Af Amed Dicle

Den besked,  som Abdullah Öcalan holdt ved den Internationale Konference om Fred og Demokratisk Samfund, afholdt i Istanbul den 6.–7. december, gav et frugtbart grundlag for kritisk refleksion og debat. Den interesse, det vakte, var ikke tilfældig. Öcalans budskab fremlagde mere end en ceremoniel hilsen og fremlagde en omfattende teoretisk ramme: det tog fat på socialismens krise, nationalstatens historiske dødvande, de dybe sprækker i den moderne civilisation, den grundlæggende rolle af kvindernes frigørelse og udsigterne for at opbygge et demokratisk samfund.

Selv titlen på budskabet – “Lad os genvinde socialismen gennem opbygning af fred og et demokratisk samfund” – signalerede en ambition langt ud over de indadvendte og stadig mere socialt adskilte debatter, der har kendetegnet store dele af den tyrkiske venstrefløj i årtier. At næsten alle præsentationer på konferencen omhandlede Öcalans budskab, var derfor næppe overraskende. Det slående er dog, at nogle socialistiske kredse i Tyrkiet valgte ikke at engagere sig i teksten, men at afvise den helt. Under sådanne reaktioner ligger ikke en teoretisk indvending, men en dybere, historisk forankret og psykopolitisk refleks: en reproduktion af en dominerende national arrogance – under en venstreorienteret iklædning – som hævder, at kurdere ikke kan være socialistiske undersåtter.

Ved at omdefinere socialismen som et projekt for social genopbygning fremmer Öcalan en idé, han formulerede for år tilbage – “At insistere på socialisme er at insistere på at være menneske” – ind i en mere radikal kontekst: i dagens verden er det allerede en socialistisk modstandshandling blot at forblive menneske. I en tid, hvor kapitalistisk modernitet har ødelagt både natur, samfund og menneskelige relationer, er socialisme ikke længere en abstrakt ideologisk identitet, men en etisk, politisk og kollektiv vej til genopbygning af livet. Denne tilgang – centreret om kvinders frigørelse, forankret i økologisk bevidsthed, engageret i demokratisk organisering og forankret i princippet om kommunalt selvforsvar – udfordrer de segmenter af venstrefløjen, der længe har trukket sig tilbage fra samfundet og gjort teori til en indadvendt monolog. For hvis socialismen igen forbinder sig med samfundet, bliver den uundgåeligt et skift i, hvem der har teoretisk autoritet. Og det er netop af den grund, at nogle kritikere er mindre optaget af budskabets indhold end af forfatterens identitet: en kurder.

Öcalans forhold til marxismen vækker ligeledes ubehag i disse kredse. Selvom han anerkender, at Marx udvidede menneskehedens horisonter, tøver Öcalan ikke med at påpege tidens begrænsninger: fraværet af økologisk bevidsthed, det overfladiske engagement i kvindefrigørelse og manglen på dybere analyse af statens og nationalstatens oprindelse. Dette er ikke en afvisning af Marx, men et argument for en hastende fornyelse af socialismen. Men for dem, der behandler marxismen ikke som en metode, men som et identitetsmærke, som dogme, er en sådan holdning ikke en teoretisk udfordring, men en positionstrussel. Öcalans forslag om at opdatere marxismen forstyrrer det længe ubestridte intellektuelle privilegium, der er bevaret inden for den tyrkiske venstrefløj.

Derfor beskrev Veysi Aktaş – nyligt løsladt fra fængselsøen Imrali og den person, der oplæste Öcalans besked på konferencen – med rette denne holdning som “fordomme” i en artikel på Bianet. For dem, der søger tryghed i dogmer, er det lettere at klamre sig til gamle sikkerheder end at konfrontere nye begreber. Disse grupper kan recitere dialektisk materialisme som et skrift, men de nægter at genoptage dialektikken med historie, samfund, kvinders frihed eller økologisk tænkning. Deres loyalitet ligger ikke hos den socialistiske teori i sig selv, men hos deres herredømme over den. Öcalans budskab er foruroligende netop fordi det forstyrrer denne dominans og genindfører teori i den sociale kamps verden.

Et af de tydeligvis ubehageligste punkter er spørgsmålet om nationalstaten. Öcalan definerer nationalstaten som voldsmonopolet inden for kapitalistisk modernitet og argumenterer for, at den reelt eksisterende socialisme kollapsede, fordi den antog denne form. Hans påstand om, at “statslig socialisme blev besejret af staten”, skaber panik blandt de segmenter af den tyrkiske venstrefløj, der stadig bærer rester af statslig tænkning. For dem forbliver socialisme et projekt, der skal realiseres gennem at overtage staten. Öcalan insisterer dog på, at socialismen ikke vil blive bygget af staten, men gennem det demokratiske samfund. Begreber som demokratisk republik, demokratisk nation, demokratisering af loven og erstatning af vold med dialog og forhandling markerer et radikalt anderledes diskursivt felt – der går langt ud over den tyrkiske venstrefløjs fantasi om “revolution trods staten.” På denne måde afslører Öcalans tilgang de uløste modsætninger i venstrefløjens forhold til statsmagten.

Hans historiske perspektiv uddyber også dette brud. I stedet for at reducere kapitalismen til et fænomen fra det 16. århundrede, forbinder Öcalan den med Mesopotamiens ti tusind år gamle fælles hukommelse. Han læser undertrykkelsen af fællesskabslivet, fremkomsten af patriarkalske kaster, statens fødsel og dominansen over naturen som sammenkoblede rødder til kapitalistisk modernitet. Dette er et kald til at rekonstruere socialismen ikke kun på klassekampens område, men i lyset af en bredere civilisationskrise. Og det er her, dogmatiske kredse føler sig mest udfordret: dette perspektiv knuser de teoretiske grænser, de længe har betragtet som hellige.

Men under alle disse teoretiske debatter gemmer der sig en mere barsk, opsigtsvækkende virkelighed: visse socialistiske kredse i Tyrkiet kæmper stadig med at acceptere ideen om, at kurdere kan være socialistiske undersåtter i deres egen ret. Disse grupper – længe højlydte på venstrefløjens vegne, men socialt ineffektive – har intet problem med, at kurdere kæmper, dør eller ofrer sig. Det, de ikke kan acceptere, er, at kurdere omdefinerer socialismen, griber ind i marxismen og udvider teoriens område. Skel som “socialister og kurdere” og den refleksive afvisning af Öcalans ord afslører en dybere arrogance. En tankegang, der kan acceptere kurdere som allierede, men ikke som ligeværdige deltagere i en teoretisk diskurs, afslører de hierarkiske strukturer, der stadig opererer inden for venstrefløjen selv.

Dermed stammer ubehaget i dag ikke blot fra, hvad Öcalan siger, men fra det faktum, at kurderne overhovedet taler. For når kurdere taler om socialisme, frygter andre tabet af deres fortolkningsmonopol.

Virkeligheden er dog ganske enkel: I dette land er det den kurdiske frihedsbevægelse, der har bragt socialismen til dens bredeste sociale fundament; Det har forbundet det med kvindefrigørelse, økologi og demokratiske praksis. Dette er ikke smiger, men historisk fakta. Enhver, der ønsker at gentænke socialismen i dag, må se på det terræn, hvor denne virkelighed er skabt. Öcalans ord fungerer som en lakmustest, der bryder privilegiekæden inden for venstrefløjen.

Spørgsmålene er klare: Hvem engagerer sig, og hvem flygter? Hvem er engageret i folkelig kamp, og hvem helliggør staten? Hvem vover fornyelse, og hvem gemmer sig bag dogmer?

Svarene på disse spørgsmål afslører de faktiske grænser for den tyrkiske venstrefløj.

I sidste ende handler spørgsmålet ikke om, hvad Öcalan siger, men om den rystelse, der udløses af udsigten til, at kurderne kunne forme socialismens retning. De, der opfatter denne rystelse som en trussel, har længe glemt, at socialismen er ment som kampen for folkenes befrielse.

I dag er det ikke abstrakte dogmer løsrevet fra samfundet, der vil forny socialismen, men frihedens linje, der er smedet i krydsfeltet mellem kurdisk modstand, kvindekampe, arbejderbevægelser, ungdomsbevægelser og økologisk bevidsthed.

Og den person, der tydeligst har formuleret denne tankegang, er stadig fængslet på Imrali: Abdullah Öcalan.

Der vil være dem, der føler sig urolige. Andre vil afvise det, der bliver sagt. Nogle vil fortsætte med at kigge væk, uanset hvad de hører.

Men alle undtagen benægterne ved, at fremtiden for socialismen i dette land ikke vil blive skrevet trods kurderne – den vil blive skrevet sammen med dem.

Kilde:

Amed Dicle, 2025: The necessity of redefining socialism. ANF-News, 15 . December 2025

Oversættelse: Jesper Brandt