Screenshot
Rita, som deltager i Mødrenes karavane (Mütterkarawane)-initiativet, der er lanceret i Tyskland, har talt med ANF om sin rejse til Rojava-revolutionen, karavanens formål og det bånd, hun har knyttet til det kurdiske folk.
ANF: Kan du først præsentere dig selv? Hvem er du, og hvor kommer du fra?
Mit navn er Rita, og jeg kommer fra Neumünster, som ligger mellem Hamborg og Kiel. Jeg er medlem af Familier for Fred-initiativet (Familien für den Frieden). Tidligere rejste jeg ofte til Syrien, fordi min mand er syrisk kurder. Vi holdt ofte ferie der, så jeg kender regionen godt.
Min introduktion til Rojava, dets politik og filosofi kom meget senere, gennem min søn. Han var blevet en del af internationalisterne, og en dag sagde han til mig: ‘Mor, jeg tager til Rojava.’
Fra det tidspunkt, fra 2000’erne, begyndte jeg at studere Öcalansfilosofi. Jeg tror stadig, det er både værdifuldt og rigtigt. Jeg vil gerne hjælpe med at sprede disse idéer her i Tyskland.
ANF: Hvad var vendepunktet, der bragte dig til, hvor du er i dag?
Uden tvivl var det min søns beslutning om at tage til Rojava. Han forklarede sin beslutning så gennemtænksomt og involverede mig i møder og aktiviteter relateret til denne bevægelse, at jeg blev overbevist om, at han gjorde det rigtige. Den oplevelse inspirerede mig til at lære meget mere.
FREDSMØDRENE INSPIREREDE OS
ANF: Hvordan blev du involveret i mødrenes karavane? Hvordan opstod idéen til karavanen?
Jeg har været aktiv i Familier for Fred-initiativet i lang tid. Ideen til karavanen kom fra andre kvinder i initiativet. I slutningen af januar inspirerede den internationale lange march af unge mod Kobane dem. I starten var vi som forældre noget bekymrede for, hvordan marchen ville forløbe, og det viste sig faktisk at være en meget vanskelig proces.
Senere konkluderede vi, at en karavane ville være en effektiv måde at få vores stemmer hørt på. Vi diskuterede, hvordan vi kunne skabe en sådan synlighed i Tyskland. På det tidspunkt blev modstanden, organisationen og kampen fra Fredsmødrene i Tyrkiet og Kurdistan en inspirationskilde for os. Vi spurgte os selv: ‘Hvorfor gør vi ikke det samme i Tyskland?’ Sådan opstod Mødrenes Karavane.
ANF: Hvad var din hovedmotivation for at deltage i rejsen?
Jeg har nok tid, og jeg nyder at forbinde mig med folk. Jeg tror, at de erfaringer, vi får gennem denne rejse, vil give os et stærkt fundament for at informere folk, når vi vender tilbage til vores egne byer.
Fra mine tidligere erfaringer ved jeg, at møder med kurdiske kvinder altid er varme og oprigtige. Den følelse af solidaritet styrker min tro på, at vi kan ændre tingene, og giver mig styrke.
DENNE REJSE ER EN EKSTRAORDINÆR OPLEVELSE
ANF: Som mor, kvinde og aktivist, hvad betyder denne rejse for dig?
Det fylder mig med glæde og spænding. At besøge forskellige steder, blive modtaget med varme og møde folk, der oprigtigt ønsker at lære, giver mig så meget. Denne karavane giver en enestående mulighed for at udveksle erfaringer og idéer.
ANF: Til sidst, hvilket budskab vil du gerne dele med folk?
I stedet for at leve side om side uden virkelig at kende hinanden, tror jeg, at livet er meget lykkeligere og mere meningsfuldt, når folk samles, udveksler synspunkter og taler. Jo mere vi deler, desto stærkere bliver vores følelse af fællesskab, og folk indser, at de ikke er alene.
ANF: Som mor, hvad ville være det ledende princip eller det endelige budskab på din rejse?
Måske lyder det ambitiøst, men jeg vil gerne blive ambassadør for denne nye model for et delt liv, som bygges på disse områder, Rojava-modellen.
ANF: Tak for dette interview og for at dele dine oplevelser med os.
Tak. Det har også været en fornøjelse for mig. Mit største håb er, at disse idéer vil sprede sig og blive omfavnet af flere mennesker.
Kilde:
Anonymous, 2026: Rita: I want to be an ambassador for Rojava’s new model of life. ANF-News, 2. July, 2026
Oversættelse: Jesper Brandt





