DEM-partiets medformand, Tülay Hatimoğulları, opfordrede under Munzur Kultur- og Naturfestivalen i Dersim (tyrkisk: Tunceli) til en bred folkelig forankring af processen for fred og et demokratisk samfund. Varig fred kan ikke opnås alene ved, at våbnene tier, men skal bæres af hele samfundet, sagde hun foran tusindvis af deltagere ved festivalens koncert.

Fred skal forbindes med sociale og demokratiske kampe

Hatimoğulları tog udgangspunkt i Abdullah Öcalans “Opfordring til fred og et demokratisk samfund”, som hun beskrev som en invitation til demokratisk organisering og fælles samfundsansvar. Ifølge hende vil fredsprocessen kun lykkes, hvis sociale bevægelser, kvindebevægelsen, økologiske initiativer og kampen for demokratiske rettigheder forenes.

Med hensyn til de varslede lovreformer i forbindelse med fredsprocessen krævede politikeren en juridisk ramme, der muliggør en demokratisk løsning på det kurdiske spørgsmål. De aftaler, der er indgået med Öcalan, bør afspejles i lovgivningen. Samtidig bør vejen åbnes for, at eksilerede politikere kan vende tilbage og deltage i det demokratiske politiske liv.

Kritik af undertrykkelse og assimilationspolitik

Hatimoğulları mindede om folkemordet i Dersim i 1937-38 og erklærede, at den tyrkiske stats assimilationspolitik over for befolkningen aldrig er ophørt.

Hun talte om en særlig krigsstrategi, der især retter sig mod unge og kvinder. Ifølge hende anvendes narkotika, organiseret kriminalitet og social opløsning bevidst som redskaber, og Dersim bliver gjort til et forsøgsområde for statens politik.

Krav om opklaring i sagen om Gülistan Doku

Hatimoğulları omtalte også sagen om den studerende Gülistan Doku, som har været forsvundet siden begyndelsen af 2020 og formodes dræbt. Hun understregede, at sagen ikke må behandles som en almindelig forsvindingssag. Efterforskningen bør udvides til også at omfatte politisk ansvar og ikke stoppe ved enkelte embedsmænd. Hun krævede specifikt, at den daværende tyrkiske indenrigsminister Süleyman Soylu også inddrages i efterforskningen.

Kritik af statslig indblanding i alevismen

Hatimoğulları kritiserede desuden statens forsøg på at påvirke det alevitiske trosliv. Med henvisning til et arrangement af Præsidentskabet for Alevi-Bektashi-kultur, som hører under Kultur- og Turismeministeriet, og som fandt sted den 4. maj – mindedagen for folkemordet i 1937-38 – i Dersim, beskrev hun det som et forsøg på statslig kontrol.

Økologiske ødelæggelser rammer natur og hellige steder

Et andet hovedtema i talen var den økologiske ødelæggelse af Dersim. Hatimoğulları kritiserede, at der udstedes et stort antal minedriftstilladelser i regionen, og advarede mod en stigende kommercialisering af natur- og kulturområder.

Hun understregede, at åbningen af bjerge, floder og hellige steder for økonomiske interesser ikke blot er et indgreb i naturen, men også et angreb på regionens kulturelle og religiøse identitet. Især Munzur-området har i årevis været udsat for et stigende pres fra mine- og infrastrukturprojekter.

Hun opfordrede til at forbinde beskyttelsen af naturens livsgrundlag med kampen for demokratiske rettigheder og samfundsmæssig selvbestemmelse.

Demokratisering frem for statslig administration

Med henvisning til den igangværende proces for fred og et demokratisk samfund understregede DEM-partiets medformand, at fred rækker langt ud over, at våbnene tier. Varig fred forudsætter demokratiske reformer.

Det indebærer blandt andet respekt for vælgernes vilje, styrkelse af demokratisk deltagelse og afskaffelse af autoritære indgreb i det kommunale selvstyre. Hatimoğulları krævede derfor en afslutning på statens indsættelse af administratorer i oppositionsstyrede kommuner og forlangte, at de afsatte medborgmestre i Dersim, Birsen Orhan og Cevdet Konak, samt den suspenderede borgmester i Pulur (Ovacık), Mustafa Sarıgül, genindsættes.

“Republikken må demokratiseres”

Afslutningsvis knyttede Hatimoğulları fredsprocessen sammen med kravet om en grundlæggende demokratisering af Tyrkiet.

Hun afsluttede med at beskrive Dersim som et sted, hvor forskellige samfundsgrupper historisk har ydet fælles modstand. Denne tradition bør videreføres, sagde hun, ved fortsat at styrke den fælles indsats for demokrati, fred og social retfærdighed.