På konferencen for Demokratiske Lokalregeringer, afholdt af Folkets Lighed og Demokrati Parti (DEM-partiet) i Amed (Diyarbakır) under sloganet “Kommunen er fællesskabet, fællesskabet er kommunen,” blev en besked fra den kurdiske leder Abdullah Öcalan, som er fængslet på den tyrkiske fængselsøImrali, også læst højt.
Beskeden, dateret 24. maj, blev præsenteret af Devrim Demir, den afsatte medborgmester i Mardin. I sit budskab behandler Öcalan rollen for det lokale demokrati, det kommunale selvstyre og den demokratiske deltagelse. Samtidig placerer han disse spørgsmål i kontekst af den nuværende proces for Fred og et Demokratisk Samfund og fremlægger refleksioner over løsningen af det kurdiske spørgsmål samt perspektiver for en demokratisk udvikling i Tyrkiet og Mellemøsten.
I sin meddelelse til DEM-partiets lokalregeringskonference skriver Abdullah Öcalan følgende:
“Til alle delegerede og deltagere i DEM Partiets lokalregeringskonference.
I store dele af historien har styringen i været samfundet baseret på det lokale niveau, på styringen hvor folk boede; med andre ord, påselvstyre. Selv inden for statslige traditioner har lokale administrationer generelt været reglen, mens en central myndighed har været undtagelsen. Den gældende lovgivning var den for lokaliteten og regionen.
Denne tradition er blevet forstyrret af den homogene, monistiske og stift centraliserede nationalstatsmodel for kapitalistisk modernitet gennem de sidste to hundrede år. Den primære kilde til nutidens problemer og fastlåste situationer ligger i pålæggelsen af denne model på samfund verden over.
Gennem to verdenskrige oplevede hele verden – og især de europæiske lande, der skabte denne forståelse – den lidelse, som fascismen forårsagede. Fra 1950’erne blev rettighederne for lokaliteter, regioner, nationale identiteter og kulturer igen defineret, omend i begrænset omfang, og demokratiske forfatninger opstod. Det Europæiske Charter for Lokalt Selvstyre, vedtaget og ratificeret af EU-landene, er en fortsættelse af denne proces. Tilbagevenden til lokal demokrati er blevet en kilde til frelse for stater og et pust af liv for samfund.
Hvis de lokale og regionale realiteter i Mellemøsten, hvor Tyrkiet spiller en ledende rolle, kommer mere demokratisk til udtryk, kan en stor del af regionens problemer lettere overvindes. Især kan fjernelsen af forbehold over for lokalt demokrati styrke Tyrkiet i dets andet århundrede. For både samfund og stater, der er følsomme over for demokratiske løsninger, er omstrukturering afgørende. Den generelle retning og nødvendighed i vores tid peger mod at reducere centralisering og udvide lokal forvaltning. At modstå denne strøm uddyber kun de eksisterende politiske, økonomiske og økologiske kriser. Faktisk er et helt århundrede blevet spildt på denne måde, til skade for alle.
Man må ikke falde for illusionen om, at antidemokratiske centraliserede strukturer vil forvandle sig af sig selv. Den organiserede kamp for varige lokale demokratiske og kulturelle strukturer har været afgørende for at accelerere ændringen af samfundet. Lokal demokrati og demokratiske forfatninger er netop opstået gennem sådanne kampe.
Formlen ‘lokalt demokrati og en demokratisk forfatning’ er også formlen for en fredelig og demokratisk løsning af det kurdiske spørgsmål. Livlinen i den demokratiske integration, vi forsøger at udvikle inden for processen for Fred og et Demokratisk Samfund, er lokalt demokrati. Demokratisk integration kan kun finde sin sande mening gennem lokalt demokrati. Kilden til den trustee-politik, der er blevet gennemført i de senere år, ligger også i fraværet af lokalt demokrati. I et land, hvor demokrati så let kan nægtes, kan intet problem løses—og det er tydeligt, at intet er blevet det.
Det kurdiske spørgsmål er nået til et stadie, hvor det kan løses på lokalt regeringsniveau. Ikke kun i forbindelse med det kurdiske spørgsmål, men for Tyrkiet som helhed, går vejen til at overvinde de nuværende problemer for lokalregeringen gennem et stærkt lokalt demokrati. At garantere lokal demokrati inden for en juridisk ramme er den mest realistiske og eneste løsning. Det, der også er nødvendigt for Syrien, Irak og Iran, er en fuld og komplet implementering af lokal demokrati. Modgiften mod alle negative udviklinger er demokratisk politik og lokalt demokrati. Et demokratisk samfund kan kun opnås på den måde.
De lokale administrationers rolle i at fremme det lokale demokrati er afgørende og banebrydende. Den første søjle i demokratiet og den demokratiske kommune er det lokale niveau. Udviklingen af demokratisk kommunalisme er et skridt, der åbner vejen. Derudover må alternative sociale, økonomiske og økologiske modeller baseret på folket – ikke på centrum, magt eller monopoler – udvikles. Den største ressource for lokale myndigheder er folket selv; Hvis folkets arbejde er forenet, er der intet problem, der ikke kan overvindes.
En demokratisk forståelse af kommunal styring skal udvikles. Den demokratiske kommunalistiske bevægelse bør opbygge en demokratisk social organisering overalt gennem et bredt socialt netværk – fra landsby- og nabolagskommuner til kooperativer, fra civilsamfundsorganisationer til menneskerettighedsinstitutioner, fra kvindernes frihedsbevægelse til fortalere for børns og dyrs rettigheder, fra ungdomsbevægelser til økologer.
Prioritet bør gives til arbejde vedrørende kvinder, børn, unge, uddannelse, sprog, kultur, kunst, sundhed, økonomi og økologi. Produktionsområder bør udvides, og der bør findes løsninger på det stadigt voksende arbejdsløshedsproblem. Nye livsrum bør bygges under kvinders ledelse.
Folkets deltagelse i styringen og i alle beslutningsprocesser skal indgå som et grundlæggende princip. Byråd og byforsamlingerkan oprettes, hvor borgerne kan samles, diskutere deres økonomiske og sociale problemer og træffe beslutninger. Hvis der udvikles demokratisk folkekommunalisme, vil folket beskytte deres kommuner, og antidemokratiske indgreb som udnævnelse af regeringsudpegede forvaltere og landsbyvagter vil være langt mindre sandsynlige.
Kommunalisme er ikke en form for småskala repræsentation. Alligevel fungerer det nuværende system som en mikro-tilstand. Denne idé må opgives både filosofisk og praktisk. Kommuner er ikke mikrostater; de er kommuner. I Europa er kommunens grundlæggelse fællesskabet. Blandt kurderne er det ‘kombûn’, hvis rødder går tusinder af år tilbage og strækker sig fra disse lande til Europa.
Staten tænker og handler på makroniveau, mens kommunen producerer løsninger på mikroniveau. Der kan være dialog, forhandling og konkurrence mellem de to, men ikke konflikt. På denne måde bliver civilsamfundet funktionelt og forvandles til ægte kulturelle, sociale og økonomiske institutioner. I kommuner – som giver grundlag og muligheder for alt dette – bør kommunens ånd udvikles, og alle aktiviteter bør udføres i overensstemmelse med denne ånd.
Diskussion alene er ikke længere nok; Nu er det tid til at bygge og gennemføre det fælles lokale liv.
I manifestet for fred og et demokratisk samfund placerede vi kommunen i den position, der traditionelt blev besat af en klasse, hvilket skabte omfattende debat. Vi nægter hverken klasse eller staten. Men staten vokser som en kræftsvulst. Vores syntese af stat og kommune opstår som et svar på stivhed, ekstreme spændinger, meningsløse krige og den overdrevne idealisering af klassepolitik. Vi gør gradvist denne ramme mere fleksibel. Løsningen ligger i at omdanne forholdet mellem kommune og stat til et demokratisk kamp og konkurrence. Det, der for nylig er blevet forsøgt i Syrien, er betydningsfuldt i denne henseende; det samme bør gælde i Irak. Valget af en turkmensk guvernør i Kirkuk er et eksempel. Her kan turkmenerne være en kommune, der definerer sit eget indhold, snarere end en mikrostat.
Kommuner bør styres med forståelse for lokalt demokrati og dets betydning, ikke med en snæver bureaukratisk mentalitet. Fra sanitet til overkommelig produktion, fra uddannelse til sundhedspleje, fra transport til økologi, kan løsninger findes til alle bybehov gennem en fælles tilgang. Det væsentlige er at handle med forståelsen af, at ‘kommuner er fællesskaber og at det er afgørende at gennemføre det, der kræves.
Succes i lokale administrationer og kommuner inden for processenfor Fred og et Demokratisk Samfund vil bane vejen for nye udviklinger og give større styrke til positionen og fundamentet for demokratiske forhandlinger.
Jeg ønsker held og lykke til alle, der er involveret i det praktiske arbejde med at gennemføre en demokratisk, folkeorienteret kommunalisme med den nødvendige alvor for at fremme denne proces. Jeg ønsker også Konferencen for lokale regeringer al mulig succes og sender mine endeløse hilsner og kærlighed.
24. maj 2026
Abdullah Öcalan
Imrali Island”
Kilde:
Abdullah Öcalan, 2026: Abdullah Öcalan: The lifeline of democratic integration is local democracy. ANF-News, 8. June 2026
Oversættelse: Jesper Brandt
