Screenshot
Efter Iraks Ba’ath-regimes sammenbrud i 2003 blev yazidisamfundet efterladt i et dybt politisk og sikkerhedsmæssigt vakuum. Arkivdokumenter fra perioden antyder dog, at dette vakuum ikke var tilfældigt, men snarere resultatet af en strategi med det formål at bevare kontrollen uden direkte tilstedeværelse. Mellem 2003 og 2012 blev Shengal en arena for konkurrence mellem internationale magter, regionale aktører og radikale undergrundsgrupper. Dokumenter, der er offentliggjort i de senere år, indikerer også, at distriktet blev stærkt udsat for efterretningsoperationer i denne periode.
Koalitionsstyrkernes rapporter fra 2005 identificerede Shengalsom et strategisk vigtigt sikkerhedsområde langs den syriske grænse. Men i stedet for at støtte oprettelsen af en lokal yazidisk forsvarsstyrke anbefalede rapporterne at stole på stammestrukturer tilknyttet staten for at opretholde sikkerheden. Denne tilgang underminerede effektivt samfundets evne til at organisere sit eget forsvar og favoriserede afhængighed af eksterne aktører frem for lokale sikkerhedsmekanismer.
Efterretningsrapporter offentliggjort via WikiLeaks advarede også mellem 2006 og 2009 om, at radikale grupper etablerede logistiske netværk i Shengal. På trods af disse advarsler blev der ikke oprettet nogen effektiv beskyttelsesmekanisme for yazidisamfundet. Tværtimod indikerer dokumenter fra Iraks Interne Sikkerhedstjeneste, at yazidier ikke fik lov til at besidde tunge våben eller etablere deres egne forsvarsstrukturer. Som følge heraf blev samfundet systematisk afvæbnet, og dets evne til selvforsvar blev juridisk begrænset.
Efterretningskampen fik også en ny dimension i denne periode, da yazidisamfundet blev udsat for omfattende kontrol og overvågning. Efter selvmordsbomberne i Siba Sheikh Khidir og Girzerik i 2007 var den internationale reaktion stort set begrænset til fordømmende udtalelser. Samtidig hævdede nogle militære vurderinger fra perioden, at angrebene havde svækket samfundets modstandsdygtighed og skabt et psykologisk miljø, der virkede fremmende for større operationer. Ifølge disse vurderinger tjente mindre angreb som testområde for mere omfattende angreb.
En regional sikkerhedsrapport fra 2008 fremhævede også betydningen af den økonomiske afhængighed. Den argumenterede for, at det yazidiske samfunds stigende afhængighed af fødevarehjælp styrkede kontrolmekanismerne, mens bestræbelser på at opnå økonomisk uafhængighed kunne skabe ustabilitet. Samfund, der ikke kan opretholde sig selv økonomisk eller kontrollere deres egen arbejdskraft, bliver mere politisk sårbare. I 2010 var arbejdsløsheden blandt yazidier, der boede i de kollektive bosættelser (komelgeh), der blev etableret i 1970’erne, angiveligt steget til over 75 procent. Denne situation kan ikke forklares alene med økonomiske vanskeligheder og peger på virkningen af en bredere statslig politik.
Indflydelsen fra eksterne aktører, der opererede langs grænsen mellem Irak og Syrien, blev også intensiveret i denne periode. Mellem 2003 og 2012 blev Shengal en strategisk transitrute for flere radikale grupper. Sikkerhedsdokumenter fra 2011 identificerede området som en vigtig korridor for militante, der bevægede sig fra Syrien ind i Irak. På trods af dette blev den lokale viden og erfaring fra yazidisamfundet ikke indarbejdet i grænsesikkerhedsindsatsen. I stedet blev fællesskabet behandlet som en passiv aktør.
ARTIKEL 140: SHENGAL BLEV EFTERLADT UDEN JURIDISK STATUS
Den langvarige usikkerhed omkring Shengals status under artikel 140 i Iraks forfatning fra 2005 efterlod yazidisamfundet uden tilstrækkelig juridisk, administrativ og sikkerhedsmæssig beskyttelse. Anmodninger om at etablere lokale yazidi-sikkerhedsstyrker blev gentagne gange afvist med den begrundelse, at Article 140-processen endnu ikke var afsluttet. Som følge heraf blev samfundets evne til at organisere sit eget forsvar effektivt begrænset gennem juridiske barrierer. Selvom menneskerettighedsrapporter understregede, at Shengal havde brug for en dedikeret lokal beskyttelsesstyrke, blev disse advarsler ignoreret.
Rapporter fra FN og andre internationale organisationer konkluderede også, at yazidier blev udelukket fra beslutningstagning under implementeringen af artikel 140, aldrig fik den administrative status, de var blevet lovet, og at Shengalblev efterladt i et juridisk vakuum. På trods af disse fund blev der ikke etableret nogen international beskyttelsesmekanisme. Denne mangel på handling blev opfattet af radikale grupper, der forberedte angreb, som et tegn på, at der ikke ville komme nogen meningsfuld intervention.
Mellem 2010 og 2012 intensiverede hadpropaganda yderligere de sociale spændinger. Regionale medier fremstillede ofte yazidier som et samfund, der samarbejdede med fremmede magter. Kampagnen påvirkede ikke kun væbnede grupper, men også de langvarige relationer mellem nabosamfundene. Talrige mediearkiver viser, at hadtale blev systematisk spredt, hvilket uddybede den sociale polarisering.
I 2012 var de betingelser, der senere skulle bane vejen for et’Ferman’ igen blev gennemført (Ferman er et af de utallige folkedrab, som Yazidierne har oplevet op gennem historien siden 1200-tallet – se Yazidi-folkemordet i Shengal for ti år siden, https://www.nudem.dk/48224-2/). Processen var kendetegnet ved fire hovedudviklinger:
1. Yazidierne blev adskilt fra deres bjerge, hvilket eliminerede deres naturlige forsvarsbetingelser.
2. Kollektive bosættelser svækkede samfundets økonomiske uafhængighed.
3. Fraværet af en juridisk status fratog reelt samfundet retten til selvforsvar.
4. International passivitet og utilstrækkelige sikkerhedsmekanismer skabte forhold, der gjorde Shengal sårbar over for angreb.
ÖCALANS ADVARSLER
Da yazidisamfundet var sårbart på alle niveauer, erkendte Abdullah Öcalan den voksende fare og opfordrede gentagne gange yazidier til at organisere deres eget selvforsvar. Hans appeller var ikke blot anbefalinger, men en del af en selvforsvarsstrategi med det formål at forhindre endnu et Ferman.
I taler holdt mellem 2005 og 2010 understregede Öcalan, at yazidierne, som et folk, der gentagne gange har stået over for Fermanerne gennem deres historie, ikke kunne stole på kræfter uden for deres eget samfund. I stedet argumenterede han for, at de skulle organisere deres sociale styrke gennem selvforsvarsstrukturer. Disse advarsler afspejlede virkeligheden i en periode, hvor Shengal var under kontrol af KDP og den irakiske hær, samtidig med at området forblev sårbart. Dokumenter fra perioden viser også, at både KDP og de irakiske myndigheder betragtede ethvert forsøg fra yazidier på at etablere selvforsvarsstyrker som en trussel mod statens myndighed og forhindrede sådanne bestræbelser.
KDP opretholdt på det tidspunkt en stor Peshmerga-styrke i Shengal. Mellem 2003 og 2013 fungerede denne styrke dog ikke som en beskyttelsesstyrke, men som et instrument til politisk kontrol. Yazidier, der søgte at organisere sig uafhængigt, blev mødt af modstand fra KDP. Rapporter offentliggjort af yazidiske civilsamfundsorganisationer angav også, at styrkerne ikke viste det nødvendige engagement i at beskytte samfundet. Det var netop denne situation, Öcalan pegede på i sine opfordringer til selvforsvar, mens KDP og de irakiske myndigheder reagerede ved at undertrykke sådanne bestræbelser.
Dokumenter fra 2007 til 2009 viser også, at Öcalan opfordrede alle kurdiske politiske aktører til at beskytte Shengal og beskrev det som et strategisk centrum for at bevare den kurdiske identitet. Dog begrænsede KDP og de irakiske myndigheder yazidisamfundet til en ramme, hvor det ikke kunne forsvare sig selv. Deres politik var baseret på idéen om, at yazidier ville forblive sikre, så længe de bevarede deres loyalitet over for KDP. Men når faren nærmede sig, forsvandt den følelse af tryghed på få øjeblikke. Dette blev et af de tydeligste eksempler på konsekvenserne af at ignorere Öcalans gentagne advarsler om, at “at det, at stole på en kraft, der ikke tilhører dine egne, fører til etFerman.”
I en vurdering fra 2011 af udviklingen i det nordlige Kurdistan og Kurdistan-regionen advarede Öcalan om, at Shengal indtager en yderst følsom position, og at det vil blive “en gravplads”, medmindre et forsvarssystem etableres. Advarslen var rettet ikke kun mod yazidierne, men også mod tidens politiske kræfter, herunder KDP og PUK. KDP var dog mere optaget af politiske og økonomiske gevinster end af at beskytte yazidiernes eksistens.
Dokumenter viser, at KDP betragtede Shengal som en valgbastion, hvorfra de kunne sikre sig stemmer. Samarbejdet mellem KDP og de irakiske myndigheder efterlod yazidierne fanget mellem to modsatrettede tilgange. På den ene side stod den irakiske hær, som betragtede yazidier som “traditionelle arabere,” og på den anden side stod KDP, som betragtede dem som en del af sin regionale politiske strategi. I dette skrøbelige miljø gik Öcalan ind for udviklingen af en uafhængig yazidisk politisk vilje og argumenterede for, at samfundet hverken burde være afhængigt af Irak eller regionale politiske partier.
Mediedækningen fra perioden viser, at alle advarsler udstedt af Öcalan blev fremstillet af medier tilknyttet KDP som indblanding i Shengals anliggender. Yazidier måtte ikke engang diskutere uafhængig organisering eller autonomt selvforsvar. Disse restriktioner blev en af de sidste faser op til Ferman. Da KDP og de irakiske myndigheder modsatte sig Öcalans advarsler og blokerede for yazidisk selvorganisering, skabte de netop de betingelser, der gjorde det muligt for radikale væbnede grupper at rykke frem.
I sidste ende var Öcalan den eneste skikkelse, der forudså den retning, denne proces tog. Hans advarsler om selvforsvar havde til formål at beskytte yazidiernes værdighed og eksistens. Men ved at forhindre yazidisk organisering pressede KDP og de irakiske myndigheder samfundet i en fælde, hvor det blev nægtet evnen til at forsvare sig. Mellem 2003 og 2013 blev yazidisamfundet efterladt sårbart af den politik, som KDP og de irakiske myndigheder førte.
Historiske dokumenter fra perioden viser, at Öcalans advarsler afspejlede realiteter, der var bredt kendte, men ikke blev udtalt. Hans appeller var baseret på at øge den sociale bevidsthed. Alligevel fjernede KDP og de irakiske myndigheder dette fundament i jagten på politisk kontrol og ignorerede advarslerne af snævre politiske interesser. Som følge heraf blev yazidierne offer for en politik med påtvunget sårbarhed, som blev ført af KDP og de irakiske myndigheder.
Kilde:
News Desk, 2026: Shengal left vulnerable by denial of legal status. ANF-News, 3/8 2026
Oversættelse: Jesper Brandt





