En delegation fra FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender (OCHA) har besøgt byen Kobanê for at vurdere den humanitære og sundhedsmæssige situation under blokaden, der har stået på i cirka fire uger. Delegationen mødtes mandag med det lokale eksekutivråd samt repræsentanter fra nøglemyndigheder, på hovedkvarteret for den autonome administration. Fokus var på at identificere måder at stabilisere leveringen af essentielle varer og tjenester til befolkningen.
Samtalerne omhandlede især koordinering på tværs af sektorer som økonomi, landbrug, energi, vand, børnepasning, uddannelse og bagerforsyning. Målet er at opretholde basale tjenester trods de nuværende restriktioner og at bygge bro over akutte mangler.
Begge parter understregede behovet for at intensivere den fælles indsats og igangsætte kortsigtede, gennemførlige tiltag med henblik på at forbedre levestandarden. Særlig opmærksomhed blev rettet mod situationen for de fordrevne, der er blevetindkvarteret i midlertidige herberger i byen.
Ved afslutningen af besøget gennemførte FN’s repræsentanter sammen med embedsmænd fra den autonome administration en inspektion af modtagelsescentre på stedet for at opnå en direkte forståelse af levevilkårene. Blokaden af Kobanê har siden den 20. januar været opretholdt af militser tilknyttet den syriske overgangsregering. På trods af at der er indgået en aftale med Damaskus er der ingen løsning af situationen i sigte.
Kilde:
Anonymous, 2026: UN delegation visits Kobanê and assesses humanitarian situation. ANF-News, 16. February 2026
Oversættelse: Jesper Brandt







