lørdag , 18 november 2017

Derfor stiller jeg op til kommunalvalget

Den 21. november 2017 kan I finde Gül Øzcan på stemmesedlen til kommunalvalget i Albertslund Kommune, hvor hun er opstillet for SF.

Gül Özcan er 47 år, har 2 børn og to børnebørn. Hun arbejder som sygeplejerske på Hvidovre Skadestue, hvor hun dagligt oplever de frustrationer, der er forbundet med besparelser i det danske sundhedsvæsen. Et vedholdende fokus på fællesskab og solidaritet har altid været hendes ledestjerne gennem tilværelsen. Hun mener, at man i fællesskab sikrer, at Danmark bibeholder de værdier, som generationer før os har kæmpet for – ligestilling, trivsel og velfærd for børn, unge og ældre mennesker.

I 90’erne var Gül Øzcan ansat i hjemmeplejen i Albertslund Kommune, hvor hun oplevede stor fokus på ældrepolitikken. I dag er mange døre blevet lukket og hjælpen til de ældre er blevet kraftigt reduceret i forhold til de ældres behov.

Hun siger følgende:

“Vi må ikke glemme, at vores ældre er vores fælles ansvar. Vi må aldrig acceptere, at vores ældre ligger på gulvet i 4 timer og venter på, at hjælpen kommer, når der er “tid og mulighed”. Et tryk på kaldeknappen skal medføre hjælp – med det samme! Vi skal sikre, at alle ældre får en værdig plejer og omsorg, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov.”

Vi skal investere i vores børn og unge

Ifølge Gül Øzcan har vi også et stort ansvar for vores børn og unge.

“Det er ikke acceptabelt med de mange nedskæringer i vores institutioner, hvor der er for få pædagoger om vores børn, og hvor pladsen er blevet for trang. Børn har brug for nærvær, de skal stimuleres, aktiveres og gøres klar til skolebænken – de skal rustes til at bære Danmark videre. Vuggestuer og børnehaver er ikke opbevaringsdepoter. Det er institutioner, hvor de pædagogiske og psykologiske tiltag skal være på plads, og hvor børn skal trives og dannes. Forældrene skal kunne være trygge, når de afleverer deres børn,” siger hun.

Vi skal række hånden ud til mennesker i nød

For tiden står Damnark over for mange udfordringer i forhold til flygtninge. Ifølge Gül Øzcan skal vi gå foran og tilbyde vores hjælp til folk i nød.

Hun siger følgende:

“Som menneske har jeg altid været optaget af humanitært arbejde til fordel for fællesskabet. Da flygtningekrisen for alvor ramte Danmark i 2015 åbnede jeg blandt andet en klinik på Hovedbanegården, hvor jeg behandlede små skader og visiterede alvorlige skader til skadestuerne. I 2016 startede jeg sammen med en læge et projekt, hvor vi fik indsamlet medicinsk udstyr, som vi afleverede til forskellige hospitaler i den nordlige del af Syrien (Rojava) i maj 2017.”