Af Zeki Bedran

Syv mennesker er blevet massakreret i en landsby tilknyttet Dayr Hafir (Deyr Hefîr) inden for den autonome administration i Nord- og Østsyrien som følge af angreb fra tyrkisk militær og militser tilknyttet Hay’at Tahrir al-Sham (HTS). Ofrene varierede i alder fra et til femoghalvfjerds. De var meget fattige mennesker, der kæmpede for at overleve. Tilsyneladende har nedslagtningen af hundredtusinder i Syrien ikke været nok. Hvilken politisk gevinst er beregnet ved at dræbe disse mennesker? Hvad er det for et system, de , der bygger deres politik på blod, vold og frygt, håber på at kunne etablere? Disse spørgsmål skal tages alvorligt, og det er derfor, der skal tages stilling til det. man bør også være klar over, at der bag disse skridt og de budskaber, der sendes, ligger trusler om massakre og folkedrab.

Det tyrkiske forsvarsministerium siger: “Vi vil ikke trække vores soldater tilbage fra Syrien, før terrorismen ophører. Hvis terrorismen ophører, kan vi overveje en tilbagetrækning.” Hvilke kræfter definerer de som terrorister, og hvem er det, der foretager den definition? De er blevet sammenflettet med HTS. De erklærer, at de vil give ubetinget støtte til HTS og forsøger at slette dets blodige fortid, som om denne gruppe ikke var blevet placeret på internationale lister over terrororganisationer. De siger ikke “vi vil trække os tilbage.” De siger, at de kan “overveje tilbagetrækning, hvis terrorismen ophører.” Med andre ord erklærer de åbent, at de har til hensigt at blive i Syrien. Hvis HTS og andre styrker ikke betragtes som terrorister, er det resterende mål de syriske demokratiske styrker (SDF). SDF betragtes ikke som en terrorstyrke af nogen magt i verden. SDF kæmpede mod Islamisk Stat sammen med den internationale koalition, som omfatter USA og europæiske stater, og fortsætter med at kæmpe. Tyrkiet har imidlertid erklæret SDF for dets største fjende i Mellemøsten, fordi det omfatter kurderne. Tyrkiet har gentagne gange angrebet den autonome administration og besat et betydeligt område; Tyrkiet fortsætter med at opretholde denne besættelse.

INDSATS FOR AT SLIPPE HTS LØS PÅ SDF

Erdoğan-administrationen udfører en intensiv indsats for at slippe HTS løs mod SDF og den autonome administration. HTS er placeret i en komplet skruestik. Der gøres en enorm indsats for at nå til enighed vendt mod SDF og forhindre etablering af stabilitet i Syrien. Tyrkiske embedsmænd opretholder en permanent tilstedeværelse i Syrien og har normaliseret indblanding i Syriens indre anliggender. De er mere insisterende end nogen anden på at skabe et forenet, ekskluderende Syrien i enhver henseende. Deres mål er at forhindre kurderne i at opnå nogen status eller resultater. Om Syrien er dømt til en fascistisk og mørk fremtid, bekymrer dem ikke. De er endda villige til at risikere en svækkelse af freds- og løsningsprocessen i Tyrkiet. Det er klart, at fredsprocessen ikke betragtes som en anerkendelse af kurdiske rettigheder og identitet. snarere bliver det udformet som en måde at befri landet for “Kurdistans Arbejderparti (PKK) og guerillapesten.” Der er gået måneder siden Abdullah Öcalans opfordring og PKK’s kongres, men der er ikke taget nogen konkrete skridt. I mellemtiden fortsætter truslerne mod Rojava uden pause. Hvordan kan Tyrkiet ved at kaste kurderne i Rojava i armene på folkemordet, håbe på at opbygge enhed og broderskab med kurderne i Tyrkiet og i hele Mellemøsten?

DETTE KAN KUN FORKLARES MED DYB FJENDTLIGHED

Der er et stort pres for SDF for at slutte sig til den syriske hær, men eksisterer der overhovedet en forenet syrisk hær? Alle de væbnede grupper i HTS fortsætter med at operere. Væbnede grupper organiseret af den tyrkiske hær bevæger sig, som de ønsker. I modsætning hertil bliver en styrke som SDF skubbet i HTS’ tjeneste. Det er klart, at der er ondsindede hensigter. Der er en plan om at efterlade kurderne og den autonome administration sårbare og gøre dem til udsatte mål for angreb. Desuden siger SDF ikke: “Vi vil fusioneres med hæren.” De siger: “Vi skal beskytte det territorium, hvor vi er, indtil juridiske og forfatningsmæssige garantier er sikret.” I en periode, hvor staten og systemet er ved at gå i opløsning, og ingen ny orden er blevet etableret, kan afvæbning og afvikling af SDF kun forklares med dybtliggende fjendskab og ond vilje.

HVORFOR SMIGRER ERDOĞAN ‘MIN VEN’?

Erdoğan ventede spændt på Trumps valg. Trump, der stod bag Israel, da det brændte og ødelagde Gaza og udførte massakrer, betragtes af Erdoğan som en vigtig ven. Han begynder sine ord med “min ven Trump.” Hvordan kan en person, der støtter dem, der har påført palæstinenserne sådanne lidelser, være Erdoğans ven? Erdoğan kalder Netanyahu navne som Hitler og lader intet være usagt mod israelerne, men hvorfor smigrer han USA’s præsident Trump, der støtter Israel i alle spørgsmål og søger at omforme Mellemøsten i overensstemmelse med Israels sikkerhedskoncept, ved at kalde ham “min ven”? Trump har planer om at omdanne Gaza til fast ejendom med hoteller og kasinoer. På trods af dette, hvorfor kalde ham “min ven Trump”? Den vigtigsteårsag er endnu en gang fjendtlighed mod kurderne. Tidligere erregioner som Serêkaniyê (Ras al-Ain) blevet besat gennem aftaler indgået med Trump. Nu tror Erdoğan, at han igen kan forhandle og indgå aftaler med ham. Han stoler på, at han ved at fremlægge tilbud på flere milliarder dollars kan købe Trumps tavshed og godkendelse til at ofre kurderne. Erdoğans vigtigste forhandlingspunkt i Det Hvide Hus vil endnu en gang være at sikre støtte mod kurderne. En anden beregning er at få Trumps opbakning for at forblive ved magten.

Kilde:

Zeki Bedran, 2025: Finally, Erdoğan meets his ‘friend Trump’!ANF-News, 25. September 2025

Oversættelse: Jesper Brandt