Screenshot
Udviklingen i Irak, som ikke blot er centrum for kampen om indflydelse mellem Iran og USA, men også hjemsted for nogle af de mest organiserede og institutionaliserede ikke-statslige væbnede grupper i Mellemøsten, ses som et historisk vendepunkt, der vil afgøre, hvilken slags statsmodel Irak får i de kommende år.
Tilstedeværelsen af væbnede grupper uden for den centrale hær har længe været genstand for debat i Irak. Disse diskussioner blev i juni intensiveret på grund af den rolle, som Folkemobiliseringsstyrkerne (Hashd al-Shaabi), den mest organiserede af disse grupper, spillede under krigen mellem USA og Iran.
Eksistensen af de Folkelige Mobiliseringsstyrker, som længe har været en kilde til spændinger mellem Washington og Bagdad, er blevet en af de største kriser i forholdet mellem USA og Irak i de senere år, efter at nogle af disse grupper har støttet Iran i konflikten.
Selvom USA længe har modsat sig eksistensen af organiserede væbnede grupper uden for den irakiske hærs kontrol, er der ingen tvivl om, at den udvikling, der blev udløst af den amerikanske invasion i 2003, spillede den største rolle både i fremkomsten af nogle af disse grupper og i konsolideringen af den magt, de udøver i dag.
DEN AMERIKANSKE INVASION I 2003 OG DE IRAKISKE VÆBNEDE STYRKER
Den 450.000 mand store irakiske hær, der var knyttet til Baath-regimet før 2003, blev opløst i maj 2003 ved et dekret udstedt af Koalitionens Provisoriske Myndighed, oprettet under amerikansk ledelse efter invasionen. Den blev omstruktureret i sin moderne form i 2006 under navnet Iraks væbnede styrker.
Den nye hær blev naturligvis bygget under amerikansk tilsyn. Men ved at udnytte det magtvakuum, der opstod efter invasionen, blev en række nye væbnede grupper gradvist en af Iraks definerende realiteter sammen med den nyoprettede centrale hær.Disse nye grupper kan hovedsageligt opdeles i tre kategorier:
1. Shiamuslimske grupper
Næsten alle shiamuslimske væbnede grupper, der opererer i Irak i dag, handler i overensstemmelse med strategien kendt som “Modstandsaksen.” Efter den iranske revolution i 1979 indtog regimet, der blev etableret i Iran, en ideologisk linje defineret af modstand mod USA og Israel både på regionalt og globalt niveau. Denne tilgang, som opbyggede en bred indflydelsessfære fra Libanon til Yemen og Syrien, strakte sig uundgåeligt også ind i Irak.
Et af de mest følsomme politiske spørgsmål, som både den irakiske regering og USA står overfor, nemlig at de går ind for, at det kun er staten, der skal eje våben, er processen med at bringe disse overvejende pro-iranske grupper i overensstemmelse med planer om at opløse alle ikke-statslige væbnede aktører eller fuldt ud integrere dem i den irakiske hær.
2. Hashd al-Shaabi: En væbnet styrke inden for staten
Blandt de shiamuslimske væbnede grupper er Badr-brigaderne, som opstod som den væbnede gren af Det Øverste Råd for Den Islamiske Revolution i Irak og blev oprettet med iransk støtte under Iran-Irak-krigen, samt Hezbollah og andre store shiamuslimske væbnede fraktioner, der i høj grad voksede med iransk støtte. De er i dag alle en del af de Folkelige Mobiliseringsstyrker.
Koordineringsrammen, som omfatter de Folkelige Mobiliseringsstyrker, former nu i høj grad landets shiamuslimske politiske landskab.
De blev etableret i 2014 for at bekæmpe Islamisk Stat. Derfor søgte de Folkelige Mobiliseringsstyrker at forene de væbnede grupper efter Mosuls fald gennem et fatwa udstedt af Iraks øverste shiamuslimske gejstlige, ayatollah Ali al-Sistani. Talrige fraktioner sluttede sig efterfølgende til under Hashd al-Shaabi-paraplyen.
Hashd al-Shaabi består af mere end 40 grupper og omkring 238.000 krigere og fungerer i dag både som en officiel statsmagt og som en autonom politisk og militær aktør.
Ud over større grupper som Badr-brigaderne, Kataib HezbollahIrak, Asaib Ahl al-Haq, Jihad-bevægelsen, Khorasan-brigaderne, Kataib al-Risali-bevægelsen, Harakat al-Nujaba, Kataib Sayyid al-Shuhada, Ansar Allah al-Awfiya og Imam Ali-brigaderne, omfatter Hashd al-Shaabi også mindre fraktioner. Dens ledere beskriver ofte organisationen som “hovedstyrken, der forsvarer Irak.“
3. Sadr-blokken: Saraya al-Salam
Sadrist-bevægelsen, en af hovedaktørerne i modstanden mod den amerikanske besættelse efter 2003, udviklede gradvist en linje, der lagde vægt på irakisk nationalisme og undgik fuldstændig afhængighed af Iran. Som følge heraf opstod der periodisk alvorlige uenigheder mellem bevægelsen og de pro-iranske grupper.
Den shiamuslimske leder af Den Nationale Bevægelse, Muqtadaal-Sadr, som var blandt de første til at støtte bestræbelser på at placere våben under statslig kontrol og som for nylig har understreget “nej til ulovlige våben,” fremstiller sin position ud fra ønsket om national suverænitet. Siden januar har Sadr annonceret fjernelsen af aktiviteter fra Saraya al-Salam og hans bevægelses væbnede fløj i byerne Basra og Kut. Beslutningen fra en af Iraks største shiamuslimske bevægelser om at nedbryde sin væbnede fløj har uundgåeligt øget det politiske pres på andre fraktioner.
Sadr opfordrede senere alle officielle og uofficielle medlemmer af Saraya al-Salam i Karbala til at nedlægge deres våben. Den 27. maj meddelte han, at Saraya al-Salam havde brudt med sin bevægelse og udtrykte håb om, at alle grupperinger indenforHashd al-Shaabi ville forlade partisanstrukturerne efter at have overdraget deres våben til staten.
DEBAT OM OPLØSNING AF HASHD AL-SHAABI
Den første advarsel om opløsningen af Folkemobiliseringsstyrkerne kom fra USA i 2024. Under et besøg i Irak den 13. december 2024 mødtes den daværende amerikanske udenrigsminister Antony Blinken med Iraks premierminister Mohammed Shia al-Sudani og opfordrede til opløsning af Iran-allierede fraktioner inden for Hashd al-Shaabi. Blinken advarede om, at sagen ellers ville blive taget hånd om af USA og Israel.
Før han vendte tilbage til præsidentembedet, udsendte Donald Trump en erklæring den 5. januar 2025, hvor han opfordrede til en opløsning af de pro-iranske militser i Irak og advarede Sudani om sagen. Trump opfordrede ham til at stoppe de væbnede gruppers aktiviteter, nedbryde dem og bringe dem under statslig kontrol.
Kort efter forsvarede premierminister Mohammed Shia al-Sudani Hashd al-Shaabi under en offentlig begivenhed og beskrev det som en nøglesøjle i Iraks forsvar.
Han sagde: “Vores regering forblev engageret i at styrke Hashd al-Shaabi. Ligesom den støttede sikkerhedsstyrkerne, støttede den også Hashd al-Shaabi. Hashd al-Shaabi har været en grundlæggende faktor for sikkerhed og fred. Det banede vejen for udviklingsprojekter samt for administrative og økonomiske reformer.”
Muqtada al-Sadr havde allerede gjort sin holdning klar i sin første besked om ulovlige våben og våben uden for statslig kontrol og erklærede: “Nej til ulovlige våben og nej til våben i hænderne på grupper.”
Efterhånden som presset for opløsning af de væbnede grupper voksede og indvendingerne voksede, gik Irak ind i en kritisk fase. Parlamentsvalget den 11. november 2025 fandt sted under skyggen af spørgsmålet: “USA eller Iran?” Mens Washington og nogle vestlige lande forsøgte at begrænse iransk indflydelse, forsøgte Teheran at uddybe sin politiske indflydelse gennem shiamuslimske partier. Sudani, som forsøgte at bevare forbindelserne til Iran samtidig med at kanalerne til USA, Tyrkiet og Golfstaterne blev holdt åbne, formåede ikke at bevare sin politiske position efter valget.
USA’s indflydelse på Irak blev endnu mere tydelig forud for afstemningen. Kort før valget blokerede Washington for deforeslåede ændringer til Hashd al-Shaabi-loven og udpegede fire Iran-allierede shiamuslimske fraktioner, Harakat al-Nujaba, Kataib Sayyid al-Shuhada, Harakat Ansar Allah al-Awfiya og Imam Ali-brigaderne [de fire sidst nævnte grupperinger i listen ovenfor under pkt. 2, o.a.], som udenlandske terrororganisationer. Selvom USA oprindeligt gik ind for en fuldstændig opløsning af Hashd al-Shaabi, foreslog man senere at integrere styrken i Iraks officielle sikkerhedsstruktur.
Kilde:
News desk, 2026: Disarmament and integration process ushers in new era in Iraq – Part One. ANF-News, 24. June 2026
Oversættelse: Jesper Brandt
