Screenshot
Selahattin Demirtaş og Selçuk Mızraklı sendte søndag den 9. august en besked til den tyrkiske store nationalforsamlings(TBMM) Generalforsamling, som dagen efter vil debattere “Loven om styrkelse af national solidaritet og social sammenhængskraft”.
Deres besked lyder:
“Hr. formand, ærede partiledere, ærede parlamentsmedlemmer,
Vi sender vores oprigtige hilsner og dybeste respekt til hver og en af jer.
Hvis Gud vil, er I ved at tage endnu et afgørende skridt i en yderst vigtig og historisk fredsindsats, der har potentiale til fundamentalt at forvandle fremtiden for vores land og vores region.
Naturligvis vil der være debatter, kritik og forslag. Hver af dem er værdifulde og bidrager til processen. Vi ønsker dog, at det skal være kendt, at vi har deltaget i denne proces og har støttet den med al vores styrke, helhjertet, oprigtigt og seriøst, med ét formål: at styrke og udvide freden, velstanden og broderskabet mellem alle 86 millioner mennesker.
Denne proces er ikke en deling eller adskillelse, og det er heller ikke en giv-og-tag-proces baseret på billig forhandling.
Ingen bør spilde tid eller energi på at lede efter skjulte dagsordener eller onde planer bag disse oprigtige bestræbelser. De, der nærmer sig denne proces med mistro eller fordomme, kan granske den så meget, de ønsker, men de vil ikke finde noget andet under den end vores tusind år gamle broderskab, vores ønske om at omfavne hinanden og kurdernes og tyrkernes fælles beslutsomhed om at være et samlet Tyrkiet.
Hvert skridt, der er taget – og hvert skridt, der stadig vil komme – vil lægge fundamentet for nye horisonter, nye reformer og en ny fremtid. Selvfølgelig skal alle disse bestræbelser fortsætte gennem omfattende og vidtrækkende reformer inden for demokrati, retfærdighed, lighed og frihed, så vores folk kan opnå det fredelige liv, de fortjener. Af denne grund er det af stor betydning, at alle griber disse spørgsmål an med omhu, forsigtighed og en stærk ansvarsfølelse.
Som følge af fire årtiers konflikt er der næsten ingen, hvis hjerte ikke er blevet såret. Derfor må vi føre denne proces fremad med værdighed, modenhed og visdom uden at skabe hverken en følelse af triumf eller en følelse af nederlag. Vi må lægge vores fælles lidelse bag os og gå mod fremtiden hånd i hånd.
Ærede medlemmer af parlamentet,
Vi håber, at hver stemme, I afgiver, vil bidrage til at styrke vores fred, vores enhed og vores broderskab, og at jeres kritikpunkter og anbefalinger vil blive udtrykt i en konstruktiv ånd. Vi tror, at dette skridt vil bringe positive resultater for os alle, samtidig med at det åbner et nyt kapitel i politikken – et kapitel præget af større høflighed, samarbejde og politisk modenhed.
I denne anledning vil vi gerne udtrykke vores særlige taknemmelighed til præsident Recep Tayyip Erdoğan og DevletBahçeli, som har vist stærk politisk vilje ved at igangsætte og fremme denne vanskelige proces, og især til Abdullah Öcalan for hans betydelige indsats for fred.
Vi sender også vores oprigtige tak til Numan Kurtulmuş, Özgür Özel, Mahmut Arıkan, Ali Babacan, Ahmet Davutoğlu, Erkan Baş, Seyit Aslan, Kemal Kılıçdaroğlu og Zekeriya Yapıcıoğlu for deres bidrag til at støtte processen og for at sikre, at hver fase er forløbet konstruktivt.
Vi takker også Müsavat Dervişoğlu og Fatih Erbakan, hvis kritik, selvom den var negativ, alligevel har bidraget indirekte til processen.
Og selvfølgelig sender vi vores hjertelige tak til vores venner i DEM-partiet, som gennem store ofre har været drivkraften bag denne proces. Vi takker vores medforpersoner, Tuncer Bakırhanand og Tülay Hatimoğulları, samt medlemmerne af İmralı-delegationen, én efter én. Vi mindes også vores ven Sırrı Süreyya Önder med taknemmelighed og respekt og sender vores varme og dybeste hilsner til alle parlamentsmedlemmer.
Vi vil også gerne udtrykke vores særlige taknemmelighed til de mange unavngivne personer, som har arbejdet utrætteligt bag kulisserne for at gøre denne proces mulig.
Må Gud velsigne alle, der har bidraget til fred og båret bare en enkelt dråbe vand for at hjælpe med at slukke denne brand. Må den lov, der skal vedtages, bringe positive resultater for alle.
Endnu en gang sender vi respektfuldt vores hilsner til Generalforsamlingen.”
Kilde:
Selahattin Demirtaş and Selçuk Mızraklı, 2026: Demirtaş and Mızraklı send message to Parliament’s General Assembly in support of the Framework Law. ANF-News, 9. August 2026
Oversættelse: Jesper Brandt





