Den 25. april blev der organiseret en protestaktion på Londons Trafalgar Square af Enheden af Demokratiske Styrker  (Democratic Forces Unity) i solidaritet med den 1100. uge af Lørdagsmødrenes kamp. Under aktionen rejste man atter en gangkravet om at afsløre skæbnen for de tvangsforsvundne i varetægt og at bringe de ansvarlige for retten.

Erklæringen understregede, at lørdagsmødrene har ledt efter deres forsvundne slægtninge i 31 år, siden de begyndte deres sit-in-protest den 27. maj 1995. Det blev bemærket, at familierne gennem hele denne kamp, som har varet uafbrudt i 1100 uger, ikke har trukket sig tilbage trods forbud, angreb, tilbageholdelser, tortur og anholdelser. Det blev oplyst, at staten har forsøgt at dække over dens politik med tvungne forsvindinger gennem undertrykkelse, men at lørdagsmødrene har ført deres bestræbelser på at få sikretretfærdighed fra pladserne til retssalene.

Det blev påpeget, at tvungne forsvindinger i Tyrkiet og Kurdistan især steg efter militærkuppet den 12. september og blev en systematisk statspolitik mod revolutionær, demokratisk og kurdisk opposition i 1990’erne. Tusindvis af mennesker forsvandt i varetægt, og skæbnen for mange personer som Hayrettin Eren, Hüseyin Morsümbül, Maksut Tepeli, Cemil Kırbayır, Hasan Gülünay, Hüseyin Toraman, Aysenur Şimşek og Kenan Bilgin er stadig ukendt.

I erklæringen blev der gjort opmærksom på, at sagen om Hasan Ocak, som forsvandt i varetægt i 1995, markerede et vendepunkt. Det blev understreget, at som følge af den beslutsomme kamp fra Hasan Ocaks familie og kammerater blev hans lig fundet på en kirkegård for uidentificerede, hvilket afslørede statens reelle involvering. Det blev også pointeret, at liget af Rıdvan Karakoç blev fundet i samme periode. Efter Hasan Ocaks begravelse den 17. maj 1995 blev den første lørdags-sit-in protest afholdt på Galatasaray-pladsen den 27. maj.

Under de 1100 ugers modstand døde mange mødre, fædre og søskende uden at lære deres kæres skæbne at kende eller se retfærdigheden ske fyldest. Emine Ocak, Berfo Kırbayır, Elmas Eren, Gülezar Altunışık, Baba Ocak, Fatma Morsümbül, Asiye Karakoç, Zeynep Güney, Meryem Baskın og Güzel Şahin blev husket med respekt. Det blev bemærket, at kampen nu fortsætter blandt børnene og børnebørnene.

Det blev oplyst, at modstanden fra lørdagsmødrene har dannet en vigtig barriere mod politikken med tvungne forsvindinger, og at kampen har spredt sig fra Amed til Êlih, fra İzmir til Colemêrg, og krydser grænser og forbinder lignende bevægelser verden over. Det blev understreget, at solidaritetsnetværk, der samler pårørende til de forsvundne—fra Latinamerika til Asien og fra Mellemøsten til Afrika—er blevet stærkere.

Aktionen sluttede med beskeden: “Vi vil ikke glemme dem, der forsvandt i varetægt, vi vil ikke tilgive gerningsmændene. Vi vil fortsætte med at kræve ansvarlighed for de forsvundne.”

Kilde:

Anonymous, 2026: Action in London marks 1100th week of struggle by Saturday Mothers. ANF-News, 26. April 2026

Oversættelse: Jesper Brandt