Screenshot
Det er næsten en måned siden, at “Loven om styrkelse af national solidaritet og social sammenhængskraft,” kendt som “Rammeloven”, blev vedtaget af det tyrkiske parlament med rekordmange stemmer natten til den 10. august. I denne periode har loven været genstand for intens debat, og disse diskussioner fortsætter.
Næsten alle taler om lovens historiske betydning og behovet for at implementere den uden forsinkelse, men der synes ikke at være taget nye skridt i denne retning. Det mest betydningsfulde skridt indtil videre var mødet den 24. august af “Overvågnings- og evalueringsbestyrelsen”, der er oprettet under loven. Efter mødet blev det annonceret, at der ville blive dannet fire underudvalg. Der er dog ikke givet konkrete oplysninger om, hvem der skal sidde i disse udvalg, hvordan de vil blive sammensat, eller hvilke opgaver de vil udføre og hvordan. Det ser ud til, at endnu en ventetid er begyndt. Alle taler, men der tages ingen nye praktiske skridt.
Især regeringskredse forsøger at fremme opfattelsen af, at “bolden nu ligger hos den kurdiske side, og PKK må handle,” som om de allerede har opfyldt deres egne forpligtelser. De skaber indtrykket blandt offentligheden af, at “organisationen må lægge våbnene ned uden forsinkelse.” Alle AKP-repræsentanter, inklusive præsidenten, deltager i en sådan indsats. De argumenterer for, at “processen ikke bør forlænges, fordi den er sårbar over for provokationer.”
Men det var dem, der vedtog loven, og de er også ansvarlige for at implementere den. De skal etablere og aktivere de institutioner og organer, der kræves for at loven kan praktiseres. Da loven blev vedtaget, trådte de op for pressen og fortalte offentligheden, at “når loven var vedtaget, ville İmralıs døre blive åbnet, og forskellige grupper, især pressemedlemmer, ville kunne rejse frit til İmralı og føre samtaler med Abdullah Öcalan.”
Dog er der heller ikke taget konkrete skridt i denne henseende. Ingen gruppe eller delegation har mødt den kurdiske folkeleder Abdullah Öcalan og efterfølgende offentligt udtalt sig om et sådant møde.
Hvor længe vil denne situation så fortsætte? Hvem vil tro på de løfter, der gives, og udsagnene om, at “processen skrider fremad, og der er et fast engagement i den”, medmindre de lovede og nødvendige praktiske skridt tages?
Det ser ud til, at der er to hovedårsager til denne situation:
* På trods af de positive budskaber, AKP-regeringen offentligt sender, ønsker den ikke at give Abdullah Öcalan mulighed for aktivt at engagere sig i politisk arbejde; faktisk virker den dybt bekymret over for en sådan mulighed.
* “Rammeloven”, som blev vedtaget af parlamentet med et rekordstort antal stemmer natten til den 10. august, kan ikke implementeres i sin nuværende form. Med andre ord var loven ikke særligt godt forberedt fra et lovgivende perspektiv. Dens implementering kræver nye politiske og juridiske tilgange, som AKP-regeringen dog ikke vedtager.
Hvis den pågældende lov forbliver i sin nuværende form, kan den ikke implementeres i praksis, fordi den nødvendige “verifikation og afgørelse” først og fremmest ikke kan udføres. For at loven kan implementeres, fastslår den, at “alle PKK-medlemmer og tilknyttede skal lægge deres våben ned, at dette skal verificeres og bekræftes af den Nationale Efterretningstjeneste (MİT) og militæret, og at denne verifikation derefter skal godkendes af Det Nationale Sikkerhedsråd (MGK).”
Det er klart, at dette krav realistisk set ikke kan opfyldes i praksis, fordi PKK og dets tilknyttede styrker har væbnede styrker spredt over forskellige områder, og det er ikke nogen let opgave at få dem alle til at lægge våbnene. Desuden, hvis bare én af dem undlader at nedlægge våbnene, kan loven ikke gennemføres.
Antag for eksempel, at én person nægter at nedlægge våbnene, eller at en gruppe modsætter sig nedrustning. I det tilfælde kunne loven heller ikke anvendes på de, der nedlægger våbnene hvilket gør implementeringen af en sådan lov ekstremt vanskelig i praksis.
På den anden side er PKK-lederne, som staten fører samtaler med, især Abdullah Öcalan, ikke omfattet af den pågældende lov. Med andre ord forestiller man sig, at de, der selv falder uden for lovens område, skal tale med og træffe beslutninger om dens anvendelse på andre. Det er svært at se, hvordan en sådan beslutningsmekanisme skulle kunne fungere effektivt eller give resultater.
Desuden har der i de seneste dage været omfattende debat om, “hvorvidt organisationens ledelse har mødt Öcalan,” idet et sådant møde næsten fremstilles som en ekstremt alvorlig forbrydelse. Med andre ord tages det for givet, at Abdullah Öcalan aldrig bør mødes med PKK-ledelsen.
Naturligvis rejser dette et åbenlyst spørgsmål: Hvis Abdullah Öcalan ikke må mødes med PKK-ledelsen, hvordan skal de så kunne nå frem til fælles beslutninger? Ser man bort fra ledelsen, hvordan kan Öcalan overbevise alle PKK-medlemmer uden at mødes og diskutere sager med dem?
Det er klart, at denne logik ikke fører nogen vegne. Med en sådan tilgang til den pågældende lov og dens implementering vil det ikke være muligt at tage selv det mindste praktiske skridt.
Betyder den nuværende situation så, at loven slet ikke kan implementeres? Selvfølgelig kan den implementeres, men ikke med den tankegang og tilgang, der er beskrevet ovenfor. For at “Rammeloven” kan implementeres, skal nye tilgange vedtages, nye love vedtages, og rummet for demokratisk politik må udvides. Det kurdiske folks eksistens må anerkendes, ligesom det må gælde retten til at engagere sig i politik med en kurdisk identitet. Samtidig må omdannelsen af eksisterende kurdiske organisationer i overensstemmelse med demokratisk politik også accepteres som et krav i strategien for demokratisk integration.
* For at loven kan implementeres, skal den først og fremmest være inkluderende og dække alle PKK-medlemmer og tilknyttede grupper, især Abdullah Öcalan. Tilgange, der internt opdeler og kategoriserer organisationen, kan ikke effektivt implementeres i praksis.
* Loven skal gælde for alle, der nedlægger våbnene og vender tilbage til Tyrkiet, og implementeringen skal begynde på dette grundlag. Ellers er tilgangen med ” først at påbegynde implementeringen, efter at det er blevet bekræftet, at alle PKK-medlemmer og tilknyttede har nedlagt våbnene” uholdbar. Hvorfor? For eksempel kan en enkelt person eller gruppe nægte at gøre det. Under denne tilgang kunne der ikke tages praktiske skridt, før det var blevet bekræftet, at hvert eneste PKK-medlem havde nedlagt våbnene. Med andre ord, hvis en person eller gruppe ønskede at nedlægge våbnene under loven, skulle de reelt have følgende besked: “I skal vente, indtil alle har nedlagt deres våben, og derefter vente videre indtil dette er bekræftet, og MGK har godkendt det. Først da vil I kunne drage fordel af loven.” Det er indlysende, at en sådan tilgang ikke er gennemførlig. Derfor er den tilgang, der gør lovens gennemførelse betinget af nedlæggelse af alle våben og efterfølgende verifikation og bekræftelse, fejlbehæftet. Dette skal rettes, og loven skal gøres øjeblikkeligt gældende for alle, der ønsker at drage fordel af den.
* Den absurde tilgang, at “organisationen ikke bør mødes med Abdullah Öcalan”, må opgives. Tværtimod skal der åbnes vejen for, at Öcalan kan mødes med ethvert PKK-medlem, der ønsker det. Det skal klart forstås, at det er på det grundlag, atorganisationen kan overtales til at nedlægge sig, og at den pågældende lov kan implementeres. De på den anden side, oprigtigt ønsker at implementere loven, bør ikke kunne forhindre sådanne møder. Tværtimod bør de opfordre alle PKK-medlemmer til at mødes med Öcalan og facilitere sådanne møder.
* Vigtigst af alt skal Abdullah Öcalan som led i en inkluderende tilgang, der dækker alle, stilles til rådighed for forhold, hvor han kan leve og arbejde frit. Så længe han forbliver under sine nuværende forhold og ikke frit kan engagere sig i politik og etablere organisationer, vil den organisatoriske transformation af den kurdiske frihedsbevægelse og implementeringen af den pågældende lov ikke være mulig. PKK og det kurdiske folk har fastholdt denne holdning fra starten og har offentligt udtalt den tusindvis af gange. PKK’s 12. kongres traf også sine beslutninger inden for denne ramme. For kurdere er dette en uundgåeligbetingelse.
Hvis staten og regeringen oprigtigt ønsker, at Processen for Fredog et Demokratisk Samfund skal lykkes og dermed er forpligtet til at implementere “Rammeloven”, må de anerkende den kurdiske sides position og handle derefter. “Rammeloven” kan kunimplementeres på dette grundlag.
Kilde:
Fuat Ali Riza , 2026: How can the ‘Framework Law’ be implemented? Yeni Özgür Politika, 7. September 2026.
Oversættelse: Jesper Brandt





