikre magten for de oprørere, der væltede den tidligere leder Bashar al-Assad.
Udenlandske krigeres skæbne har været truet stort siden Hayat Tahrir al-Sham (HTS) tog magten, med få stater, der er villige til at tage folk tilbage. De ser dem ofte som ekstremister, og der er en del syrere, der er på vagt over for deres tilstedeværelse.
Mange af krigerne og deres familier, og andre, herunder hjælpearbejdere og journalister, der sluttede sig til oprørerne, har ingen gyldig dokumentation. Nogle er blevet frataget deres oprindelige statsborgerskab og frygter lange fængselsstraffe eller endda måske døden i deres oprindelseslande.
Men at belønne dem med syrisk statsborgerskab kan fremmedgøre syrere og fremmede stater, hvis støtte den nye regering er afhængig af, mens den forsøger at forene og genopbygge et land, der er ødelagt af krig og rystet af sekteriske drab.
En underskriftsindsamling indsendt til Syriens indenrigsministerium torsdag, som Reuters har set, argumenterer for, at udlændingene bør have statsborgerskab, så de kan slå sig ned, eje jord og endda rejse.
“Vi delte brød, vi delte sorg, og vi delte håbet om en fri og retfærdig fremtid for Syrien … Men for os, muhajireen (emigranterne), er vores status stadig usikker,” står der i brevet.
“Vi beder respektfuldt om, at den syriske ledelse, med visdom, fremsynethed og broderskab, giver os fuldt syrisk statsborgerskab og retten til at have et syrisk pas.”
Brevet blev indsendt af Bilal Abdul Kareem, en amerikansk stand-up komiker, der er blevet krigsjournalist. Han har boet i Syrien siden 2012 og er en fremtrædende stemme blandt islamistiske udlændinge der.
Han har fortalt Reuters over telefonen, at underskriftsindsamlingen har til formål at gavne tusindvis af udlændinge fra mere end et dusin stater. Det omfatter egyptere og saudiere, libanesere, pakistanere, indonesere og maldivere samt briter, tyskere, franskmænd, amerikanere, canadiere og folk af tjetjensk og uighurisk etnicitet.
Reuters kan ikke afgøre, hvor mange mennesker, der har bakketop om ansøgningen om statsborgerskab, men tre udlændinge i Syrien – en brite, en uighur og en fransk statsborger – har bekræftet, at de har gjort det.
En talsmand for Syriens indenrigsministerium siger, at det syriske præsidentskab ville være den instans, der skal afgøre spørgsmålet om statsborgerskab for udlændinge. En embedsmand fra præsidentens medie har ikke svaret ikke på en anmodning om en kommentar.
I ugerne efter magtovertagelsen sagde den midlertidige præsident Ahmed al-Sharaa, tidligere HTS-leder, at udenlandske krigere og deres familier kunne få syrisk statsborgerskab, men der har ikke været nogen offentlige rapporter om et sådant skridt.
Nogle syrere er bekymrede, idet de ser de fremmede krigere som mere loyale over for et pan-islamisk projekt end over for Syrien, og frygter deres opfattede ekstremisme.
I månederne siden Assads fald, er udenlandske krigere blevet beskyldt for at deltage i vold rettet mod medlemmer af alawittiske og drusiske minoritetsreligiøse grupper.
En Reuters-undersøgelse af volden i Syriens kystområder i marts, hvor mere end 1.000 alawitter blev dræbt, viste, at uighurer, usbekere, tjetjenere og nogle arabiske krigere deltog i drabene, selvom størstedelen blev udført af syriske fraktioner.
‘ET RETFÆRDIGT RESULTAT’
Tusindvis af sunni-muslimske udlændinge strømmede til Syrien, efter at folkelige protester i 2011 udviklede sig til en stadig mere sekterisk borgerkrig, der også tiltrak shia-muslimske militser fra hele regionen.
De sluttede sig til forskellige grupper, nogle stødte sammen med HTS, andre opbyggede et ry som hårde og loyale krigere, som gruppens ledelse endda stolede på hvadf angik deres personlige sikkerhed.
Mange giftede sig og stiftede familie.
Uighur-krigeren, der bad om ikke at blive identificeret på grund af emnets følsomhed, sagde, at hans mål var skiftet til at skabe et liv i det nye Syrien.
“Jeg har en 4-årig dreng, der snart skal begynde i skole, og jeg er nødt til at tænke på hans fremtid væk fra jihads slagmarker,” sigerkrigeren.
Tauqir Sharif, en britisk hjælpearbejder, der har boet i Syrien siden 2012, fortalte Reuters i maj, at udlændinge, der bidrager til samfundet, fortjener statsborgerskab.
“De muhajireen, der kom, var ikke mordere, de var livreddere, der kom her for at stoppe undertrykkelsen,” sagde Sharif, der blev frataget sit britiske statsborgerskab i 2017 for påståede forbindelser til en al-Qaeda-allieret gruppe, påstande han benægter.
Efter at have taget magten i december udnævnte Syrien udenlandske krigere til højtstående militære poster. Det fik grønt lys fra USA til at inkludere flere tusinde i hæren og har givet udlændinge andre roller.
Tilhængere af at give udenlandske krigere statsborgerskab hævder, at det vil gøre dem ansvarlige i henhold til loven.
“Dette ville være det retfærdige resultat af de ofre, som disse unge brødre og søstre ydede for at befri landet fra Bashar al-Assads kløer,” sagde Abdul Kareem, som også har været kritisk over for HTS og den nye syriske ledelse.
Orwa Ajjoub, en syrisk analytiker, der har studeret syriske jihadistgrupper siden 2016, siger, at spørgsmålet “bør løses gennem dialog med et bredt spektrum af det syriske samfund, som stadig har forskellige meninger om sagen”.
(Rapportering af Timour Azhari; Supplerende rapportering af Feras Dalatey og Maya Gebeily; Redigering af Aidan Lewis)
Kilde:
Timour Azhari, 2025: Foreign Islamists petition Syrian state for citizenship. Al Monitor/Reuter, 15. August 2025.
Oversættelse: Jesper Brandt






