Indholdsfortegnelse:

1. Indledning

2. Formålet med artiklen: De kurdiske mediers vurdering af situationen

3. Angrebet 6-10. januar

4. Forspillet til angrebet

5. Naif Bezwan: Tyrkiets Sirien-model risikerer at starte en ny borgerkrig

6. Aldar Xelil: 10. Martsaftalen og det manglende retssystem i Syrien

7. Mohammad al-Huwaidi: Tre mulige scenarier i Syrien og nødvendigheden af en social kontrakt

8. Aykan Sever: Det ”nye Syrien” er fanget mellem HTS, Israel, Tyrkiet og USA

9. Fuat Ali Riza: Storpolitik – hvem er gerningsmændene bag angrebet

10. Modstand mod angrebet på kurderne øges i USA

11. Al-Sharaas dekret 30. januar 2026 om de kurderes fremtidige stilling i Syrien

12. Aftalen mellem SDF og Damaskus d. 29. januar 2026

13. Hayri Hazargöl: Bliver processen bevidst undermineret?

14. Huseyin Salih Durmus: Ordo ab Chao: Orden født af kaos i Rojava

15. Litteratur

1. INDLEDNING

Det bliver stadigt mere klart, hvordan Vesten fundamentalt har svigtet de syriske kurdere, der ellers som spydspidsen af koalitionen mod Islamisk Stat har ofret tusindvis af helte for at bekæmpe Islamisk Stat i Syrien. Kynismen har været omfattende. Det er kommet frem, hvordan USA’s ambassadør i Tyrkiet – og særlige udsending for Syrien, Tom Barrack, på et møde med Mazlum Abdi, øverstkommanderende for De Syriske Demokratiske Styrker (SDF), omkring d. 20. januar truede med, at de voldsomme angreb på kurderne ville fortsætte, hvis SDF ikke lagde sig helt ind under overgangsregeringens syriske hær. Og derudover skulle de også deltage i en videre krig mod Folkets Mobiliseringsstyrker (PMF) i Irak, der fra 2014 deltog i alle kampene mod Islamisk stat, selv om de også havde tilknytning til Khomenei i Iran. Mazlum Abdis svar lød: “Vi kan ikke acceptere dette tilbud. Vi er ikke lejesoldater, men frihedskæmpere. Voresstyrker arbejder for menneskeheden. Vi kæmpede mod Islamisk Stat for at skabe fred. Vi kan ikke blive en del af terrorister og kæmpe i Irak.” Og Tom Barracks korte svar, der blev enden på mødet, lød angiveligt: “Så må I leve med bombardementerne.” (1, 2)

2. FORMÅLET MED ARTIKLEN: DE KURDISKE MEDIERS VURDERING AF SITUATIONEN

Jeg skal nedenfor give et kort overblik over, hvad der skete under angrebet på Aleppo og den videre krig mod kurderne, der startede d. 6. januar. 

Men det vigtigste sigte med artiklen er at redegøre for den halve måneds forhistorie til angrebet, der startede lige før jul med en omfattende og planlagt belejring af de kurdiske kvarterer i Aleppo. I de kurdiske medier blev det nemlig meget hurtigt klart, hvad det kunne være optakten til, og det gav anledning til mange og indgående analyser af situationen. Flere af dem blev næsten uhyggeligt forudseende i deres vurdering af de farer for en fremtidig fred i Syrien, med den nuværende overgangsregering, hvis hidtidige ageren så ud til at gøre det nærmest umuligt. En del af disse skal refereres i det følgende. Størstedelen af analyserne og de refererede indlæg forventes snart offentliggjort på dansk i Nudem.dk. Disse er anført med stjerne i litteraturlisten til denne artikel.

3. ANGREBET 6.-10. JANUAR

D. 6. januar startede Damaskus-regeringen et voldsom militært angreb på de to kurdisk-dominerede kvarterer i det nordlige Aleppo, Sheikh Maqsoud og Ashrafieh. Aleppo ligger ikke i Rojava, men et godt stykke vest for. Men de kurdiske kvarterer til Aleppo huser over ½ mill. kurdiske civile, herunder ca. 150 000 personer, der blev tvangsfordrevet fra Afrin-regionen efter Tyrkiets besættelse i 2018. Og Afrin, der ligger i det NV-ligste hjørne af Syrien, havde før besættelsen været en Kanton i Rojava.

Fire divisioner fra den syriske hær deltog (3), støttet af panserkolonner, tungt artilleri og morterer, der skød vilkårligt mod boligkvarterer befolket af ubevæbnede civile, som det syriske forsvarsministerium alligevel havde erklæret som ’militære zoner’.  Nogle kilder (4, 5) pointerer, at de fire divisioner fra den syriske hær reelt består af 4 islamistiske tyrkisk-statsstøttede væbnede militsgrupper, Hemzat, Emsat, Sultan Murad og Nureddin Zengi – som simpelthen er blevet indlejret som divisioner i ’den syriske hær’. Og måske er det den realitet, som det tyrkiske forsvarsministerium henviste til , da de på et pressemøde d. 15. januar udtalte, at Tyrkiet og Syrien er ’én stat og én hær’! (6)

To dage senere udvidedes offensiven, med hårde jihadistiske fraktioner og forstærkninger, der kom fra Idlib og andre provinser, ligesom fraktioner fra den tyrkisk-organiserede såkaldte ’syrisk-nationale hær’, der sluttede sig til, støttet af tyrkiske rekognosceringsdroner, der leverede efterretningsstøtte. (7, 8). Kurdiske ledere fordømte angrebene som tegn på etnisk udrensning (9, 10).

Ødelæggelsen af den civile infrastruktur har været omfattende, og begge de ret store hospitaler i bydelene blev bombet gentagne gange, mens sårede civile, patienter og medicinsk personale stadig var indenfor. Flere ansatte blev dræbt.

Angrebet udvidedes de næste dage, koncentreret om Sheik Maqsoud-bydelen, hvor sårede, børn, ældre og hele familier forblev fanget på et hospital, der fortsat blev beskudt, med yderligere tab. Hospitalet var det sidste tilholdssted for civile, der ikke kunne flygte. 

Efter en mægling gennem ’internationale aktører’, som jeg simpelthen ikke har kunnet finde nærmere oplysninger om, trådte en våbenhvile i kraft d. 11. januar om morgenen. Formentlig var det de samme vestlige aktører, som på et møde i Paris dagen før angrebet havde sagt ja til aktionen mod kurderne. Det nærmeste jeg har kunnet finde, er vage Kunstig Intelligens-angivelser af, at ’Syrien erklærede en våbenhvile efter skudvekslinger, delvist på grund af internationalt pres og behov for at deeskalere’. Våbenhvilen lettede evakueringen af døde, sårede og resterende medlemmer af de interne sikkerhedsstyrker til områder i det nordøstlige Syrien. Men våbenhvilen kan næsten lige så godt have tjent som en planlagt optakt til videre angreb længere mod øst, som jo rent faktisk blev sat i værk i umiddelbar forlængelse af angrebene på Aleppo (11). Det startede i det østlige Aleppo omkring byerne Deir Hafer og Maskanah (12), men fra d. 17. januar udvidedes offensiven til Raqqa, Deir ez-Zor og Al-Hasakah provinserne.

Offensiven mod Nord- og Østsyrien efter angrebet mod Aleppo. Kilde Wikipedia: Northeastern Syria offensive.

Under angrebet på Aleppos kurdiske kvarterer blev ifølge den Autonome Administration i Nord- og Østsyrien 47 civile dræbt, 133 civile blev sårede og op til mindst 276 civile er meldt savnet, idet mange menes at være blevet vilkårligt tilbageholdt. 

Det er absolutte mindstetal. Men derudover førte offensiven til massefordrivelser af ca. 150 000 kurdiske civile fra Aleppos kurdiske kvarterer. Og angreb, bortførelser og plyndringer af Aleppos kurdiske kvarterer fortsatte efter at våbenhvilen var trådt i kraft og angrebene var optrappet længere øst på. (13, 14)

Den autonome administration i Nord- og Østsyrien, AANES, har samlet dokumentation for de mange overtrædelser (3).

Her opfordrer den Autonome Administration det internationale samfund til straks at indsætte uafhængige observatører ind for at overvåge våbenhvilen og forhindre yderligere misbrug. De appellerer til, at diplomatisk anerkendelse af og bistand til Syrien skal gøre betinget af verificeret beskyttelse og politisk inklusion af kurdere og andre minoriteter, at aftalen fra 10. marts, der beskytter kurdiske rettigheder, skal gennemføres fuldt ud, og ekstremistiske militser skal fjernes fra statens sikkerhedsstyrker. Man understreger, at en inkluderende politisk deltagelse for alle syriske samfund er afgørende for at opnå varig fred. 

4. FORSPILLET TIL ANGREBET

Forspillet til angrebet gik i gang allerede lille juleaften, d. 23. december, hvor den syriske regering og dens tilknyttede styrker pålagde de kurdiske kvarterer i Aleppo en omfattende belejring, som har stået på siden – og som i øvrigt fortsatte også efter våbenhvilen d. 11. januar. Alle syv adgangsveje til de kurdiske kvarterer blev afspærret, for at begrænse adgangen af nødvendige varer, herunder mad, medicin, brændstof og humanitær bistand. Dermed fratog man reelt den halve million kurdiske indbyggere i Aleppos kurdiske kvarterer deres grundlæggende ret til forsørgelse og lægehjælp. Alle henvendelser fra SDF og den autonome administration om hjælp og ophævelse af belejringen forblev ubesvarede i over en uge. (3)

Men den 4. januar lykkedes det alligevel SDF trods længere udsættelse at få arrangeret et møde om situationen og en mulig samlet syrisk militær integration i Damaskus, hvor også en amerikansk brigadegeneral, Kevin Lambert, deltog på vegne af den internationale koalition mod Islamisk Stat. (15) Offentliggørelse af mødets resultat måtte ifølge SDF afvente nogle yderligere konsultationer, da der tydeligvis i medierne fremkom stor uenighed om tolkningen af mødets resultater. En pressetalsmand fra SDF advarede mod misinformation, og understregede, at samtalerne var blevet ført professionelt og ansvarligt. Og at drøftelserne var styret af tekniske kriterier og havde til formål at opnå resultater, der ville fremme stabilitet og fred i Syrien. (16) Ifølge en af mine kilder blev der indgået en aftale og kun underskrivelsen stod tilbage. Men i sidste øjeblik blev det udsat af Syriens udenrigsminister, Asaad Al-Shaibani, hvis tætte forhold til Tyrkiet er relativt kendt. Derefter var det ret hurtigt klart, at der var tale om starten på en sammensværgelse.(17)

Halvandet døgn senere, umiddelbar efter et møde i Paris d. 5. januar mellem Israel, USA og Syrien, startede angrebet på Aleppos kurdiske kvarterer med fuld styrke, tydeligvis tæt aftalt mellem Damaskus og Ankara. Paris-aftalen medførte et skift i den politiske balance. USA indvilgede formentlig i at støtte HTS-administrationens dominans, for at opretholde kontrollen over Syrien. EU, med Ursula von der Leyen i spidsen tog endda dagen efter angrebet på Aleppo til Damaskus og lovede al-Sharaa milliarder i støtte til overgangsregeringen. (18) Tyrkiet gjorde alt, hvad de kunne for at skubbe SDF ud af ligningen, og fik dér uden tvivl støtte fra Tom Barrack, USA’s ambassadør i Tyrkiet og særlige udsending for Syrien. Han vendte reelt ryggen til kurderne og deres autonome region. Det er tydeligt, at uden amerikansk godkendelse og uden reel opbakning fra EU ville et så voldsomt angreb på Aleppo ikke være sket, og den efterfølgende optrapning heller ikke. 

Og vi må nok også konstatere, at både den autonome administration og SDF var ude af stand til at forhindre sammensværgelsen. Men samtidigt vidste så at sige alle i den kurdiske bevægelse, hvad der kunne ske, og belært af generationers erfaringer forstod de også betydningen af at kunne stå sammen i medierne så hurtigt og stærkt som muligt, hvis det skulle vise sig nødvendigt, også selv om deres indflydelse er begrænset. Allerede to dage efter angrebet udsendte ikke mindre end 90 kurdiske partier og organisationer en fælles international udtalelse: 90 kurdiske partier og organisationer: Angreb på kurdere i Aleppo er et nationalt problem for alle kurdere,koordineret af diplomatiudvalget under Kurdistans Nationalkongres KNK (19)

Men samtidigt fremkom der efter d. 23. december i de kurdiske medier mange vurderinger af belejringen og udviklingen i Syrien. Især fem af dem fortjener at blive fremlagt her, da de belyser centrale sider af den komplicerede situation, og især, hvorfor det var så afgørende at få sikret en fredelig løsning på Aleppo-konflikten som forudsætning for at det overhovedet kunne være realistisk at skabe fred i Syrien, eller for den sags skyld i Mellemøsten indenfor en overskuelig fremtid. 

5. NAIF BEZWAN: TYRKIETS SYRIEN-MODEL RISIKERER AT STARTE EN NY BORGERKRIG

Lad mig starte med et interview med en professor fra Wiens juridiske fakultet, Naif Bezwan, der dokumenterer, hvordan Tyrkiets indblanding i Syrien juridisk set er helt usædvanlig. Han siger i interviewet: ”Den ensidige og ekskluderende model, som Tyrkiet tillægger Syrien, er ekstremt centraliseret og diktatorisk. Det er en politisk tilgang, der tilsidesætter rettighederne og frihederne for Syriens vigtigste befolkningsgrupper, deres fremtid, deres anerkendelse og den forfatningsmæssige garanti for deres grundlæggende rettigheder og friheder. Tyrkiet afviser konkret en retfærdig, inkluderende og forhandlingsbaseret politisk løsning; i stedet fremlægger Tyrkiet et politisk og sikkerhedsmæssigt projekt, der prioriterer krig og konflikt, og derfor udelukker forhandling og fred, og sigter mod at skabe interessesfærer.” (20)

Han har også en meget vigtig analyse af Tyrkiets tilgang til den aftale, som SDF indgik med den foreløbige præsident Al-Jolani d. 10. marts, der skulle sikre et fredeligt samarbejde, men som aldrig blev effektueret. Om aftalen siger han: 

“10. marts-aftalen er en grundlæggende partnerskabsaftale indgået mellem to bestående styrker. Tyrkiet er ikke en part i denne aftale. Aftalen udgør en ramme underskrevet på lige fod af to grundlæggende ledere. Dens fundament hviler på en ‘integration’, der skal finde sted gennem en politisk løsning og forfatningsmæssige rettigheder. At erklære manglende overholdelse af en aftale, som man ikke engang er part i, som en grund til krig, ved at fremme et integrationskoncept baseret udelukkende på vilkårlige fortolkninger, vil ikke føre til andet resultat end opløsning. Tyrkiets indblanding er en usædvanlig situation, der sjældent findes i diplomatisk og politisk historie, og som i sig selv fortjener seriøse overvejelser. Lad os tænke højt sammen: Man tager et enkelt begreb fra en aftale (altså ’integration’), som man ikke engang er part i, fjerner det fuldstændigt fra den kontekst, det er skrevet i, underkaster det en egennyttig fortolkning og erklærer det derefter som casus belli – et grundlag for krig -, hvis det ikke overholdes på en måde, der arbejder imod en af de faktiske parter i aftalen. Der er tale om en sag, der virkelig ville være svær at finde, selv i kolonialismens historie.” (20)

Sidst i interviewet fastholder han, at: “I den kommende periode er det mest kritiske punkt, at SDF ikke længere har nogen territorial eller politisk forhandlingsmargin. Set fra et kurdisk perspektiv gik SDF ind i forhandlingsprocessen med et meget rimeligt og minimalt forslag, en decentraliseret model, og det indsnævrer deres forhandlingsstyrke, fordi det ikke er muligt at gå under det. Den samme situation gælder for Aleppo og Tishrin. Der er ingen mulighed for at trække sig tilbage bag denne linje, hverken territorialt eller politisk. Af den grund vil styrkelsen af samarbejdet mellem de kurdiske styrker og de andre befolkningsgrupper i Syrien være den centrale opgave og udfordring i 2026.” (20) Det udtalte han blot 2 dage før angrebet på Aleppo startede.

6. ALDAR XELIL: 10.MARTSAFTALEN OG DET MANGLENDE RETSSYSTEM I SYRIEN

Også en af lederne i det kurdiske parti PYD i Nordsyrien, Aldar Xelil kommenterede betydningen af aftalen fra 10. marts, og problemerne med den tyrkiske tolkning, endda allerede i juledagene, da blokaden i Aleppo lige var startet:

”Aftalen fra 10. marts havde i brede træk lagt en ramme og skabt håb om, at en genopbygningsproces kunne fortsætte på dette grundlag. Den bestod af otte artikler, som hver især omhandlede grundlæggende spørgsmål relateret til Syriens fremtid. Den sagde følgende: regimet er faldet; der er behov for at opbygge et nyt Syrien. Lad os udarbejde dette lands forfatning sammen, oprette dets parlament sammen og afholde valg. Lad os planlægge og genopbygge vores land sammen. Vi levede i tres år under skyggen af et despotisk regime, og det var tid til at gøre dette kollektivt.

Inden for denne ramme blev det fastslået, at et fælles system ville blive udviklet for hele Syrien, og at Nord- og Østsyrien skulle være en del af det. Med andre ord ville vi ikke stå adskilt fra Syrien, men blive integreret med det. Målet var at omsætte demokratisk integration til praksis. Dog er ingen af disse artikler blevet implementeret den dag i dag. I stedet siger de gentagne gange kun én ting: “Tag det sidste skridt.” Med det mener de, at SDF bør forlade deres nuværende struktur og binde sig til dem. De siger også: “Overgiv de styrker, hvormed I forsvarer jer, til os.” Ud over dette har de ikke taget konkrete skridt.

Overfor det stiller vi dem et enkelt spørgsmål: Hvilket skridt har I taget indtil nu, som vil give os en troværdig garanti? Ville alle mennesker ikke spørge: “Hvad er min garanti?” De siger: “Lad kommando- og beslutningscentret være i Damaskus.” Men hvis vi accepterer det, og hvis dette lands forfatning eller grundlov ikke beskytter os, hvem vil så? I øjeblikket findes der stadig intet retssystem i dette land, der kan beskytte os.” (22)

Og om Tyrkiets planer siger han ganske klart: ”Tyrkiet ønsker at omdanne Syrien til et system, der fungerer som en forlængelse af selve Tyrkiet. 

Samtidig er det kendt, at Tyrkiet selv gennemgår en intern proces. Abdullah Öcalan fremlagde et initiativ i Tyrkiet med det formål at løse det kurdiske spørgsmål og spørgsmålet mellem kurdere og tyrkere. Den proces er nået et vist trin. Den tyrkiske stat har også hævdet, at den er følsom over for denne proces og ønsker, at den skal gå videre.” 

Men Aldar Xelil fortsætter: Der er dog en alvorlig modsigelse her. På den ene side siger man: “Vi er klar til at løse det kurdiske spørgsmål sammen med kurderne.” På den anden side tillader de ikke, at det kurdiske spørgsmål i Syrien bliver løst. Hvis der var et ægte ønske om at løse problemet i Tyrkiet, ville der blive givet støtte til den forvaltning, syrerne forsøger at opbygge indbyrdes, og der ville ikke være nogen indblanding, der forstyrrer disse processer.

I stedet gennemføres en intervention i Syrien i dag for at forhindre fremdriften af denne løsning. Ved mange lejligheder, når der har været fremskridt i forhandlingerne mellem os og Damaskus, er disse processer blevet standset på grund af Tyrkiets indgriben.” (21)

7. MOHAMMAD AL-HUWAIDI: TRE MULIGE SCENARIER I SYRIEN OG NØDVENDIGHEDEN AF EN SOCIAL KONTRAKT

Den syriske politiske forsker Mohammad al-Huwaidi advarer om en alvorlig og farlig udvikling på den syriske scene og understreger, at alle de nuværende scenarier i sidste ende fører til ét resultat: fortsættelsen af Syrien som en arena under en styrende tankegang, der kan genskabe fortidens kriser frem for en sammenhængende politisk enhed. Han argumenterer for, at politisk og administrativ decentralisering er en nødvendighed, ikke en mulighed.

I sin vurdering af situationen i Syrien fremhæver al-Huwaidi 3 mulige scenarier for udviklingen. Det første af disse scenarier ligger i “reproduktionen af et autoritært styre i kollektiv eller institutionaliseret form, hvor grov individuel despotisme forsvinder, men erstattes af et lukket magtnetværk, der monopoliserer politik, økonomi og sikkerhed.” (23)

Det andet scenarie, ifølge al-Huwaidi, involverer “omdannelsen af staten til en de facto myndighed, der er ude af stand til at påtvinge sin suverænitet, der er underlagt regionale og internationale balancer, og som kun kan håndtere kriser, men ikke kan løse dem.” (23)

Den syriske forsker advarer om en tredje vej, som han beskriver som “den farligste”: ophobningen af sociale og sekteriske spændinger, der åbner døren for forsinkede civile konfrontationer, der måske ikke er organiserede, men vil være ødelæggende. (23)

Han forklarer, at den første søjle i ethvert nationalt projekt er en civil, konstitutionel stat, hvor loven står over alle, magten er adskilt, og individuelle og kollektive rettigheder er garanteret uden religiøs, sekterisk eller etnisk diskrimination. Uden det kan det ikke lade sig gøre at styre et så mangfoldigt samfund som Syrien.

Han bemærker også, at politisk og administrativ decentralisering er blevet en nødvendighed snarere end et valg, og påpeger, at ekstrem centralisering har været en af årsagerne til statens sammenbrud. 

Al-Huwaidi opfordrer til en ny samfundskontrakt baseret på individuel ansvarlighed frem for kollektiv afstraffelse, på overgangsretfærdighed frem for hævn og på gensidig anerkendelse mellem alle samfundets befolkningsgrupper. Han understregede, at det er umuligt at opbygge en stat med en sejrherre-mod-besejret-mentalitet eller at hele et splittet samfund gennem en retorik med anklager og forræderi.(23)

Disse advarsler og forslag fra Mohammad al-Huwaidi fremkom i et interview med den kurdiske journalist Kivara Sheikh Nour, der blev udgivet d. 4. januar, altså to dage før angrebet på Aleppo startede.

8. AYKAN SEVER: DET ”NYE SYRIEN” ER FANGET MELLEM HTS, ISRAEL, TYRKIET OG USA

En utrolig skarp analyse af stormagternes og de regionale magters påvirkning af udviklingen i Syrien blev skrevet af den tyrkiske journalist Aykan Sever lige omkring nytår. Hele artiklener i øvrigt d. 12. januar udgivet på dansk i Nudem.dk med titlen : Det “nye Syrien” er fanget mellem HTS, Israel, Tyrkiet og USA.

Her forklarer Aykan Sever, hvorfor Syrien er blevet en strategisk kamparena, der udsættes for samtidig indgriben fra adskillige internationale og regionale aktører, og understreger, at landets geopolitiske betydning, fra det østlige Middelhav til omformningen af Mellemøsten, forvandler enhver udvikling i landet til en flerlags magtkamp. Og han siger om dem:

“De ser Syrien som ler, der kan formes, og der er mange kræfter, der gør det på samme tid. Blandt dem er De Forenede Nationer, Den Europæiske Union samt Rusland, USA, arabiske lande, Tyrkiet, Israel og Frankrig. Alle disse aktører er involveret i processen, fordi Syrien indtager en ekstremt strategisk position. Landet er afgørende både for det østlige Middelhav og for omformningen af Mellemøsten. Syrien er ikke bare Syrien; faktisk eksisterer der desværre ikke noget problem, der optræder isoleret i nogen af landets regioner.” (24)

Og det uddyber han senere på den her måde, hvor han diskuterer Vestens ønske om at kunne skabe en art NATO for Mellemøsten: ”Situationen i Mellemøsten er reelt sådan her: Hvis du ikke kan etablere kontrol over helheden, kan du ikke etablere kontrol nogen steder. Derfor har den amerikanske administration i sidste ende konstrueret et Mellemøsten i sin egen fantasi. Kan den gøre det? Vi ser, i hvert fald i eksemplet Syrien, at de ikke er i stand til det. For den laver bare mekaniske beregninger. I sidste ende er det ikke sådan, at imperialister foretager sofistikerede beregninger, hvor de ved alt, hvad de skal vide og hvor de kontrollerer alt; men det er de snarere helt ude af stand til.”

Sever tilføjer: “Helt enkelt kan enhver observatør fra alle sider se, at HTS er strukturelt problematisk. Med strukturelle problemer mener jeg evnen til at kontrollere Syrien og være inkluderende. Jeg taler ikke om at være demokratisk, for der er overhovedet ingen tegn på, at Trump har nogen forventning om demokrati. Det er ikke det, der er problemet. Men det gælder for eksempel inklusiviteten; Når man placerer sig helt inden for en sunnimuslimsk arabisk orientering og tager det som et vejledende princip, så har det fra starten været klart, at det forhindrer én ting: nemlig at inkludere andre minoriteter som alawitter, drusere, kurdere og armeniere. Fra allerførste begyndelse har man indtaget en diskriminerende holdning. Derfor er HTS ikke i stand til at inkludere disse minoriteter. ” (24). Man skal jo i øvrigt huske, at HTS fra starten har erklæret Syrien for en arabisk stat – ligesom Assad gjorde det. 

Han slutter med en måske lidt uhyggelig, men også tankevækkende, og måske også forudseende advarsel: 

” Generelt set er det uundgåeligt, at de modsatrettede positioner i Syrien fortsætter, medmindre der skabes en alliance mellem Israel og Tyrkiet, og det er netop den fortsættelse, vi ser nu. Tyrkiet fortsætter med at true Rojava vedholdende, især på grund af den proces, Tyrkiet selv er i gang med. Set fra den tyrkiske stats perspektiv har en af hovedmotiverne bag denne proces været at forhindre kurderne i at opnå nogen status i Rojava, eller rettere i Syrien, for at afvæbne dem og tvinge dem til at underkaste sig.

Desværre er der en alvorlig risiko her. Folkene i Rojava har en vis organiseret modstand samt en politisk og militær tilstedeværelse; men Tyrkiets trussel om folkedrab er ikke forsvundet. Der er en konstant trussel, som føles indirekte. Om dette vil ske eller ej, vides ikke, men eksistensen af en sådan risiko er klar. Både Tyrkiets interne processer og, mere bredt, den tyrkiske stats position i Mellemøsten fodrer disse negative risici.

Derfor er der en situation, der virkelig kræver forsigtighed. Vi har set, hvor glatte internationale magter har været i Palæstina. Forventninger som ‘hvis der kommer et angreb, vil USA stoppe det, dette land vil stoppe det, Israel vil handle’ har meget lav sandsynlighed for at materialisere sig. Desværre er det virkeligheden i dag. De kan senere udarbejde en politik eller udstede erklæringer, men jeg kan med sikkerhed sige, at de ikke vil tage konkrete skridt for at forhindre et angreb.” (24)

Det skrev Aykan Sever fra PYD altså lige omkring nytår, inden det lykkedes SDF og komme til forhandlinger i Damaskus, der så i sidste øjeblik blev afbrudt på grund af det planlagte angreb i Aleppo.

9. FUAT ALI RIZA: STORPOLITIK – HVEM ER GERNINGSMÆNDENE BAG ANGREBET

Den næste analyse jeg vil nævne, er kommet d. 15. januar i den tyrkiske avis Yeni Özgür Politika, der udkommer i Tyskland, skrevet af Fuat Ali Riza, der formentlig er journalist, i hvert fald en flittig skribent i kurdiske medier. Her prøver han at sætte begivenhederne ind i et bredere storpolitisk perspektiv: 

Han lægger ud med at beskrive angrebet på Aleppo som ’en væsentlig  del af den tredje verdenskrig, der har udspillet sig i Mellemøsten i de sidste femogtredive år. Han understreger, at den gennemførte fuldskala massakre udgør et decideret folkedrab mod kurderne og forfølges som led i en bredere plan om at fjerne kurdere fra de vestlige områder af Eufrat og fra Syrien som helhed. Det kan allerede siges, at målet om stort set at eliminere den kurdiske tilstedeværelse i Aleppo for nuværende i høj grad er blevet opnået.

Og så spørger han: ”Hvem er så gerningsmændene bag disse angreb, som udgør forbrydelser mod menneskeheden? Overordnet set kan de identificeres som styrkerne fra al-Jolani-administrationen i Damaskus. Det er velkendt, at disse angribende styrker blev ledet af jihadistiske væbnede grupper organiseret af den tyrkiske stat, og at de primært var afhængige af våben leveret af Tyrkiet. Desuden er det tydeligt for alle observatører, at de, der traf beslutningen, planlagde angrebet og effektivt ledede det, var udenrigsminister Hakan Fidan, og hans nærmeste kompaner fra efterretningstjenesten, han jo tidligere ledede. (25)

Men, skriver han, det ville være en fejl at antage, at dette angreb udelukkende blev udført af Tyrkiet og styrkerne i Damaskus, eller at ansvaret kun hviler på dem. Bag dette angreb, der formelt hævdes at være igangsat af Damaskus-administrationen, står USA, Frankrig, Israel og Tyrkiet, og disse stater har handlet på samme front og i samarbejde med organisationer som Al-Qaeda, Islamisk Stat og Det Muslimske Broderskab. Med andre ord er nogle styrker, der engang kæmpede mod Islamisk Stat, nu gået sammen med dem og lignende grupper og udfører eller støtter ødelæggelses- og folkedrabskampagner mod de syriske kurdere, der besejrede Islamisk Stat. (25)

Og så spørger han: ” Hvordan bør disse overgreb forstås og formuleres i dag? Det er utvetydigt klart, at dette angreb direkte rettede sig mod Abdullah Öcalans opfordring til fred og et demokratisk samfund den 27. februar og søgte at provokere den proces, der udviklede sig på dette grundlag. Den blev udført som en operation af det, der tilsyneladende er Tyrkiets “Sikkerhedskabinet,” styret af Hakan Fidan, under direkte ledelse af Tayyip Erdoğan. Så, hvad sker der på den politiske scene? Hvilke slags aftaler bliver indgået bag lukkede døre, og hvilke slags ordninger bliver sat i gang? Der er bred enighed om, at det pågældende angreb udviklede sig på grund af en aftale indgået i Frankrig mellem Israel og Damaskus-administrationen. Uden tvivl er Republikken Tyrkiet, når al-Jolani-administrationen nævnes, også en del af ligningen. Ligeledes virker tilstedeværelsen og godkendelsen af USA ubestridt, når Israel nævnes. Et nærmere kig antyder, at en Israel–Tyrkiet-aftale er indgået med støtte og samtykke fra USA og Frankrig. Da angrebene på kurdere i Aleppo fulgte umiddelbart efter, bliver det klart, at kurderne var et af de vigtigste forhandlingskort i denne aftale, og at Tyrkiet reelt fik Israels samtykke til at iværksætte angreb mod dem.

Hvad tilbød Tyrkiet så Israel til gengæld? Det er tydeligt, at vi passerer gennem et ekstremt kritisk øjeblik af historisk betydning. Ved ulvenes bord bliver alt sat til salg til billige priser. Alle ved allerede, at kurdernes skæbne behandles som et forhandlingsværktøj i denne ramme, især kurderne selv. 

Alligevel står det også klart, at det, der handles med, ikke kun er kurderne, men også Tyrkiets fremtid og dets udsigter til demokrati. Det ser ud til, at den nuværende regering for Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP) og tyrkisk politik mere generelt er medskyldige i denne forhandling, der føres på bekostning af kurdisk folkedrab. For at fuldende folkedrabet mod kurderne sætter AKP-administrationen og tyrkiske politiske aktører i praksis alt på markedet og giver indrømmelser efter indrømmelser.

At undlade at se dette som den politiske virkelighed kræver virkelig en form for blindhed.” (25)

Og som vi skal se, har dette måske i sidste ende haft konsekvenser, som måske kan gøre det vanskeligt for Tyrkiet at fortsætte den aggressive udenrigspolitik, som Hakan Fidan og Erdoğan står for.

10. MODSTAND MOD ANGREBET PÅ KURDERNE ØGES I USA

Det har været fremme i pressen at den franske præsident Macron, i forlængelse af de øgede angreb øst for Aleppo havde været i kontakt med den syriske præsident, Ahmed al-Sharaa, for at mægle mellem den syriske regering og kurderne. Selv om Macronhar fastholdt, at hverken Frankrig eller EU kan støtte den nuværende tilgang, var det længe svært at se nogen tegn på at han eller andre i EU reelt ville blande sig i den videre offensiv mod kurderne.

Men lidt anderledes har det set ud i USA, hvor kendskabet til – og respekten for – kurdernes indsats mod Islamisk Stat trods alt har væretganske udbredt i det politiske miljø – ikke mindst takket være den store diplomatiske indsats fra den Autonome Administrations side. Mest tydeligt er det blevet fremført fra den amerikanske og endda republikanske senator Lindsey Graham. (26) Han har godt nok støttet at give HTS-regimet en chance til, men han har på det seneste også flere gange har advaret HTS og den tyrkiske stat med at fortsætte deres angreb på kurderne. I en erklæring på X siger han: “Jeg er i stigende grad bekymret over, at den nye syriske regering allierer sig med Tyrkiet i at bruge militær magt mod de syriske kurdere, vores stærkeste allierede i det varige nederlag til Islamisk Stat i Syrien.” (27)

Og ikke mindst minder han om, at cirka 9.000 Islamisk Stat-militante, en af ​​verdens farligste bander, holdes i fængsler og lejre under den autonome administrations kontrol, og han advarer: “Det er afgørende for vores nationale sikkerhed, at disse fanger ikke vender tilbage til slagmarken.” Og han tilføjer: “Jeg tror, ​​at der vil være bred og dyb tværpolitisk støtte til at modvirke sådanne handlinger. Hvis nogen tror, ​​at jeg eller mine kolleger ville være trygge ved, at Islamisk Stat-fanger bliver fastholdt og holdt under kontrol af den syriske hær eller Tyrkiet i stedet for kurderne på nuværende tidspunkt, tager de helt fejl. Træf et klogt valg.” (27)

11. AL-SHARAAS DEKRET 30. JANUAR 2026 OM KURDERNES FREMTIDIGE STILLING I SYRIEN

Måske er det dette pres, der – sammen med Al-Sharaas planlagte rejse i sidste uge af januar til Berlin, hvor flere parlamentsmedlemmer havde krævet, at kurdernes situation skulletages op – fik Al-Sharaa til d. 30. januar at offentliggøre et “særligt dekret”, han havde underskrevet, med 8. punkter, som garanterer kurdiske “rettigheder og visse særegenheder.”

Den fulde oversættelse af dekretet lyder sådan her:

1 – Syrisk-kurdiske borgere betragtes som en grundlæggende og autentisk del af det syriske folk, og deres kulturelle og sproglige identitet betragtes som en integreret del af den mangfoldige og samlede syriske nationale identitet.

2 – Staten forpligter sig til at beskytte kulturel og sproglig mangfoldighed og garanterer kurdiske borgeres ret til at genoplive deres arv og kunst samt udvikle deres modersmål inden for rammerne af national suverænitet.

3 – Det kurdiske sprog betragtes som et nationalsprog, og det er tilladt at undervise i det på offentlige og private skoler i områder, hvor kurdere udgør en betydelig procentdel af befolkningen, som en del af valgfag eller som en uddannelsesmæssig kulturel aktivitet.

4 – Alle love og undtagelsesforanstaltninger, der følger af folketællingen i 1962 i Hasaka-provinsen, afskaffes, og syrisk statsborgerskab gives til alle borgere af kurdisk oprindelse, der bor på syrisk territorium, inklusive dem, hvis registrering nægtes, med fuldstændig ligestilling i rettigheder og pligter.

5 – “Al-Nawroz”-helligdagen (21. marts) betragtes som en officiel betalt helligdag i hele Den Syriske Arabiske Republik som en national helligdag, der udtrykker forår og broderskab.

6 – Statslige medier og uddannelsesinstitutioner forpligter sig til at indføre en inkluderende national diskurs, og enhver diskrimination eller udelukkelse på etnisk eller sproglig basis er lovmæssigt forbudt, og enhver, der opildner til etnisk strid, skal straffes i overensstemmelse med gældende lovgivning.

7 – De relevante ministerier og myndigheder skal udstede de nødvendige udøvende instrukser til at implementere bestemmelserne i dette dekret, hver af dem, der vedrører dem.

8 – Dette dekret skal offentliggøres i den officielle tidende og anses for at være gældende fra udstedelsesdatoen. (28)

Rejsen til Berlin, med Bundeskansler Merz som vært, var især arrangeret for at opbygge et tysk-syrisk økonomisk samarbejdsråd, blev dog dagen før mødet aflyst af al-Sharaa. Officielt på grund af den spændte situation i Syrien, men formentlig også på grund af stor modstand i de tyske medier, og fordi der var anmeldt en demonstration mod besøget med forventet mere end 10 000 deltagere. (29)

Dekretet indeholder på papiret mange fornuftige ting, som i princippet indebærer en række muligheder. Men man skal ikke have ret meget kendskab til sprogets anvendelse i Mellemøsten for at vide, at det kan bruges til hvad som helst, hvis der ikke ligger politisk vilje og kontrol bagved, der kan sikre, at dekretet reelt føres ud i livet. Og det er jo det, der har gjort, at kurderne vil se garantier, når de skal gå ind i sådanne forhandlinger. For reelt eksisterer der intet fungerende retssamfund og ingen sikring af lov og orden i Syrien i dag.

Og det er den helt store forskel på, hvordan livet og dagligdagen fungerer i Nord- og Østsyrien, og i resten af Syrien – og for den sags skyld også i Tyrkiet. Det vender vi tilbage til om et par sider.

Den manglende retssikkerhed i Syrien er også et af de helt store problemer for Al-Sharaas overgangsregering både på kort og lang sigt. Det er også grunden til at AANES og SDF så stædigt har fastholdt fortsatte forhandlinger med overgangsregeringen som den væsentligste vej fremad. De mange ekstreme grupperinger med tilknytning til Islamisk Stat har været et stort problem for kurderne i disse forhandlinger, men har også bidraget til at styrke forbindelserne mellem kurderne og de mange andre mindretal, der har lidt under deres angreb og grupperinger blandt arabere i Syrien, der er modstandere af de undergravende grupperinger.

Men endnu alvorligere for Syriens mulighed for at kunne fungere og blive opfattet som en retsstat er Tyrkiets fortsatte indblanding med sigte på ikke blot at eliminere de syriske kurdere, men også at bruge dette til en reel erobring af stadigt større dele af det nordlige Syrien og Irak. Det er et stadigt mere tydeligt basalt problem for overgangsregeringen i Damaskus, samtidigt med at det undergraver den ideologi, der for tiden fremføres i Tyrkiet omkring et kurdisk-tyrkisk broderskab som grundlaget for et fremtidigt stærkere Tyrkiet.

12. AFTALEN MELLEM SDF OG DAMASKUS D. 29. JANUAR 2026

På den anden side er de syriske kurderes afgørende rolle for den syriske overgangsregerings muligheder for at sikre en genetablering af en hel syrisk stat kommet meget klart frem i den aftale, der blev underskrevet af SDF og Damaskus d. 29. januar. Hovedpointerne i aftalen skal derfor angives kort: 

1. Ubegrænset Våbenhvile og Tilbagetrækning af Tropper:

• Våbenhvile: Aftalen blev underskrevet for at forhindre blodsudgydelser og undgå et kurdisk folkemord. En ubegrænset våbenhvile blev annonceret, og for at sikre denne våbenhvile, vil de krigførende parter trække deres styrker tilbage fra frontlinjerne.

• Afstand mellem SDF og regeringens styrker: Aftalen skaber afstand mellem SDF og regeringens tropper og planlægger en etablering af regionale brigader i Hesekê og Kobanê.

2. Asayish og De Lokale Styrker:

• Asayish: SDF’s lokale sikkerhedsstyrker, kendt som Asayish, forbliver som regionale styrker og vil fortsat være de officielle myndigheder i deres områder. Nogle af Asayish’erne vil blive integreret i det syriske indenrigsministerium.

• Intern sikkerhed: En intern sikkerhedsstyrke vil blive stationeret i Hesekê, men Asayish vil fortsat fungere uændretog operere som lokale styrker.

3. Uddannelse på Modersmålet:

• Modersmål i undervisningen: Aftalen anerkender officieltuddannelse på modersmålet. Gymnasier og universiteter vil blive officielt anerkendt, og de diplomer, der udstedes af det autonome system, vil blive accepteret.

4. Lokale Myndigheder og Sikkerhed:

• Lokale myndigheder: Hesekê’s guvernør vil blive udpeget af Rojava-administrationen. Lokale sikkerhedsstyrker vil blive integreret i de lokale myndigheder, og der vil være specifikke bestemmelser for grænseovergange og særlige sikkerhedsområder.

• Grænsesikkerhed: Grænseovergange og sikkerhed vil blive håndteret af lokale regionale styrker, og der vil blive skabt en ny struktur for dette.

5. Politisk og Militær Kamp:

• Kampen går videre: Den politiske kamp vil fortsætte, men militært er en fase afsluttet. Ahmed understregede, at store ofre er blevet gjort i denne kamp, og det er vigtigt at fortsætte for at beskytte opnåede resultater.

• Samarbejde for at forhindre krig: Der blev gentagne gange nævnt, at det er nødvendigt at vælge den diplomatiske vej for at forhindre en videre eskalering af krigen, selvom der er kræfter, der vil  kunne forsøge at forhindre aftalen.

6. Tyrkiets Tilbagetrækning fra Afrin og Serêkaniyê:

• Afrin og Serêkaniyê: Der er igangværende bestræbelser på at få Tyrkiet til at trække sig ud af Afrin og Serêkaniyê. Der vil blive arbejdet på at sikre folkets trygge tilbagevenden til disse områder.

• Internationale garantier: Der er et behov for internationale aktører som Frankrig og USA, som har udtrykt deres vilje til at fungere som garanter for aftalen og tilbagetrækningen af tyrkiske styrker.

7. USA og Frankrigs Rolle:

• USA’s negative rolle: USA blev kritiseret for ikke at spille en aktiv og positiv rolle i at overvåge våbenhvilen. I stedet for at være en neutral garanter, spillede USA en negativ rolle i aftalens gennemførelse.

• Frankrigs engagement: Frankrigs regering har dog været mere engageret og klar til at spille en garanter rolle i aftalen.

8. International Støtte og Fortsat Kamp:

• International støtte: Der er stor international støtte til aftalen, og både Frankrig og USA er involveret i at sikre, at aftalen bliver implementeret korrekt. Aftalen er blevet diskuteret med kurdiske og regionale aktører.

• Vågenhed og opmærksomhed: Det understreges, at der skal være konstant opmærksomhed og årvågenhed for at sikre, at aftalen ikke bliver undermineret af kræfter, der ønsker at skabe problemer eller forhindre dens gennemførelse.

9. YPJ og SDF’s Integrering:

• YPJ i QSD: YPJ (Yekîneyên Parastina Jin) vil forblive en del af SDF, og deres integration i SDF-strukturen er en del af aftalen.

Aftalens implementering afhænger af de involverede parters vilje til at respektere dens bestemmelser og sikre, at lokale styrker og myndigheder fungerer effektivt under de nye strukturer. Dette er et vigtigt skridt for at skabe stabilitet i regionen, men kræver fortsat politisk og militær opmærksomhed. (30)

Aftalen er indgående beskrevet i et interview med Îlham Ahmed, der er medforkvinde for  udenrigsafdelingen i Den Autonome Administration i Nord- og Øst-Syrien (31). Ang. mulighederne for at få genoprettet et helt fungerende Syrien skal man især lægge mærke til pkt. 6 og 7, der dels fremhæver ophøret af Tyrkiets besættelser som en forudsætning i den kommende proces, dels fremhævelsen af Frankrigs – og vel reelt også EU’s rolle (f.eks. Udenrigsministrene) som garant, i modsætning til aftalens kritiske holdning til USA’s rolle i fredsbestræbelserne.

13. HAYRI HAZARGÖL: BLIVER PROCESSEN BEVIDST UNDERMINERET?

Tyrkiets manglende ”seriøsitet” i behandlingen af ’det kurdiske problem’ og de problemer som Syrien reelt står overfor i den nuværende situation er blevet taget op i den kurdiske presse i forbindelse med angrebet på Aleppo. Det er bl.a. behandlet i en artikel af Hayri Hazargöl, med titlen: ”Bliver processen bevidst undermineret?” (31). (Dr. Hayri Hazargöl er et pseudonym for en skribent og politisk analytiker, der ofte kommenterer kurdiske problemstillinger i den tyrkisk-sprogede avis Yeni Yaşam Gazetesi. I nogle politiske kredse antages det, at det dækker over personer med tæt tilknytning til KNK/PKK). Undermineringenforklares på denne måde:

” AKP–MHP-alliancen taler om kurdisk–tyrkisk broderskab. I republikkens andet århundrede fremmes en vision om et stærkere Tyrkiet bygget på dette broderskab. Det er en ædel ambition. Men er fjendtligheden rettet mod kurderne i Syrien ikke en direkte sabotagehandling mod kurdisk-tyrkisk broderskab? Dem, der ikke ønsker sådan et broderskab, er netop dem, der indtager en fjendtlig holdning til kurderne i Syrien. Hvad kan dem, der fremstiller evakueringen af kurdiske kvarterer i Aleppo som en “succes” for Tyrkiet, ellers være, hvis ikke modstandere af processen?….. De angreb, der blev udført i Aleppo, har forstærket tvivlen om processen. Disse angreb er designet til at lægge pres på Abdullah Öcalan, kurdernes chefforhandler, som har fulgt processen med tålmodighed, på organisationen, der tager Imralis perspektiver i betragtning, og på det kurdiske folk. Forsøger AKP–MHP-regeringen at stoppe denne proces og genstarte krigen ved at pålægge uacceptable krav og presse lovgivning igennem, som uundgåeligt vil blive afvist? Hele verden ved, at kurderne ikke vil acceptere politik og pålæg, der benægter deres eksistens.

Hvis statslige ressourcer bruges til at beregne, at eksterne magter enten vil støtte eller forblive tavse over for angreb på kurderne, og hvis der handles derefter, afspejler det en tilgang uden fremsyn. Sådanne beføjelser kan i starten give en lille indrømmelse, for senere at stramme løkken. Tyrkiets sårbarhed på dette område vil fortsat blive udnyttet på samme måde.” (31)

Öcalan og den stærkt pressede, men samtidigt også stadigt mere samlede kurdiske bevægelse må formentlig primært skubbe på, for at det kurdisk-tyrkiske broderskab kan videreudvikles, så det tyrkiske hykleri afsløres endnu mere, og muligheden for disse tyrkiske drømme bliver umulige. Og det kan måske også betyde at de syriske kurdere må tage imod al-Sharaas dekret gennem forhandlinger, der gør det kulturelle og sociale selvstyre i Nordsyrien muligt på fredelige betingelser. Kurdernes 50 år lange kamp for at få en sådan anerkendelse har i dag opnået en styrke, som i hvert fald den syriske overgangsregering er tvunget til at forholde sig til, hvis de skal bevare omverdenens tro på, at de kan bevare en holdbar syrisk enhed, også i et europæisk perspektiv. 

Som den engelske avis The Guardian konkluderer i en kommentar om den seneste våbenhvile mellem de syriske og kurdiske styrker: 

”Mange beboere i kurdisk-dominerede områder har bevæbnet sig. Kurdiske styrker har gravet sig ned efter at have forberedt sig på denne kamp i årevis og skabt et stort underjordisk tunnelnetværk for at lette guerillakampen mod en bedre væbnet styrke.

Damaskus er klar over, at selv hvis de vinder krigen, kan de risikere at drive kurderne ’væk’, presse SDF under jorden og skabe et oprør, der ligner Kurdistans Arbejderparti (PKK) i Tyrkiet i mange år fremover.” (32).

Endelig står Tyrkiet overfor den udfordring, at udenrigsministrene i de europæiske stormagter Frankrig, England og Tysklandsammen med USA’s ambassadør i Tyrkiet og særlige udsending i Syrien, Tom Barrack udsendte en fælles erklæring d. 27. januar, som næppe kan ses som andet en  let skjult kritik af Tyrkiets udenrigsminister Hakan Fidan og hans åbenlyse indblanding i Syrien. De byder våbenhvilen mellem de syriske regeringsstyrker og SDF velkommen, og ”opfordrer alle eksterne parter til at slutte sig til os i bestræbelserne på fred og nedtrapning af volden. Vi gentager alle parters forpligtelse til at beskytte civile og civil infrastruktur. Vi byder etableringen af humanitære korridorer velkommen for at garantere en sikker og uhindret levering af humanitær bistand. Vi understreger, at disse korridorer skal opretholdes, og at basale tjenester skal genoptages i byen Kobane….. Vi bekræfter vores støtte til en inkluderende politisk overgang i Syrien, som beskytter alle syreres rettigheder, og understreger, at stabilisering af det nordøstlige Syrien gennem fredelige midler udgør en central prioritet for at forhindre en genopblussen af terrorisme og for regional sikkerhed. Vi understreger vores parathed til at støtte og overvåge implementeringen af aftaler mellem parterne sammen med regionale og internationale partnere, en støtte og overvågning, som sigter mod en fredelig og bæredygtig integration af Nordøstsyrien til en enhedsstat, der er inkluderende og suveræn, og som effektivt beskytter alle borgeres rettigheder.” (33),

Ikke desto mindre har de tyrkiske myndighederne netop blokeret den videre fremrykning af en hjælpekonvoj m 25 lastbiler på vej til Kobanê, lastet med vand, babymad, tøj og andre nødvendige forsyninger, der er samlet ind i den tyrkiske by Diyarbakir. De har i tre dage stået ved et rastested nær den tyrkiske grænseby Suruc – uden tilladelse til at kunne fortsætte (34).

Modsætningen mellem denne situation og aftalen mellem SDF og Damaskus af 29. januar er jo slående. Det råber på både ord og handling fra de mange involverede parter.

14. HUSEYIN SALIH DURMUS: ORDO AB CHAO: ORDEN FØDT AF KAOS I ROJAVA

Den måske mest tankevækkende artikel, der er kommet under optakten til angrebet af Aleppo, og det videre forløb, udkom på ANF-News d. 4. januar. Hvis man kun orker at læse en af de artikler, der her er anbefalet, så bør det være denne, med titlen: Ordo ab Chao – om orden født i kaos i Rojava, skrevet af den tyrkiske akademiker Huseyin Salih Durmus. Nudem har i efteråret, d. 29. september udgivet en anden, god og fortsat aktuel artikel af ham: At opgive selvforsvar i Rojava ville udsætte kurderne for massakre.  Se  https://www.nudem.dk/50203-2/

I Ordo ab Chao beskriver han, helt nede på jorden, hvad man har gjort i Rojava for at sikre, at samfundet kunne fungere, også under de ekstremt vanskelige forhold, der har hersket i Nord og Øst-Syrien. Og det kommer så samtidigt til at forklare, hvorfor netop det samfund er under så voldsomt angreb fra magthavere fra nær og fjern. 

Udgangspunktet har jo været kaos: Hundredtusindvis af civile har mistet livet under den syriske krise, og næsten 14 millioner mennesker er blevet fordrevet, halvdelen som flygtninge, den anden halvdel som internt fordrevne i deres eget land. Netop af den grund må enhver politisk orden, der opstår midt i ødelæggelser i den skala, forstås ikke bare som et politisk styringsvalg fra en regering, men som en eksistentiel reaktion på kaos. Historien er ikke skrevet udelukkende i ødelæggelsens sprog. På visse tidspunkter opstår orden uventet inde fra selve opløsningen. Den nyere verdenshistorie er faktisk fuld af den slags eksempler. Og det beskriver artiklen fremragende. Hør her:

” Enhver politisk struktur, der kan overleve midt i kaos, må også hvile på et socialt og økonomisk fundament, der kan opretholde tilværelsen. Her bliver den sande bedrift af den politiske forståelse, der styrer Rojava og det nordlige Syrien, tydelig. …

Humanitær bistand, sundhedspleje, forsyning af basale behov og genopbygningsindsats udført samtidigt med sikringen af de militære fronter viste tydeligt, at politiske krav kun giver genklang i det omfang, de opretholder hverdagen. Virkeligheden på jorden var klar: orden blev ikke opretholdt af slogans, men af sundhedsydelser, vævning af sociale netværk, adgang til basale fornødenheder – kort sagt af livets kontinuitet.

Af den grund hviler den økonomiske politik, der er vedtaget i Rojava og det nordlige Syrien, på beslutninger taget på mikroniveau, men i form af meget afgørende tiltag: 

At sikre, at essentielle varer som sukker, brændstof og basale fødevarer forbliver tilgængelige til kontrollerede priser; at forhindre strategiske ressourcer som olie i at blive overgivet til markedsspekulation; og frem for alt at organisere sundhedsydelser til at være helt gratis eller leveret uden skelen til betalingen – det er de konkrete udtryk for denne politiske rationalitet.

De her tiltag er ikke store ideologiske påstande, men vitale balancemekanismer, der forhindrer social opløsning, fordrivelse og sammenbrud.

Det skal understreges: denne tilgang er ikke en romantiseret “alternativ økonomisk model.” Kapitalistiske reflekser, markedsrelationer og uregelmæssige former for praksis fortsætter også indenfor denne geografi. Det er uundgåeligt. Men det, der er afgørende, er at forhindre, at disse reflekser bliver ødelæggende for det politiske og sociale væv. I stedet for at overgive økonomien til det frie markeds absolutte dominans har den styrende rationalitet i Rojava fokuseret på at bevare de minimale balancepunkter, der er nødvendige for at holde samfundet gående.

Netop af den grund udgør den økonomiske søjle ordenens bæredygtighedstest ved siden af den militære og politiske fremdrift. De steder, hvor folk kan modtage behandling, få adgang til basale behov og ikke presses ud i absolut usikkerhed om fremtiden, fungerer som den stille, men vitale bærer af politisk orden. Rojavas overlevelse til dato har været mulig, fordi denne bærende rationalitet er blevet bevaret på trods af et enormt pres.” (34)

Og artiklen slutter med følgende, som måske trods alt er det afgørende håb for fremtiden, ikke bare i Rojava, men overalt i verden: En orden som den i Rojava kan få lov til at bestå, ikke fordi den godkendes udefra, men fordi den ikke bliver forladt indefra. 

”Den største bedrift for den politiske opfattelse, der styrer Rojava og det nordlige Syrien, har ikke været blot at stå fast midt i kaos, men at gøre tilværelsen mulig. Det, der nu vil være afgørende, er, i hvor høj grad denne evne til at overleve kan blive forsvaret.” (34)

Og det jo ikke bare er i Rojava, kurderne har forsvaret den tilværelse, men også i de kurdiske kvarterer i Aleppo og i mange kurdisk dominerede områder af det østlige Tyrkiet, selv om Erdogan har gjort alt, hvad han kunne for at forhindre det, bl.a. ved at indsætte statsligt udpegede administratorer i de kurdisk ledede kommuner.  For i sidste instans er det i første rækkekurdernes høje grad af kollektivitet magthaverne finder farlig.

LITTERATUR

Kilder (de med * mærkede forventes snart udgivet I dansk oversættelse på Nudem.dk): 

1. Anonym, 2026: Hvad skete der i Hewler mellem SDF, KDP og USA? Nudem.dk. 22. januar 2026. https://www.nudem.dk/51335-2/

2. Mustafa Kemal Topal, 2026: USA har valgt at lade det kurdiske projekt i Syrien blive smadret. POV Overblik. 29/1 2026. https://pov.international/usa-har-valgt-at-lade-det-kurdiske-demokratiske-projekt-i-syrien-blive-smadret/

3. Democratic Autonomous Administration of North and East Syria DAANES, 2026:  Documentation of Recent Violations in Aleppo,13 January 2026

4. Anonymous, 2026: 7. dræbte, mere end 40 sårede i Aleppo, der har været belejret gennem 4 måneder. Nudem.dk. 7. January 2026. https://www.nudem.dk/51166-2/

5. Ziya Ulusoy, 2026: A Pyrrhic Victory for the Counter-Revolution in Aleppo. Yeni Özgür Politika. 17. January 2026

6. Anonymous, 2026: Syria and turkey are ’one state, one army’: Turkish defense ministry. Rudaw, 15. January 2026

7. Daxitan Roza, 2026: Hvad afslører tidspunktet for Tyrkiets trusler og angreb? Nudem.dk, 9. januar 2026. https://www.nudem.dk/51175-2/

8. Daxitan Roza, 2026: Osman Sheikh Issa: Unprecedented brutal attack in Aleppo. ANF-News, 7. January 2026

9. Ilham Ehmed, 2026: Ilham Ehmed: Overgangsregeringen har erklæret krig mod kurderne. Nudem.dk, 7. januar 2026. https://www.nudem.dk/51160-2/

10. News Desk, 2026: Masrour Barzani: Attacks in Aleppo are aimed at ‘ethnic cleansing’. ANF-News, 8. January 2026 

11. Wikipedia: 2026 northeastern Syria offensive. Date: 24. January 2026

12. News Desk, 2026: SDF reports “dangerous military escalation and systematic attempts to drag the region into war”. ANF-News, 14. January 2026

13. News Desk, 2026: 120,000 people displaced, 500 others missing after attacks on Aleppo’s Kurdish neighborhoods. ANF-News, 14. January 2026

14. News Desk, 2026: Kidnappings and looting continue in three neighborhoods of Aleppo. ANF-News, 15. January 2026

15. News Desk, 2026: SDF commanders in Damascus for talks. ANF-News, 4. January 2026

16. News Desk, 2026: SDF Press Spokesman warns against misinformation regarding talks with Damascus. ANF-News, 4. January 2026

17. Zeki Akil, 2026: A major conspiracy involving genocide. ANF-News. 17. January 2026. Org. Yeni Özgür Politika

18. Anonym, 2026: EU lover yderligere støtte til den syriske overgangsregering. Nudem.dk. 10. Januar 2026. https://www.nudem.dk/51179-2.

19. 90 kurdiske partier og organisationer, 2026: Angreb på kurdere i Aleppo er et nationalt problem for alle kurdere. Nudem.dk. 10. Januar 2026. https://www.nudem.dk/51183-2.  

20. News Desk, 2026: Prof. Bezwan: Turkey’s Syria model risks a new civil war. ANF-News, 5. January 2026.

21. *Dakistan Roza and Ruken Afrin, 2025: Aldar Xelil: Syria is being kept in limbo, this path leads to conflict – Part One. ANF-News, 25. December 2025

22. *Dakistan Roza and Ruken Afrin, 2025: Aldar Xelil: Syria is being kept in limbo, this path leads to conflict – Part Two. ANF-News, 26. December 2025

23. *Kivara Sheikh Nour, 2026: Syrian researcher warns of dangerous trajectories for Syrian scene, calls for social contract. ANHA Hawar News Agency, 4. January 2026

24. *Aykan Sever: Det “nye Syrien” er fanget mellem HTS, Israel, Tyrkiet og USA. Nudem. 12. Januar 2026. https://www.nudem.dk/51203-2/

25. *Fuat Ali Riza, 2026: What happened in Aleppo? ANF-News, 15. January 2026. Org. in Yeni Özgür Politika.

26. News Desk, 2026: Senator Graham: I will not tolerate or accept a brazen attack against our Kurdish allies. ANF-News, 14. January 2026

27. World News, 2026: Battlefield Attacks, Pressure on Diplomacy, Yeni Özgür Politika, 16. January 2026

28. Didal Abdalrahman, 2026: Syria’s Sharaa signs decree, supposedly to guarantee Kurdish rights amid conflict. Rudaw, 16. January 2026. https://www.rudaw.net/english/middleeast/syria/160120263

29. Konflikt mit Kurden. Syrischer Übergangspräsident Sharaa verschiebt Berlin-Besuch. Spiegel Ausland. 18. Januar 2026

30. Læs aftalerne mellem SDF og Damaskus. Nudem.dk. 30. januar 2026. https://www.nudem.dk/51431-2/

31. News Desk, 2026: Ilham Ahmed shares details of the January 29 agreement. ANF-News, 30. January 2026.

32. Hayri Hazagöl, 2026: Is the process being deliberately undermined?,  ANF-News, 16. January 2026, Org. Yeni Yaşa, newspaper

33. William Christou, 2026: Syrian and Kurdish forces agree to extend ceasefire as threat of war looms. The Guardian, 24. January 2026

34. Udenrigsministre fra EU’s stormagter og USA særlige udsending Tom Barrack siger fra overfor Tyrkiets indblanding i Syrien. Nudem.dk., 2. februar 2026.  https://www.nudem.dk/51449-2/

35. *Anonymous, 2026: Aid convoy with 25 trucks for Kobanê stopped at the Turkish border. ANF-New, 1. February 2026.

36. *Huseyin Salih Durmus, 2026: Ordo ab Chao: Order born from chaos in Rojava. ANF-News, 4. January 2026.

2