DF’s forslag om “remigration” er ekstremt og udansk

DF’s forslag om “remigration” er ekstremt og udansk

Af Franciska Rosenkilde, politisk leder for Alternativet

Dansk Folkepartis foragt for muslimer og indvandrere kender ingen grænser, men forslaget om remigration – som bare er et finere akademisk ord for masseudvisninger – markerer ikke desto mindre et skræmmende lavpunkt i den politiske debat.

Det her er uden tvivl det mest ekstreme forslag, jeg nogensinde er blevet præsenteret for – og enhver kan se, at det er et klokkeklart angreb på mange af vores muslimske medborgere. Men det er også et angreb på danske værdier og vores frihedsrettigheder.

Jeg ved godt, at Morten Messerschmidt forsøger at pakke sin diskriminerende politik ind i fine ord om kultur og danskhed. Men han har tilsyneladende glemt, at friheden til at tro, leve og mene, hvad man vil, er noget af det vigtigste og mest danske, vi har.

I 2019 fremlagde Stram Kurs og Rasmus Paludan en lignende plan for remigration. Dengang tog alle partier afstand, og sådan burde det også være i dag. Desværre har de borgerlige valgt at forholde sig tavse eller tale udenom, mens Paludan har en fest og udtaler til Berlingske, at ”i takt med at DF kopierer mere og mere af min politik, bliver det da nemmere at se mig selv som medlem”.

Jeg tror ikke, at de øvrige borgerlige partier inderst inde er tilhængere af remigration. Men jeg frygter, at de – fordi de frygter at fremstå som ”slappe” i udlændingedebatten – dukker nakken. Til det vil jeg blot advare om, at hvis ikke ekstrem retorik og diskriminerende politik bliver mødt med klar modstand, vil det uvægerligt rykke grænserne for, hvad der er normalt. Og når nogen forsøger at dele mennesker op i “dem og os” på grund af deres tro og levemåde, må vi stå sammen om at sige fra.

Jeg er stolt af at bo i et land, hvor man må tro, tænke og leve forskelligt – og hvor man stadig kan høre til. Et land hvor forskellighed ikke ses som en trussel, men som en styrke, der bidrager til fælles udvikling. For vi ved jo alle, at følelsen af fællesskab ikke sker ved eksklusion, men inklusion.

Derfor siger jeg det gerne højt og tydeligt: Remigration er et ekstremt forslag, men det er også udansk og en trussel mod vores værdier og rettigheder.

Men hvad siger I, Konservative, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Venstre? Bakker I virkelig stadig op om DF’s forslag, som eksperter har slået fast, er i strid med Grundloven?

INFO: Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.

DEBAT NYHEDER