fredag , 24 maj 2019

Crowdfunding side skal hjælpe genopbygningen af Kobané

Af Nurhan Atçeken

10 unge københavnske aktivister står bag det nyoprettede initiativ Firefund.net, der er en politisk internetplatform, hvor politiske og sociale bevægelser med et stort solidarisk netværk, kan oprette pengeindsamlinger til deres kampagner. Én af initiativerne, som Firefund, står klar med indsamling til genobygningen af Kobané.

Organiseret solidaritet og politisk Crowdfunding er de første ord, der popper op på din skærm, hvis du klikker dig ind på Firefund.net. Den drivende kraft bag hjemmesiden er nemlig at påminde verden om hvilken magt menneskeheden er i besiddelse af, hvis det organiserer sig og bevæger sig sammen. Platformen skal derfor være med til at forvandle bevægelser fra en høj symbolsk solidaritet til direkte solidaritet, fortæller initiativtageren Karl Kristiansen til Nûdem.

‘Solidaritet er bevægelsens hjerteblod. Det er solidaritet der gør, at vi står sammen politisk. Internettet har givet muligheder for at bygge større solidariske netværk, men det er naivt at tro, at revolutionerne kommer alene med ”Likes på Facebook”. Vi er et sted nu, hvor global solidaritet blot mangler de rette værktøjer for at blive realiseret.’ 

Lige nu mangler Firefund.net at tiltrække de nødvendige donationer for at kunne iværksætte og realisere de forskellige projekter, der er i vente, herunder genopbygningen af Kobané. Hvis det lykkes dem, er det dog ikke de unge aktivister selv, der starter indsamlingsprojekterne, i stedet sørger de bare for platformen for andre aktivister.

‘Det skal lige understreges, at vi ikke vælger at støtte nogen. Vi organiserer en platform, så resten af verden kan træffe et valg om at støtte. Når det er sagt, så mener vi, at hele verden burde rette sit fokus mod Kobané, fordi der er potentiale til at gøre mange af de ting bevægelserne i resten af verden drømmer om. Kobané kan vise resten af verden, at det er muligt’, siger Karl Kristensen.

Firefund.net er baseret på Crowdfunding-princippet, der hjælper aktivister og bevægelser i hele verden med at samle penge fra et globalt netværk via internettet, hvor mange mennesker kan bidrage med mikrodonationer gennem et “pledging-system”, hvor de indsendte penge ikke bliver overført, hvis det ønskede mål for kampagnen ikke opnås. Men samles der nok penge til at realisere et bestemt projekt, sendes pengene til initiativtagerne. 

‘Vi udvikler et system der fungerer på den måde, at pengene fra den individuelle bidragsyder først bliver trukket fra deres konto, hvis kampagnens mål bliver nået. Det sikrer, at man ikke risikere at sende penge til et projekt, der ikke bliver en succes.’ siger Karl Kristensen.

Crowdfunding er et forholdsvist nyt fænomen, hvor hjemmesiderne Kickstarter og Indigogo er blandt de mest kendte i verden. De unge aktivister bemærkede, at fællesnævneren for de allerede eksisterende indsamlingssites var, at de ikke støttede op om politiske initiativer, hvilket fik de unge aktivister op på tæerne for og at starte projektet Firefund.net.

‘Vi undrede os meget over, at det ikke fandtes. Når de store etablerede Crowdfundingsites kan rejse så ufatteligt store beløb, hvorfor er det så kun forbrugsvarer der bliver finansieret? Det er der mange gode grunde til. Vigtigst af alt, så er det afgørende at bevægelsen har sit eget værktøj, fremfor at bruge profitsøgende firmaer, der stikker halen mellem benene så snart det bliver for progressivt og aktionærerne brokker sig’, siger han.

Firefund drives og ejes af FAKKEL, der er en nystiftet non-profit fond. Firefund har været igangsat siden januar 2014 og består af 10 aktivister. Fonden har sæde i Københavns Nordvest kvarter, hvor det meste af arbejdet udføres af frivillige kræfter.

Vi har udviklet på projektet i et års tid nu for stort set ingen penge. Normalt ville det koste mellem 400.000 og 500.000. Så det siger sig selv, at vi ikke har brug for penge til løn, men penge til det mest nødvendige for at holde os oven vande’, siger Karl Kristiansen.

Målet for Firefund er simpelt: At forvandle symbolsk solidaritet med direkte aktion.

Vores mål er simpelt. Solidaritet er svært at udøve, og vi vil gerne muliggøre at alle mennesker kan støtte og styrke den bevægelse, man ønsker at bidrage til. Vi håber at nå så langt, at solidaritet ikke længere er et spørgsmål om moralsk og symbolsk støtte – men direkte aktion’ fortæller initiativtageren Karl Kristiansen afslutningsvis til Nûdem.

Se også en video om Kobane med titlen “This is why we stand with Kobane her: