Skip to content
cropped-Nudem1.jpg

Nûdem er en dansk-kurdisk netavis med en gennemslagskraftig stemme.

Primary Menu
  • DANMARK
  • UDLAND
  • NORDSYRIEN
  • Fred og dialog
  • EZIDIERNE
  • MELLEMØSTEN
  • TEMA: DEM parti og valget
  • Udryddelses Politik
  • DEBAT
  • PORTRÆT
  • KVINDER OG LIGESTILLING
  • Natur / Bæredygtigehed
  • KULTUR
  • Hvem er vi ?
  • Home
  • NYHEDER
  • Interview med Nandita Haksar, Del to: Byg relationer med alle, vær fjender med ingen!

Interview med Nandita Haksar, Del to: Byg relationer med alle, vær fjender med ingen!

NU august 9, 2026
IMG_7053

Af Devriş Çimen

Med en befolkning på 1,47 milliarder er Indien blevet det mest folkerige land i verden, kendetegnet ved flere identiteter, flere trosretninger og stor kulturel mangfoldighed.

Nandita Haksar, som har arbejdet i tredive år i landet som menneskerettighedsadvokat, aktivist og forfatter, vurderer de interne balancer i denne struktur og dens rolle i global politik. Med henvisning til Indiens pragmatiske, fokuserede, men”flersidigt justerede” udenrigspolitik, ført uden at skabe fjender, siger hun: “Udenrigspolitik er en forlængelse af indenrigspolitikken.”

I anden del af vores interview med Haksar diskuterer vi Indiens tilgang til Den økonomiske korridor Indien-Mellemøsten-Europa (IMEC-korridoren), landets relationer til Kina og Israel, især sammen med relationerne til naboerne, og hvordan Indien former sin politik om “strategisk autonomi,” med det formål at bygge en bro mellem Vesten og det globale syd.

Den første del af dette interview kan læses her.

INDIEN ER EN AF DE MEST MANGFOLDIGE MULTIETNISKE NATIONER PÅ JORDEN. PÅ TRODS AF DENNE KOMPLEKSITET – MED FORSKELLIGE KULTURER, SPROG OG SKIKKE PÅ TVÆRS AF DE ENKELTE STATER – SER DET UD TIL AT STATEN ER I STAND TIL AT BESKYTTE SINE BORGERES ‘RET TIL RETTIGHEDER’? HVORDAN KAN DET FUNGERE?

I 1947, da Indien blev et selvstændigt land, var der omkring 552 stater inden for Det indiske herredømmes geografiske grænser. Du kan forestille dig, at det ikke var nogen let opgave at integrere disse i en samlet nation.

Indien har virkelig en svimlende mangfoldighed, og det omfatter en mangfoldighed af sprog, kulturer og historie. Ifølge det omfattende projekt ‘Indiens Folkeslag- udført af ’Indiens Antropologiske Kortlægning’, findes der 4.635 forskellige samfund i Indien. Den mest kulturelt mangfoldige del af landet er det nordøstlige Indien med syv stater, der har omkring 200 samfund, hver med forskellige sprog, påklædning, køkkener, religioner og skikke.

Indien vedtog ikke en assimilationspolitik, men en politik baseret på kulturel mangfoldighed og politisk enhed. Et dramatisk eksempel på dette er, at Indien i 1948 deltog i OL i London. Den indiske delegation havde en stor delegation, som inkluderede deres guldvindende hockeyhold og et fodboldhold, der spillede barfodet, fordi de følte sig utilpasse ved at have sko på. Den valgte fanebærer var en kristen Naga fra det nordøstlige Indien ved navn Talimeren Ao. Han blev valgt, fordi han kunne tale engelsk, og da englænderne spurgte, hvorfor hans hold ikke bar støvler, sagde han de berømte ord: ‘fodbold er fodbold, ikke støvlebold (bootball)’.

Indien satte ikke stammebefolkninger i reservater, men gav dem en særlig administration inden for forfatningen, anerkendte deres ret til deres kultur, og uddannelsesinstitutioner havde reserveret pladser til dem.

Der var særlige velfærdsordninger for underprivilegerede befolkningsgrupper, især kasteløse, som blev kaldt de urørlige. Indiens forfatning blev i høj grad skrevet af Dr. Ambedkar, en kasteløs leder, som på mange områder havde været kritisk over for Gandhi.

Jeg lavede interviews med arbejdere i Indiens offentlige sektor, og arbejderne fra alle dele af Indien gik sammen og var stolte af at bidrage til at opbygge en ny nationalstat. De besluttede endda at sætte deres egne krav på pause, indtil Indien var kommet sig.

Der var institutioner til fremme af forskellige sprog, kultur og en National Skole for Drama.

Desværre er denne vision for et Indien, som fejrer kulturel mangfoldighed, gennem årene blevet undermineret. Der er mange grunde til dette, og en ordentlig diskussion er ikke mulig i løbet af en enkelt samtale.

Historisk set er en af årsagerne de brudlinjer, der kan spores tilbage til del-og-hersk-politikken hos den britiske kolonimagt, som regerede Indien fra 1857-1947 (idet dog nogle dele af Indien var under portugisisk styre, mens andre var under franskmændene).

For det andet blev identiteter brugt som våben af politiske partier og også af ikke-statslige aktører. Disse identiteter blev brugt som våben for at opprioritere tjenester fra staten.

For det tredje udvidedes den voksende autoritære karakter af den indiske stat, som havde brug for at aflede befolkningen fra grundlæggende problemer som arbejdsløshed eller fattigdom. Dette problem er vokset gennem årene.

En af metoderne til at gøre identiteter til et våben har været klassificeringen af fællesskaber, og dette viser sig på forskellig måde i de forskellige dele af landet. Det har taget form af omskrivning af historiebøger, fysiske angreb på minoriteter og et pres for at fejre Indien som én kultur, ét sprog og ét homogent folk.

Jeg mener, at mindet om visionen for Indien baseret på demokratiske og socialistiske værdier ikke kan slettes særlig let, fordi idéen om Indien er dybt forankret i fejringen og tolerancenover for kulturel mangfoldighed. Mange mennesker holder på deres egen måde denne vision i live gennem musik, sange og historieskrivning. Og millioner indenfor vores befolkning holder denne tradition i live blot gennem deres daglige liv, som er baseret på tolerance og velvilje.

DU SIGER, AT INSTITUTIONALISERET ULIGHED OG URETFÆRDIGHED HERSKER I INDIEN I FORM AF KLASSEUDNYTTELSE, KASTESYSTEMET, RACISME OG PATRIARKALSK UNDERTRYKKELSE. HVORDAN KAN DEMOKRATISK DELTAGELSE SÅ KOMME TIL AT FUNGERE UDEN PÅVIRKNINGEN AF DISSE ELEMENTER?

Kampen mod institutionaliseret ulighed og uretfærdighed i Indien er fragmenteret. De, der deltager i kampen mod klasseudnyttelse, er hovedsageligt fagforeninger og kommunistpartier. De har ikke altid været særlig stærke i at inddrage kampen mod kastesystemet og patriarkatet.

De, der kæmper mod kastebaseret undertrykkelse og diskrimination, er i høj grad dalitgrupper, som ikke inkluderer klasseudnyttelse i deres dagsorden. De har dog forbundet Dalit-bevægelsen med antiracisme. Tidligere havde de endda forsøgt at etablere forbindelser til den sorte bevægelse i USA. Når det er sagt, bør det bemærkes, at Dalit-bevægelsen ikke har indgået alliancer med folk i Nordøst, som har lidt under diskrimination og racistiske angreb, da de er mongolide.

Folkeslagene i Nordøst har rejst spørgsmål om racisme. Men som regel er det baseret på individuelle tilfælde og ikke som en bevægelse, fordi de selv er en del af selvbestemmelsesbevægelser, der hævder deres race og etnicitet.

Hvad angår bevægelsen mod patriarkatet, er den meget svag. Kvinder er blevet mobiliseret i millioner af religiøse højrefløjsbevægelser, og de fejrer patriarkatet. De autonome kvindebevægelser eller feministerne har ikke foretaget nogen kritiske indgreb i den seneste tid. Det kan delvist forklares med, at ledelsen af den autonome kvindebevægelse bestod af feminister med elitebaggrund, selvom de tog sig af sager om fattige kvinder.

Måske er grunden til, at vi ikke ser en stærk demokratisk bevægelse i Indien, der kan modsætte sig de autoritære kræftersfremdrift, at vi ikke har været i stand til at opbygge en vision for Indien, der er demokratisk i alle henseender: Indien bør anerkendebegreberne klasse, kaste, race og patriarkat som lige skadelige for idéen om et demokratisk styre.

Men det er meget store generaliseringer, og der er glimt af folk eller organisationer, der forsøger at skabe alliancer mellem alle disse separate grupper og organisationer. Det vil tage tid, men omstændighederne vil tvinge folk til at danne alliancer og opbygge en stærkere demokratisk modstand mod undertrykkelse.

INDIEN FORFØLGER EN STRATEGI MED ‘STRATEGISK AUTONOMI’ OG PRÆSENTERER SIG SOM EN BROBYGGER MELLEM VESTEN OG DET GLOBALE SYD. HVILKE RESSOURCER FINDES DER TIL STØTTEFOR DETTE?

På en måde er det ikke noget nyt. Under den kolde krig promoverede Indien sammen med andre idéen om den Ikke-Allierede Bevægelse, og sidste år, på 75-årsdagen for Bandung-konferencen i 1950, blev der afholdt mange arrangementer.

Den store forskel er selvfølgelig, at Indien og Kina på tidspunktet for Bandung-konferencen var nære venner. Den kinesiske premierminister bad endda den indiske premierminister Jawaharlal Nehru om at sende et fly for at bringe ham fra Hongkong til Bandung. Nehru accepterede og sendte et Air India-fly kaldet Kashmir Princess. I sidste øjeblik den den kinesiske premierminister ikke ombord på flyet, men andre kinesere var dersammen med en vietnamesisk journalist.

Kashmir Princess eksploderede lige som den var ved at nå Bandung, og det blev opdaget, at de involverede taiwanesere var blevet fløjet væk af USA til Taiwan og aldrig udleveret.

Nu er Indien og Kina selvfølgelig vokset fra hinanden, og derfor er strategisk økonomisk autonomi meget vanskelig, især hvis Indien tillader USA eller Europa at bruge Indien som modvægt til Kina.

Mange eksperter har talt for en udenrigspolitik, der ikke bygger på at se Kina som en fjende. Især da Kina har et særligt forhold til begge Indiens nærmeste naboer, Pakistan og Bangladesh.

For nylig bød Kina Indiens nye ambassadør velkommen til Kina, og måske kan Indien og Kina i den kommende tid nå til en bedre forståelse.

HVILKEN BETYDNING HAR IMEC-KORRIDOREN FOR INDIENS FORBINDELSER TIL EUROPA, OG I HVILKET OMFANG ÆNDRER DET STRATEGISKE PARTNERSKAB MED ISRAEL DEN GLOBALE MAGTBALANCE?

Den foreslåede IMEC-korridor vil bestå af jernbane-, skib-til-jernbanenetværk og vejtransportruter, der strækker sig over to korridorer, nemlig Den Østlige Korridor – der forbinder Indien med Den Arabiske Golf og Den Nordlige Korridor – der forbinder Golfen med Europa. En af havnene, der skal tilsluttes, er Haifa i Israel.

Flere eksperter har advaret om, at Indien risikerer at overinvestere politisk kapital i en korridor, hvis underliggende regionale orden ikke er stabil. En af vores eksperter har udtalt, at den indgåede aftale om korridoren (som ikke er bindende) er en “geoøkonomisk satsning”, hvis omkostninger, tidsplaner og faste finansieringsstrukturer forbliver uigennemsigtige.

Jeg er ikke ekspert i strategi, men som en, der har været engageret i det nordøstlige Indien og Myanmar, har jeg fulgt Indiens’ Act East-politik’, som har været at modvirke Kinas Bæltkorridorsinitiativer (BRI). Og her ser vi, hvordan Indiens indenrigspolitik i det nordøstlige Indien har stået i vejen for, at ’Act India Policy’ bliver gennemført.

Jeg mener, at Indien ikke bør tillade sig selv at blive en legeplads for stedfortræderkrige mellem Kina og Vesten.

Kina har meget gode relationer med begge Indiens naboer, Pakistan og Bangladesh, og det har Indien ikke. Dette gør situationen ustabil, og Indien-USA-Golf-Israel-alliancen vil involvere Indien i internationale rivaliseringer i stedet for at fokusere på Indiens egne udviklingsbehov.

Indien skal have gode relationer til sine naboer, og dette er bydende nødvendigt for Indiens sikkerhed. IMEC fremstilles som en modvægt til Kinas Bæltevejsinitiativ, og det er en politisk fejl.

INDIEN BRUGER SINE TÆTTE BÅND TIL VESTEN SOM MODVÆGT TIL KINA, SAMTIDIG MED AT DET OPRETHOLDER SIT ENERGIPARTNERSKAB MED RUSLAND. HVORDAN FORMÅR INDIEN AT NAVIGERE I DETTE MODSTRIDENDE NETVÆRK? KAN DET FUNGERE PÅ LANG SIGT?

Indien kunne have opretholdt sit energipartnerskab med Rusland, haft gode relationer til Kina og også bevaret sit forhold til Vesten, hvis det havde haft en virkelig demokratisk politik. For som vi ved, er udenrigspolitik en forlængelse af indenrigspolitikken. Tidligere havde Indien gode relationer til Sovjetunionen såvel som til Vesten. Vi kan ikke gå tilbage til den ikke-allierede politik, som var et produkt af en bestemt historisk fase, men Indien kunne udvikle en mere sofistikeret tilgang. Men udenrigspolitik er en forlængelse af indenrigspolitikken, og for tiden dikterer vores indenrigspolitik alliancer, som vil koste befolkningen dyrt.

Kilde: 

Devriş Çimen, 2026: Nandita Haksar: Build relations with everyone, be enemies with no one! – Part Two. ANF-News, 3. June, 2026

Oversættelse: Jesper Brandt 

Relaterede

  • Den tyske stats krigsforbrydelser i Kurdistan

    Den tyske stats krigsforbrydelser i Kurdistan

  • Løsladelse af fanger blokeres på grund af krav om anger

    Løsladelse af fanger blokeres på grund af krav om anger

  • Hvordan påvirker spændingerne mellem Israel og Tyrkiet Syrien og kurderne?

    Hvordan påvirker spændingerne mellem Israel og Tyrkiet Syrien og kurderne?

  • Nils Andersson: Öcalan skriver historie og skal inddrages i forhandlingsprocessen på frie vilkår

    Nils Andersson: Öcalan skriver historie og skal inddrages i forhandlingsprocessen på frie vilkår

  • Wales TUC-generalsekretær fortæller om Öcalans rolle

    Wales TUC-generalsekretær fortæller om Öcalans rolle

  • Endelig møder Erdoğan sin 'ven Trump'!

    Endelig møder Erdoğan sin 'ven Trump'!

Læst: 246

Post navigation

Previous: Interview med Nandita Haksar, Del Et: Menneskerettighedsdiskurs er blevet gjort til et våben
Next: Egyptisk ekspert: Tyrkiet bruger det kurdiske spørgsmål til valggevinster, ikke til reel fred

Posts List

Den vedvarende tradition for kurdisk tæppevævning IMG_6289

Den vedvarende tradition for kurdisk tæppevævning

juli 17, 2026
Hvorfor kollapsede Tyrkiets landshold i fodbold? IMG_6408

Hvorfor kollapsede Tyrkiets landshold i fodbold?

juli 8, 2026
Diyar om koncerten i Stuttgart: Det var en provokation IMG_4605

Diyar om koncerten i Stuttgart: Det var en provokation

juni 8, 2026
4. maj: Mindedagen for Dersim-folkemordet i 1937/38  IMG_3618

4. maj: Mindedagen for Dersim-folkemordet i 1937/38 

maj 26, 2026
Hvorfor mange sprog i Tyrkiet trues af udryddelse IMG_9984

Hvorfor mange sprog i Tyrkiet trues af udryddelse

marts 27, 2026
Kurdisk fejring af Newroz newroz

Kurdisk fejring af Newroz

marts 18, 2026

Nûdem.dk Arkiv

| NUDEM.DK 2026 .