Den syriske overgangsregering undgår fortsat forhandlingsrunder med repræsentanter for det nordlige og østlige Syrien i Paris, som har til formål at implementere bestemmelserne i aftalen af 10. marts, der blev underskrevet mellem de syriske demokratiske styrker (SDF) og overgangsregeringen. Det sker på trods af Paris’og Washingtons bestræbelser på at fremme den politiske dialog, hvilket tyder på vedvarende hindringer for national forsoning og voksende tyrkisk pres på overgangsprocessen.
Overgangsregeringen har to gange meddelt, at den nægter at deltage i det kommende Paris-møde med repræsentanter for Nord- og Østsyrien, senest med henvisning til indkaldelsen af “Unity of Position Conference for befolkningsgrupperne i det nordlige og østlige Syrien,” kort efter den tyrkiske udenrigsminister Hakan Fidans uventede ankomst til Damaskus og hans møder med Ahmad al-Sharaa og Asaad al-Sheibani.
Den tyrkiske udenrigsminister Hakan Fidans besøg i Damaskus den 8. august, efterfulgt af besøg af overgangsregeringens forsvars- og udenrigsministre i Tyrkiet den 13. august, sendte klare signaler om tyrkisk indblanding og forsøg på at forhindre enhver tilnærmelse mellem overgangsregeringen og det nordlige og østlige Syrien.
Nylige udtalelser fra overgangsregeringens udenrigsminister, der rejser anklager mod SDF, såvel som bemærkninger fra den tyrkiske udenrigsminister under deres fælles pressekonference, afslører omfanget af tyrkisk indblanding og dens rolle i at blokere enhver national forsoning blandt syrere.
Tidligere har overgangsregeringen begrundet sit fravær fra Paris-mødet, der er planlagt til den 25. juli, ved at henvise til begivenhederne i As-Suwayda, mens SDF’s øverstkommanderende, Mazloum Abdi, udtalte, at udsættelsen skete efter officiel meddelelse fra fransk side om, at overgangsregeringen var optaget af As-Suwayda-spørgsmålet.
På trods af dette udsendte hverken Paris eller Washington et officielt svar på det seneste afslag, selv om det franske udenrigsministerium den 12. august understregede nødvendigheden af at fortsætte dialogen, idet det betragtede integrationen af SDF i den syriske hær som et centralt anliggende for at styrke stabiliteten og bekæmpe terrorisme.
Kilde:
News Desk (a.k.), 2025: Turkish intervention blocks Syria’s national dialogue. ANHA Hawar News Agency, 18. August 2025
Oversættelse: Jesper Brandt






