Der er gået et år siden Abdullah Öcalans opfordring den 27. februar 2025, og under fejringen af Newroz viste det kurdiske folk endnu engang, at de er klar til en ny fase og en ny proces. Det bliver spændende at se, hvordan befolkningen i Tyrkiet vil se på denne proces.

De ledende formænd for Fødevarearbejdernes Fagforening (Gıda-Iş), De Revolutionære Bygningsarbejdernes Fagforening (Dev-Yapı-Iş), De Forenede Metalarbejdernes Fagforening (Birleşik Metal-Iş) og Socialarbejdernes Fagforening (Sosyal-Iş), der alle er tilknyttet Tyrkiets Progressive Fagforeningsforbund (DISK), har talt med ANF om, hvordan arbejderklassen, der står over for en alvorlig fattigdom og udnyttelse i Tyrkiet og er blevet udsat for årtiers intens chauvinistisk og militaristisk propaganda,  vil opfatte den nye proces og de nærmer sig fredskampen.

DE RIGE STARTER KRIGE, DE FATTIGE DØR

Olcay Ozak, øverste formand for Fødevarearbejdernes Fagforening, som er tilknyttet Tyrkiets Konføderation af Progressive Fagforeninger, sagde, at arbejderklassen er modstandere af krig: “Som arbejderklassen har vi altid stået på fredens side og imod krigen. Fordi vi ved, at krige viser deres mest ødelæggende økonomiske og politiske indvirkning på arbejdere og lønmodtagere. Arbejderklassen tvinges til at kæmpe med arbejdsløshed, fattigdom, sult og elendighed. Baseret på denne grundlæggende realitet må det konstateres, at ‘de rige starter krige, de fattige dør’.”

Ozak sagde også, at arbejderklassen historisk set har været opsplittet af magthaverne. Som han sagde: “Arbejdere og lønmodtagere er blevet splittet op med forskellige motiver, baseret på tro eller etnisk identitet. Arbejderne og lønmodtagere i vores land har betalt en høj pris for disse sekteriske, racemæssige og etniske splittelser. Vi har været vidne til Maraş-, Sivas- og Gazi-hændelserne samt det det kurdiske folks fyrre år lange kamp for lige rettigheder.”

Han tilføjede, at fredskampen delvist har standset denne splittelse og åbnet vejen for enhed inden for klassen: “Jeg mener, at fredsprocessen i det mindste til en vis grad har stoppet denne splittelse, banet vejen for enhed inden for klassen og gjort det muligt for arbejderne at fokusere på deres egne krav. Denne situation bliver opfattet positivt for tiden. Dog synes dens varighed at afhænge af troværdigheden af processens resultater og opfyldelsen af samfundets forventninger.

Når vi nærmer os 1. maj, er det vores prioritet at opbygge en kamplinje mod den igangværende krig sammen med arbejderklassens ophobede problemer og krav. Blandt vores hovedsager på 1. maj vil være den dybe fattigdom forårsaget af alvorlige økonomiske angreb i vores land, de stigende leveomkostninger, stigende arbejdsløshed, begrænsning af demokratiske rettigheder og friheder, hindringer af organiseringen af arbejderklassen og lønmodtagerne samt intimideringen af dem, der kræver deres og arbejderklassens rettigheder gennem arrestation af fagforeningsfolk og journalister.

Jeg mener, at kampen for fred og arbejde vil være hoveddagsordenen den 1. maj 2026.”

ARBEJDERNES KAMP KAN IKKE ADSKILLES FRA KAMPEN FOR FRED

Özkan Atar, øverste formand for De Forenede Metalarbejderes Fagforening, sagde, at arbejderne altid betaler prisen under krige: “I krige er det altid arbejdere og lønmodtagere, der mister livet, bliver fattige, bliver presset ud i usikkerhed og fordrevet fra deres hjem. Af den grund er fred lige så vigtig for os som brød og vand. Det er en forudsætning for at kunneleve med værdighed. Arbejdernes kamp kan ikke adskilles fra kampen for lighed, frihed og fred.

Fremkomsten af en vilje til en demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål, som i årevis har forårsaget alle mulige tab, især tab af liv, og som er blevet til et dybt traume for hele landet og dets befolkning efter den proces, der tog sin begyndelse efter 27. februar 2025, er værdifuld. For at denne proces kan udvikle sig til en varig fred, skal der dog tages konkrete og tillidsskabende skridt på grundlag af lighed, lov og demokrati. Tvivl om denne proces’ skæbne findes fortsat i et land, hvor retsstaten er blevet tilsidesat, hvor angreb på stemmeretten og valgretten fortsætter, hvor folkets vilje ignoreres, og hvor journalister, fagforeningsfolk og politikere fængsles, mens man prøver at gøre alle dissidenter tavse gennem et retsligt pres.

På den anden side er regionen blevet offer for et et blodbad på grund af aggressionen fra den zionistiske israelske stat og USA’s imperialistiske politik. Som arbejdere og lønmodtagere må vi styrke kampen for fred, broderskab mellem folk og klassesolidaritet over hele verden mod angrebene fra USA og Israel og mod imperialismen.”

Atar sagde, at den politiske magt søger at legitimere fattigdommengennem krigs- og sikkerhedsfortællinger og tilføjede: “Gennem sin bevidste politik forsøger regeringen at legitimere den tiltagende fattigdom, usikkerhed og krænkelser af rettigheder ved at påberåbe sig ‘krig’, ‘sikkerhed’ og ‘terror.’ Arbejderne ser dog nu tydeligt, at den udnyttelse, de udsættes for, ikke kan skjules bag sådanne begrundelser, og at systemet med fattigdom og trældom er et valg.

Vi ser denne proces som et sted, hvor kampen for brød møder kampen for fred og demokrati. Med denne bevidsthed forbereder vi os med al vores styrke på 1. maj, hvor millioner, især i arbejderklassebyer over hele landet, vil fremsætte deres krav om fred, demokrati og et værdigt liv på den stærkest mulige måde.”

DER SKAL TAGES SKRIDT FOR AT IMØDEKOMME SAMFUNDETS FORVENTNINGER

Özgür Karabulut, ledende formand for den Revolutionære Byggearbejderforening, understregede, at den nye proces repræsenterer en mulighed for alle samfundslag. Karabulut sagde: “Vi ser dette som en historisk proces og en stor mulighed for alle samfundslag. Landets største problem kan bevæge sig væk fra en periode præget af konflikter og ind på en vej mod politisk og social løsning. Det sker på et tidspunkt, hvor den kurdiske bevægelse har taget radikale skridt, fra at lægge våbnene ned til opløsningen af Kurdistans Arbejderparti (PKK), og er trådt ind i en praktisk proces med forandring og transformation. Dog undlader USA stadig at tage skridt, der opfylder samfundets forventninger. Af den grund skal der sættes tempo på processen.”

Karabulut tilføjede, at landets ressourcer længe er blevet brugt på sikkerhedsorienterede former for politik, hvilket tvinger arbejdere og lønmodtagere til at gennemleve de igangværende kriser: “I årevis har landets ressourcer, de skatter der opkræves fra arbejdere og lønmodtagere, været brugt til militærudgifter, krigs- og profitorienterede projekter. Dette har ført til økonomiske, politiske og sociale kriser. Regeringens politik om ikke-løsning har polariseret forskellige samfundsgrupperinger og fjernet grundlaget for den kollektive kamp.

Mange tyrkere husker måske en sådan hændelse: Ved et valgmøde på en af de arbejdspladser, hvor regeringen fik flest stemmer, reagerede den på en folkemængde, der protesterede mod prisstigninger, med at sige: ‘Ved I, hvor meget en kugle koster?’ Derfor er priserne høje,’ hvilket bragte krig og konflikt i forgrunden for at skabe samtykke. Mange af de spørgsmål, der udløste indvending og protest, blev omdannet til social enighed gennem skabelsen af en kunstig fjende.

I det mindste vil denne situation blive fjernet, og arbejdere, lønmodtagere og undertrykte vil kunne udtrykke deres krav og samtidig udtrykke deres reaktioner på problemer som dyb fattigdom og arbejdsløshed. Kunstige dagsordener vil forsvinde. Efterhånden som de udtrykker deres egne problemer mere frit, vil de også kunne finde nye måder at formulere løsninger på. Forhindringer for dannelse af fagforeninger og organisering vil blive rejst mere højlydt, uden at man må ty til undskyldninger.”

INTET DEMOKRATI UDEN VARIG FRED

Ilhan Ağırbaş, øverste formand for Socialarbejdernes Fagforening, der er tilknyttet Tyrkiets Konføderation af Progressive Fagforeninger, sagde, at processens fremskridt er vigtige og pegede på betydningen af en demokratisk løsning: “Tyrkiet harderfor pr. 27. februar 2025 passeret en kritisk tærskel og det har åbnet døren for et nyt politisk klima. Uden tvivl minder den tunge byrde fra fortiden og de smertefulde oplevelser os hver dag om, at denne vej ikke vil være en dans på roser. Men på trods af alle provokationer og forsøg på at skabe hindringer beviser fortsættelsen af processen, at samfundets ønske om fred og dets vilje til en demokratisk løsning forbliver urokkelig.

Som Socialarbejdernes Fagforening følger vi og alle demokratiske kræfter denne proces med forsigtig optimisme, men også med beslutsomhed. Det er naivt at tale om demokrati i lande, hvor varig fred ikke er blevet opbygget. I et system, hvor demokratiet ikke kan trække vejret, er der ingen garanti for, at arbejdernes brød og rettigheder kan overleve. Vores tilgang er klar: denne proces skal gennemføres gennem en gennemsigtig, lighedsskabende metode, der sætter folkenes vilje i centrum; tillid kan kun opbygges ved at overholde gensidige rettigheder og love.”

DE BRUGTE NATIONALISME TIL AT BRINGE ARBEJDERNE TIL TAVSHED

Ilhan Ağırbaş sagde, at arbejderne længe er blevet udnyttet gennem fortællinger om “tålmodighed og ofre”: “Arbejderklassen i Tyrkiet har forsøgt at overleve i årtier inden for en systematisk udnyttelsesmekanisme. Fattigdom er ikke længere en statistik; Det er blevet en mørk sky, der hænger over husholdningerne, og værdien af arbejde er bevidst blevet undertrykt gennem politik.

De magthavere, der har forsøgt at dække over denne tunge virkelighed, har gentagne gange tyet til retorikken ‘krig’ og ‘sikkerhed’, når de har været trængt op i en krog, og har opfordret arbejderne til at vise ‘tålmodighed og ofre.’ Denne virkelighed kan dog ikke længere skjules. I dag ser arbejderne tydeligt sandheden: Fattigdom er ikke dette lands skæbne, men et bevidst valg framagthavernes side, og dette valg træffes konsekvent til fordel for kapital frem for arbejde. Den voksende bevidsthed blandt arbejderklassen signalerer, at denne illusion er ved at bryde sammen. Arbejderne forstår nu meget klarere, at krigspolitikkens omkostninger altid pålægges deres eget liv, at rettigheder, der tages væk under påskud af krise, skaber en glidende vej for kapitalen. Nationalismen er blevet brugt som et redskab til at splitte arbejderne og bringe dem til tavshed.”

Ağırbaş tilføjede, at militaristisk og chauvinistisk propaganda er begyndt at miste sin indflydelse, og beskrev arbejdernes ændrede holdning: “I årevis blev begrundelsen ‘sikkerhed’ brugt som en hammer mod selv de mest grundlæggende kampe for rettigheder. Vores strejker blev forbudt under påskud af ‘national sikkerhed’, og vores fagforeningsorganisering blev undertrykt ved at blive indrammet i diskursen om ‘terror’.

Denne retorik mister nu sin effekt. Arbejderne nøjes ikke længere med at protestere; De kræver ansvarlighed: Hvorfor rammer hver krise os helt ind i kernen? Hvorfor forventes der ofre fra dem, hvis krukker allerede er tomme? Hvorfor vokser rigdommen hos en lille gruppe af de rige, efterhånden som lydene af våben bliver højere? Det faktum, at disse spørgsmål nu bliver højlydt rejst på fabrikker, byggepladser og kontorer, markerer et historisk vendepunkt for fagbevægelsen.

Vores virkelighed er klar: Hvis der er krig, bliver ressourcerne brugt ikke på folket, men på våben, hvilket gør fattigdom uundgåelig. Hvis der ikke findes demokrati, forbliver fagforeningsrettigheder ikke andet end ord på et stykke papir. I et klima hvor fred ikke eksisterer, er varig social velfærd umulig.”

Kilde: 

News Desk, 2026: Workers no longer believe anti-Kurdish propaganda. ANF-News. 2. April 2026.

Oversættelse: Jesper Brandt