En af de fremtrædende skikkelser i den autonome administration af Nord- og Østsyrien, Aldar Xelil, der er medlem af præsidentrådet for Det Demokratiske Union i Syrien (PYD), har talt med ANF om det første år siden Damaskus-administrationen ledet af Hayat Tahrir al-Sham (HTS) kom til magten.

Xelil siger, at HTS’s praksis ikke repræsenterer de revolutionære krav, der fremsættes fra Syriens befolkning. Han beskriver i stedet den nuværende administration som en radikal fortsættelse af Baath-regimet. Han gør opmærksom på massakrerne, der er udført over hele landet, den ekskluderende politik og de fortsatte indgreb fra den tyrkiske stat, og advarer om, at disse former for dynamik har skubbet Syrien længere væk fra enhver demokratisk løsning.

Xelil peger på, at den autonome administration har tilbudt en fundamentalt anderledes vej og understreger, at den decentraliserede model, som Nord- og Østsyrien foreslår, stadig er det eneste levedygtige alternativ, der kan sikre Syriens ægte enhed og fælles fremtid.

Der er gået et år, siden HTS kom til magten. Hvad fortæller HTS’ resultater inden for styring, sikkerhed, økonomi og retsvæsen os om denne periode?

Der er gået et år siden det tidligere regimes sammenbrud i Syrien og HTS’s magtovertagelse i Damaskus. Denne magtoverdragelse skete dog ikke som det naturlige resultat af det syriske folks revolution. HTS kom ikke til magten som folkets repræsentant; tværtimod blev den installeret som en del af en plan udarbejdet af eksterne interventionistiske kræfter, der former den syriske proces. Disse styrker handlede i koordinering. Især ændrede de regionale balancer sig i takt med udviklingen i Gaza og de krige og spændinger, der opstod mellem Israel og visse regionale stater. Dette skift spillede en afgørende rolle i beslutningen om at udskifte regimet.

Alligevel repræsenterer HTS, som i dag har magten i Damaskus, på ingen måde kravene fra Syriens folk. Denne struktur er hverken revolutionens stemme eller bærer af folkeviljen. Den regering, der er blevet etableret, er i sin essens en anden version af Baath-regimet. Det eneste, der har ændret sig, er den ideologiske orientering. Tidligere definerede Baath-partiet sig selv langs en venstreorienteret linje. I dag hviler HTS på et radikalt højreorienteret ideologisk fundament. Derudover repræsentererdet nye billede, der fremlægges af økonomien, retssystemet, forståelsen af parlamentet, den statslige styring og den administrative praksis ikke reelt, hvad der foregår i Syrien i dag.

De metoder, der anvendes i dag, indikerer ikke, at der er fundet en løsning på revolutionen. Damaskus definerer sig selv som Syriens hovedstad. I praksis har hovedstaden dog afbrudt sine bånd til store dele af landet. Syrisk suverænitet er ikke repræsenteret i disse regioner. Områder under tyrkisk besættelse er et klart eksempel på denne virkelighed. Hvor stor indflydelse har Damaskus egentlig i disse områder? I hvor høj grad har overgangsregeringen over et år været i stand til at etablere en tilstedeværelse, opbygge institutioner og oprigtigt sige: “Dette er syrisk territorium”? Det har den ikke. Disse regioner forbliver under tyrkisk besættelse.

Den samme situation gælder for kystområderne. Er Latakia og Tartus ikke regioner i Syrien? Alligevel har Damaskus-administrationen heller ikke formået at etablere en effektiv repræsentation dér. Som følge af udviklingen syd for Damaskus er der i det sydlige Syrien opstået et billede af to naboenheder, der står næsten side om side og ligner separate stater. I Nord- og Østsyrien findes der et eksisterende system for administration og organisering. Indtil nu opererer der ingen statslig institution i dette områder. På trods af dette er der forskellige aftaler og alliancer på plads.

Afslutningsvis er det, der foregår i Damaskus i dag, i det væsentlige begrænset til dele af provinserne Damaskus og Hamasamt et begrænset område af Idlib-provinsen. Ud over dette findes der ingen virkelighed, der troværdigt kan hævde: “Jegrepræsenterer hele Syrien.” Det tidligere regime havde derimod på trods af sine centraliserede og undertrykkende metoder formået at etablere sin dominans over hele landet gennem efterretningstjenester, hæren og statsapparater. I dag eksisterer den situation ikke længere.

Et år er gået, og regimet er kollapset. Alligevel er der i denne periode ikke blevet dannet en inkluderende regering, intet inkluderende parlament er blevet oprettet, der er ikke oprettet noget bredt deltagende udvalg til at udarbejde en forfatning, og ingen af de underskrevne aftaler er blevet gennemført. Hele dette år har Syrien reelt været efterladt i en tilstand af limbo. Desuden er Syriens vilje i stedet for at udfylde dette tomrum blevet overdraget endnu mere til eksterne magter. Landets suverænitet er ikke blevet sikret.

Hvordan har HTS’s praksis det seneste år og situationen i Syrien påvirket deres evne til at repræsentere en demokratisk revolution? Hvilke sociale konsekvenser har dette haft, især i forhold til kvinders rettigheder?

En struktur, der er udemokratisk og mangler en udviklet politisk kultur, der kan styre samfundet, kan ikke repræsentere en revolution. Det, der er sket det seneste år, har tydeligt vist denne realitet. Utallige massakrer har fundet sted, og alvorlige overgreb er blevet begået mod mennesker. I Syrien er enkeltpersoner blevet dræbt udelukkende på grund af deres identitet. Folk bliver spurgt: “Er du alawit?” og at svare “Jeg er alawit” kan være nok til at få hovedet hugget af eller blive dræbt. Dem, der ikke er som HTS, bliver simpelthen ikke accepteret.

For eksempel startede angrebene i kystområderne i begyndelsen af 2025. Tusindvis af mennesker blev massakreret, og tusindvis af kvinder blev bortført. Denne praksis fortsætter stadig. Lignende angreb fandt også sted i Sweida (Suwayda). Dér gjorde befolkningen modstand og nægtede at acceptere denne praksis, men deres midler var begrænsede. De styrker, der erobrede Damaskus, har nærmet sig det syriske samfund med en ekstremt hård og ekskluderende holdning.

De samme metoder er blevet anvendt i kvartererne Sheikh Maqsoud (Şêxmeqsud) og Ashrafieh (Eşrefiyê). Disse kvarterer er blevet angrebet, og der blev gjort forsøg på at overtage kontrollen med dem. Det, der dog har vist sig at være positivt, har været den modstand, folket udviste. Havde der ikke været en sådan modstand, ville de samme grusomheder, der blev begået i kystområderne, også være blevet gentaget dér. I dag er Nord- og Østsyrien fortsat under konstant trussel. Der fremsættes krav om “intet forsvarssystem” og om at de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) skal opløses. Under påskud af “integration” skal befolkningen efterlades forsvarsløs. Målet er at kunne påtvinge HTS’ egen politik uden modstand.

HTS’ tilgang er klar: den placerer sig selv i centrum af alt og skaber splittelser og hierarkier blandt samfundets befolkningsgrupper. De, der ikke tænker som dem, som ikke følger deres radikale ideologi, og som ikke er indlemmet i deres struktur, udelukkes. Den eneste grund til, at denne praksis endnu ikke er synlig overalt, er, at de ikke fuldt ud har konsolideret deres magt. Havde de gjort det, ville denne undertrykkelse have været langt mere udbredt.

I dag er alle sociale grupper i Syrien, herunder syrere, assyrere, armeniere, yazidier, alawitter og drusere, dybt rystede over denne situation. HTS søger at styre landet i sharia-lovens navn. Alligevel er Syrien et land med mange identiteter og overbevisninger. Det kan ikke styres gennem en monolitisk tilgang, der benægter denne mangfoldighed. Folk er nået til et punkt, hvor de ikke længere åbent tør erklære deres identitet.

Historisk set har Syrien været kendt for sin rigdom og mangfoldighed. Alligevel er de, der er kommet til magten i dag, begyndt at vedtage love, der styrker en mandsdomineret autoritet, før de har løst landets overordnede problemer eller etableretkonsensus blandt samfundets befolkningsgrupper. De indfører love, der underminerer kvinders vilje og fratager kvinder rettigheder omkring deres tilknytning og ansvar overfor deres egne børn. En kvinde, der tidligere havde ret til at fungere som myndig over sit mindreårige barn, er blevet frataget denne ret. I dag accepteres moderens underskrift ikke længere, selvom barnet er under 18 år og ønsker at rejse et sted hen; faderens underskrift er obligatorisk. Det er den slags love, de har vedtaget.

Selv inden de har indført overordnet omfattende lovgivning, harde gjort alt for at gøre kvinder magtesløse og ineffektive. Når det gælder love, der drejer sig om at demokratisere Syrien, siger de dog: “Lad os vente med det”. Denne tilgang viser, at HTS i bund og grund er en kopi af Baath-partiet, omend mere højreorienteret og langt mere ude af trit med tiden. I stedet for at omdanne sig i tråd med revolutionens kurs og krav og tilpasse sig tidens behov, søger de at trække Syrien baglæns.

TYRKIET SØGER AT STYRE SYRIEN GENNEM ET TRUSTEE-LIGNENDE SYSTEM

Hvordan tolker du de voksende militære trusler og angreb i de seneste uger, som har været sammenfaldende med politiske udtalelser, der primært kommer fra Tyrkiet? Ser du en direkte eller indirekte koordinering mellem disse udtalelser og den militære aktivitet på jorden?

Tyrkiets rolle i Syrien er velkendt. Fra det øjeblik revolutionen begyndte i 2011, blev Tyrkiet direkte involveret på den syriske arena. Den bragte grupper, der definerede sig selv som “opposition”, ind under sin egen kontrol og greb ind i Syrien på deres vegne.

Denne intervention har ikke været begrænset til politiske, økonomiske eller diplomatiske områder. Bevæbnede grupper tilknyttet Tyrkiet opererer aktivt på jorden, og dele af det syrisketerritorium er reelt under besættelse. Den tyrkiske stat er nået til et punkt, hvor den kun accepterer nogen som helst ændring i Syrien, hvis Tyrkiet giver sin godkendelse. I bund og grund har den positioneret sig som en kolonibestyrer over Syrien og er begyndt at administrere landet.

Ja, i dag styrer Ahmed Al-Sharaa (Al-Jolani) og hans gruppe godt nok formelt Damaskus; men de er ikke i stand til at træffe mange kritiske beslutninger selvstændigt. De kan ikke gøre noget som helst, medmindre Tyrkiet beder dem om det. Tyrkiet er direkte involveret på adskillige områder, fra det militære område til den tekniske infrastruktur. De skriver: “Vi vil træne jeres soldater og officerer.” De har overtaget kontrollen med internet- og telefonsystemerne, de overvåger sikkerhedsmekanismerne, griber ind i økonomien og udøver allerede de facto kontrol over dele af geografien.

Tyrkiet ønsker at omdanne Syrien til et system, der fungerer som en forlængelse af selve Tyrkiet. Selv når det syriske folk forsøger at løse deres interne problemer, er dette ikke tilladt. For eksempel fremsætter Hakan Fidan, selvom han ikke er Syriens udenrigsminister, flere udtalelser om Syrien end Syriens egen udenrigsminister. Man behøver bare at se på hans daglige bemærkninger. Hver gang han fremsætter én udtalelse om Tyrkiets indenrigspolitiske dagsorden, kommer han med to om Syrien. Dette afslører tydeligt omfanget af interventionen.

Samtidig er det kendt, at Tyrkiet selv gennemgår en intern proces. Abdullah Öcalan fremlagde et initiativ i det nordlige Kurdistan (Bakur) [der omfatter store dele af det SØ-lige Tyrkiet, hvor kurderne udgør størstedelen af befolkningen, o.a.] med det formål at løse det kurdiske spørgsmål og spørgsmålet mellem kurdere og tyrkere. Denne proces nåede et vist trin. Den tyrkiske stat har også hævdet, at den er følsom over for denne proces og ønsker, at den skal gå videre.

Der er dog en alvorlig modsigelse her. På den ene side siger man: “Vi er klar til at løse det kurdiske spørgsmål sammen med kurderne.” På den anden side tillader de ikke, at det kurdiske spørgsmål i Syrien bliver løst. Hvis der var et ægte ønske om at løse problemet i Nordkurdistan (Bakur), ville der blive givet støtte til den forvaltning, syrerne forsøger at opbygge indbyrdes, bestræbelser på konsensus ville blive opmuntret, og der ville ikke være nogen indblanding, der forstyrrer disse processer.

I stedet gennemføres en intervention i Syrien i dag for at forhindre fremdriften af denne løsning, mens der fremsættes udsagn som “Vi ønsker en løsning” både i det nordlige Kurdistan og Tyrkiet. Ved mange lejligheder, når der har været fremskridt i forhandlingerne mellem os og Damaskus, er disse processer blevetstandset på grund af Tyrkiets indgriben.

INTERNATIONALE BESLUTNINGER MÅ TAGE SYRIEN I BETRAGTNING

I betragtning af de stigende angreb og trusler, sammen med udtalelser fra regionale og internationale aktører, hvad er de mest presserende og konkrete sikkerheds- og politiske risici, Syrien står over for i dag? Er der en mulighed for, at disse risici kan sprede sig over hele landet?

I dag er der adskillige globale magter til stede i Syrien. Den internationale koalition består af mere end 70 stater. Rusland, Israel og Tyrkiet opererer aktivt på jorden. Forskellige grupper er til stede i Syrien, hver tilknyttet forskellige magter. Dette billede viser, at udviklingen i Syrien ikke kan adskilles fra bredere regionale dynamikker.

Betydelige ændringer finder sted i Israel, Libanon, Irak og Saudi-Arabien. Styringssystemer, relationer og alliancer bliver omformet. Alle disse skift påvirker hinanden, og Syrien påvirkes direkte af disse processer.

Israel forfølger i øjeblikket en global handelskorridor, der strækker sig fra Indien gennem Saudi-Arabien, Jordan, Israel og Cypern til Europa. Israel søger at sikre og garantere denne rute. For at fuldende denne sikkerhedsarkitektur argumenterer landetfor, at Syrien og Libanon skal bringes under kontrol. For at kontrollere Libanon sigter de mod at neutralisere Hizbollah. I Syrien er regimet i mellemtiden ved at kollapse, og et nyt regimet er under opførelse. Internationale magter handler primært i overensstemmelse med deres egne interesser. Én etape er tilbage; derefter vil Cypern-sagen komme i forgrunden. At fuldføre linjen, der strækker sig fra Israel til Cypern, vil medføre et betydeligt skift i Syrien-sagen. Tyrkiet vil derefter komme på dagsordenen. Det er netop denne fase, regionen befinder sig i i dag.

I denne sammenhæng skal Syriens situation nødvendigvis tages i betragtning, uanset hvilke beslutninger der træffes på internationalt niveau, uanset om det vedrører Cypern, Israel, Egypten, Jordan, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Iran, Irak eller endda Yemen. Af denne grund påvirker enhver forandring, der sker i regionen i dag, direkte Syrien. Ligeledes vil udviklingen i Syrien have afgørende betydning for alle disse sager.

TYRKIETS BESØG I DAMASKUS HAR TIL FORMÅL AT BLOKERE EN FORSONING

Mens Tyrkiet på den ene side lægger vægt på “løsning” og “stabilitet”, fortsætter det på den anden side sine militære trusler og operationer. Hvad sigter Ankara efter at opnå, og – ud fra dette perspektiv –, hvilken betydning har de regionale realiteter i Syrien for dette?

Formålet med Hakan Fidans besøg i Damaskus, sammen med den delegation, der ledsagede ham, var klart: at påtvinge Tyrkiets betingelser i Damaskus og få sin egen fremtidige planlægning accepteret. Budskabet er ligetil: “Hvis der skal ske nogen forsoning vedrørende Nord- og Østsyrien, skal det ske på vores betingelser.”

Tyrkiet stiller sine betingelser for alle. For at håndhæve dem udøver den militært pres på den autonome administration og truer åbent Nord- og Østsyrien gennem medierne. Det anvendte sprog er ekstremt aggressivt; bevæbnede grupper under Tyrkiets kontrol og dem, der er allieret med Damaskus, bliver reelt instrueret i, hvordan de skal fremsætte trusler mod os.

Begge sider udfører disse trusler gennem særlige krigsmetoder. Deres mål er at tvinge Nord- og Østsyrien til at acceptere de betingelser, de pålægger. Ultimatumet er klart: “Enten nedbryder du dit eget system, eller også accepterer du, hvad vi kræver.”

Gennem disse trusler søger Tyrkiet også at sætte deres egnebetingelser for Damaskus. Det budskab, de ønsker at formidle, er: “Lad os true Nord- og Østsyrien, og lad regionen acceptere vores betingelser.” Deres besøg i Damaskus er en del af denne bredere plan. Faktisk vil de gøre alt, hvad de kan, for at forhindre, at der opstår forsoning mellem os og Damaskus.

Dette må fastslås klart: hvis der sker en intervention, vil det være en del af en plan udarbejdet mod Syriens folkeslags interesser og mod Syriens befolknings enhed.

Kilde:

Dakistan Roza / Ruken Afrin , 2025: Aldar Xelil: Syria is being kept in limbo, this path leads to conflict – Part One. ANF-News, 25. December 2025

Oversættelse: Jesper Brandt