Den seneste militære og politiske udvikling på den syriske front, herunder; sammenstødene centreret i Aleppo, udsættelse af integrationsforhandlingerne mellem de Syriske Demokratiske Styrker (SDF) og Damaskus, udtalelser fra Tyrkiet og Damaskus, der fremmer “individuel integration,” samt formuleringen af føderale og decentraliserede styringskrav fra alawitterne efter lignende opfordringer fra kurdere og drusere, peger på begyndelsen på en ny fase i Syrien.

Prof. Dr. Naif Bezwan, fakultetsmedlem ved Universitetet i Wiens Juridiske Fakultet, har talt med ANF om de splittelser, der er opstået på den syriske front, de regionale aktørers positioner og de mulige scenarier fremover.

TYRKIETS ROLLE FOR SYRIEN ER ET FORBILLEDE PÅ ET DIKTATUR

Naif Bezwan siger, at Tyrkiets trusler mod Rojava og den politiske struktur, landet søger at pålægge Syrien, er rettet mod at skabe konflikt frem for en løsning.

Prof. Bezwan siger: “Den ensidige og ekskluderende model, som Tyrkiet tillægger Syrien, er ekstremt centraliseret og diktatorisk. Det er en politisk tilgang, der tilsidesætter rettighederne og frihederne for Syriens vigtigste befolkningsgrupper, deres fremtid, deres anerkendelse og den forfatningsmæssige garanti for deres grundlæggende rettigheder og friheder. Af den grund afviser Tyrkiet konkret en retfærdig, inkluderende og forhandlingsbaseret politisk løsning; i stedet er det en tilgang, der er knyttet til krig, konflikt og spænding. Det skyldes, at den ‘ideelle orden’, de forestiller sig for Syrien, ikke er et projekt, der kan gennemføres; -eller rettere, ikke kan gennemføres uden konflikt, uden at skabe spændinger, uden at lægge pres på landet og uden risiko for en ny borgerkrig. Det, der eksisterer, er et politisk og sikkerhedsmæssigt projekt, der prioriterer krig og konflikt, og derfor udelukker forhandling og fred, og sigter mod at skabe interessesfærer.”

ALEPPO OG TISHRIN ER EN FORSVARSLINJE

Naif Bezwan peger på, at kampene i Aleppo rækker ud over en lokal konfrontation og repræsenterer en regional kamp for overlevelse, hvilket understreger forsvarslinjens afgørende betydning.

Prof. Bezwan siger: “Det, der er sket i Aleppo og Tishrin, viser, at selv når der er midlertidige stop i kampene, en de facto våbenhvile eller endda en aftale, er aggressionerne og angrebene fra Ahmed Al-Sharaa (Al-Jolani) regimet og Tyrkiet-støttede lejesoldater fortsat.

Måske skal dette siges klart: forsvaret af Aleppo er forsvaret af hele Rojava.

Forsvaret af Tishrin og Aleppo er, selvom det fremstår som et ‘linjeforsvar’, ikke blot et forsvar af et bestemt område; det er forsvaret af Rojava og hele Kurdistan. I den forstand betyder det at forsvare linjen også at forsvare hele området. Hvis denforsvarslinje brydes, bliver hele Kurdistan truet. Hele Kurdistan ville blive dybt og negativt påvirket. Østkurdistan (Rojhilat) ville blive berørt, ligesom det sydlige Kurdistan (Başur) og det nordlige Kurdistan (Bakur). Derfor opretholdes presset og belejringen. Hvor vigtigt det er at forhindre dette, er igen blevet klart for hele Kurdistan og for de andre folkeslag i Syrien.”

Prof. Bezwan siger, at forsøg på at påtvinge centralistiske løsninger uundgåeligt ville bane vejen for nye konflikter, og vurderer begrebet “integration” således: “Det, de kalder en ‘central løsning’, er ikke andet end opbygningen af et nyt diktaturregime, der vil være afhængigt af Tyrkiet. ‘ Integration’ præsenteres som såkaldt individuel integration; Det er netop derfor, det bliver påtvunget. Det er et regimedesign, der nægter rettigheder og friheder for Syriens historiske og sociologiske befolkningsgrupperog nægter kurdernes forfatningsmæssige status. Derfor, hvis en sådan regimekonstruktion, som de har designet, skulle lykkes, ville det slet ikke føre til nogen løsning; Tværtimod ville det bane vejen for nye konflikter og en ny borgerkrig. Et sådant regimessucces ville betyde, at en ny borgerkrig igen ville blive iscenesat i Syrien.”

DER HERSKER EN TILGANG, DER NÆGTER POLITISK FORHANDLING

Prof. Bezwan siger, at Tyrkiets seneste tiltag, udviklet gennem Damaskus-administrationen og Hayat Tahrir al-Sham (HTS), udgør en “søgen efter legitimitet” med det formål at udvide krigen. Han henviser til udtalelser fra tyrkiske embedsmænd om, at de vil støtte et angreb, hvis SDF bliver angrebet fra Damaskus.

Bezwan siger: “Det, der foreslås her, er, at i stedet for at Tyrkiet bliver direkte involveret, bør der bruges en stedfortræderstyrke. Tilgangen er denne: at opmuntre stedfortræderen i Damaskus, provokere den og skabe påskud og begrundelser for at trække Damaskus ind i krig og konflikt. Det er en politik, der presser Damaskus-regimet mod konfrontation, gennemtvinger en ny borgerkrig og nægter forhandling og en politisk løsning. Tyrkiet opmuntrer og provokerer angreb fra Damaskus for at fabrikere retfærdiggørelse og legitimitet for direkte militær intervention.

Dog blev det i den seneste erklæring fra Forsvarsministeriet understreget, at Tyrkiet ville være klar til alle former for samarbejde, hvis den syriske regering tog konkrete skridt i overensstemmelse med princippet om ‘én stat, én hær’, mens karakteren af disse skridt bevidst blev holdt vag. På den ene side bliver provokation og opmuntring til konflikt bragt i forgrunden; på den anden side lægges de negative politiske konsekvenser, der ville opstå som følge af dette, og ansvaret for dem på Damaskus-regimet.”

BEFOLKNINGSGRUPPERNE I SYRIEN KRÆVER EN FØDERAL LØSNING – DET GÆLDER OGSÅ ALAWITTERNE

Prof. Bezwan mener, at Syriens historiske og sociale virkelighed kræver en føderal struktur og fred, og bemærker, at disse krav også styrker SDF’s legitimitet, og fortsætter: “Det kan ikke understreges nok, at et monistisk regime baseret på etnisk og sekterisk overherredømme ikke vil føre til noget resultat i et land som Syrien, et land der er multireligiøst, multikulturelt og multinationalt, – i hvert fald ikke andet end at ville igangsætte en ny borgerkrig og et diktatur. Forskellige dele af det syriske samfund bliver mere og mere bevidste om denne realitet. De oplever det ved at betale meget høje og smertefulde omkostninger. Derfor er der bred opbakning til en føderal løsning og et enhedsprojekt. Med andre ord er kurderne ikke alene om disse krav. Faktisk giver nogle sociale segmenter og trosgrupper, nu inklusive alawitterne, endnu tydeligere udtryk for deres krav, der til tider går ud over kurdernes krav. Dette er en vigtig udvikling.

Samtidig er det en stor fejl at reducere alle sunnimuslimske arabere i Syrien til HTS. Det klareste og mest konkrete bevis på dette er oplevelsen og virkeligheden af SDF selv. Vi ved, at mere end halvdelen af SDF består af arabere, der tilslutter sig den sunnimuslimske tro. I hele Syrien er der en stærk vilje til en decentraliseret og føderal fred, og for hver dag der går, bliver det mere tydeligt, at der ikke er nogen anden måde at holde Syrien sammen på.”

TYRKIET STØTTER HTS I AFTALEN FRA 10. MARTS

Prof. Bezwan beskriver Tyrkiets tilgang til 10. marts-aftalen som en “kolonialistisk politik” og fremlægger følgende vurdering: “10. marts-aftalen er en grundlæggende partnerskabsaftale indgået mellem to bestående styrker. Tyrkiet er ikke en part i denne aftale. Aftalen udgør en ramme underskrevet på lige fod af to grundlæggende ledere. Dens fundament hviler på en ‘integration’, der skal finde sted gennem en politisk løsning og forfatningsmæssige rettigheder. At erklære manglende overholdelse af en aftale, som man ikke engang er part i, som en grund til krig, ved at fremme et integrationskoncept baseret udelukkende på vilkårlige fortolkninger, vil ikke føre til andet resultat end opløsning.

Dette er en usædvanlig situation, der sjældent findes i diplomatisk og politisk historie, og som i sig selv fortjener seriøseovervejelser. Jeg inviterer alle til at tænke sammen. Man tager et enkelt begreb fra en aftale, som man ikke engang er part i, fjerner det fuldstændigt fra den kontekst, det er skrevet i, underkaster det en egennyttig fortolkning og erklærer det derefter som casus belli– et grundlag for krig -, hvis det ikke overholdes på en måde, der arbejder imod en af de faktiske parter i aftalen. Dette er virkelig en sag, der ville være svær at finde, selv i kolonialismens historie.”

MULIGHEDEN FOR, AT RUSLAND VENDER TILBAGE TIL SYRIEN

Naif Bezwan har vurderet muligheden for, at Rusland genindtræder på den syriske arena, ud fra en skelnen mellem strategiske og taktiske overvejelser og understreger, at et sådant skridt har en dyb historisk baggrund.

Prof. Bezwan siger: “Spørgsmålet om, hvorvidt Rusland vender tilbage til Syrien, skal undersøges nøje. Ruslands tilgang til Damaskus er yderst strategisk. Siden tsartiden, inklusive Sovjetunionens periode, har Rusland fulgt en strategi om at nå Middelhavet, det vil sige varme farvande, og opretholde en permanent tilstedeværelse dé r. For første gang i de sidste 150 til 200 år har Rusland sikret sig muligheden i Syrien for at opnå baser på et så kritisk punkt i det østlige Middelhav og opnå strategisk dybde sammen med Assad-regimet. Derfor nærmer Rusland sig dette spørgsmål ud fra et langsigtet perspektiv.”

Bezwan siger, at andre aktører i regionen søger at inddrage Rusland i processen af taktiske årsager snarere end som en del af en ægte politisk løsning, og tilføjer: “Aktører som Damaskus-regimet, Tyrkiet og Israel nærmer sig Ruslands tilbagevenden til Syrien på en overvejende taktisk måde. De ser Rusland ikke som en partner i en forhandlet politisk løsning, men som en del af en backupplan eller et balanceelement. For eksempel ser Damaskus Rusland som en ‘livline’ mod muligheden for, at USA trækker sin støtte tilbage. Israels og Tyrkiets forventninger varierer efter deres egne dagsordener. Ruslands tilstedeværelse i regionen skyldes ikke jagten på en reel og varig løsning, men på behovet for at disse aktører aktiverer deres Plan B- eller Plan C-muligheder.

Jeg tror ikke, at Ruslands øgede aktivitet i regionen vil give positive resultater for kurderne på mellemlang eller lang sigt. Rusland legitimerer i øjeblikket sin tilstedeværelse i Syrien gennem sit forhold til det eksisterende regime i Damaskus. Alligevel kan Rusland forfølge flere spor samtidig, aktivere hemmelige muligheder mod de midlertidige myndigheder for at styrke sin position og om nødvendigt generere modstyrker. Ikke desto mindre repræsenterer Ruslands tilbagevenden i Syrien ikke gode nyheder for en varig og demokratisk politisk løsning i Syrien.”

Prof. Bezwan henviser også til udtalelser fra Israels premierminister Benjamin Netanyahu om Damaskus-regeringen og siger: “Dette er en slående udtalelse. Hvis halvdelen af hæren er radikal, indebærer hvert strategisk træk, man foretager, en halvtreds procents risiko for at føre til det forkerte resultat. Med andre ord peger dette på den næsten matematiske umulighed af at foretage en strategisk og politisk investering i regimet.”

Prof. Bezwan siger, at SDF fortsat er en afgørende aktør på den syriske front og understreger, at den kommende periode efterlader SDF uden nogen territorial eller politisk forhandlingsmargin. Han siger: “I den kommende periode er det mest kritiske punkt, at SDF ikke længere har nogen territorial eller politisk forhandlingsmargin. Set fra et kurdisk perspektiv gik SDF ind i forhandlingsprocessen med et meget rimeligt og minimalt forslag, en decentraliseret model, og det indsnævrer deres forhandlingsstyrke, fordi det ikke er muligt at gå under det.

Den samme situation gælder for Aleppo og Tishrin. Der er ingen mulighed for at trække sig tilbage bag denne linje, hverken territorialt eller politisk. Af den grund vil styrkelsen af samarbejdet mellem de kurdiske styrker og de andre befolkningsgrupper i Syrien være den centrale opgave og udfordring i 2026.”

Kilde:

News Desk, 2026: Prof. Bezwan: Turkey’s Syria model risks a new civil war. ANF-News, 5. January 2026.

Oversættelse: Jesper Brandt