Det iranske regime kan ikke betragtes som et anti-imperialistisk land

Af Hayri Hazargøl

Lige nu er verdens dagsorden krigen i Mellemøsten. Da Hormuzstrædet, som er en central passage for olietransport, blev krigens centrum, kom denne krig endnu mere i fokus.

Denne krig er hverken i verdens folks eller Mellemøstens folks interesse. Krigen foregår mellem USA, som ønsker at være verdens hegemoniske magt, og Iran, som er et af de lande, der ønsker at være regionens hegemoniske magt. At modsætte sig denne krig er den mest korrekte politiske, moralske og samvittighedsfulde holdning. Faktisk er størstedelen af verdens befolkning imod denne krig.

Det er vigtigt at modsætte sig USA’s politik om at dominere verden og Mellemøsten gennem krig og tvang, og at forsvare fredspolitikker over for krig. USA’s politik skaber en situation, der legitimerer og normaliserer alle despotiske magters politik verden over. Dette er i øjeblikket USA’s farligste politik og holdning for menneskeheden. I denne sammenhæng er det blevet en grundlæggende menneskelig pligt at være imod krig og modsætte sig enhver form for undertrykkelse.

Men at betragte Iran som anti-imperialistisk, blot fordi landet er i krig med USA, vil besudle denne krigsmodstand. Kampen for fred er en hellig kamp. Fredskampen kan ikke legitimere eller normalisere en anden regional hegemon, som dræber titusinder af civile demonstranter og dagligt opstiller galger for politiske modstandere, mens man kæmper imod en hegemon. Iran har alene i december 2025 og januar 2026 dræbt omkring 30.000 demonstranter. Demonstranterne var ubevæbnede. De gik på gaden for at kræve en ende på undertrykkelsesregimet, dødsfaldene og henrettelserne. Der findes ikke noget mere grusomt end at dræbe disse mennesker. Ingen stat kan betragte dette som sin ret. Disse drab kan heller ikke betragtes som statens interne anliggender. Man kan ikke sige, at enhver stat har suverænitet, og at der derfor ikke må blandes ind i dens indre forhold. Især i det 21. århundrede, hvor menneskeheden har opnået store værdier gennem sin kamp, kan dette på ingen måde anses som legitimt eller normalt. At verdens demokratiske kræfter modsætter sig Irans politik er ikke indblanding i interne anliggender.

Det iranske regime kan ikke betragtes som et anti-imperialistisk land. Under den kolde krig blev lande, der kæmpede mod USA og dets allierede, kaldt anti-imperialistiske. I den tids politiske klima og betingelser blev modstand mod USA og dets allierede betragtet som kamp mod imperialismen. Dengang fandtes der den kapitalistiske imperialistiske blok ledet af USA og den reelt socialistiske blok ledet af Sovjetunionen. Krige over hele verden var direkte eller indirekte en del af kampen mellem disse to blokke. Alle lande og folk, der kæmpede mod USA, fik allerede støtte fra Sovjetunionen og Kina og førte deres kamp med denne støtte. USA’s krige blev opfattet som krige mod socialistiske og demokratiske kræfter. I den forstand opstod der direkte eller indirekte alliancer mellem socialistiske og demokratiske kræfter.

I dag er det kun muligt at være anti-imperialistisk ved også at være demokratisk og anti-kapitalistisk. Folkets støtte kan kun opnås gennem demokratisk politik. Ingen stat, der ikke er demokratisk og ikke har folkets opbakning, kan føre en kamp mod imperialismen. Slet ikke en magt, der udøver hård undertrykkelse mod sit eget folk, dræber titusinder af civile demonstranter og henretter tusinder ved galgen, kan være anti-imperialistisk. Sådanne stater og politiske regimer har mistet folkets støtte. Den Islamiske Republik Iran har højst støtte fra omkring 20 % af befolkningen. Dette fremgår også af valg, hvor valgdeltagelsen ikke engang når op på 50 %.

At betragte en stat, der udøver så stor undertrykkelse mod sit folk og især lægger et særligt pres på kvinder, som anti-imperialistisk, er at normalisere og godkende denne undertrykkelse.

Kampen mod imperialisme i dag kan kun føres med folkets støtte, og det kan kun sikres gennem demokrati. Lande som Kina og Rusland, som er centre for kapitalisme, kan heller ikke være anti-imperialistiske. Hvis kapitalismen skaber imperialisme, er Kina i dag det førende kapitalistiske land baseret på undertrykkelse og udbytning af arbejdskraft. Det siges, at Kina om nogle årtier også vil opnå teknologisk overlegenhed og blive verdens førende kapitalistiske land. Rusland betragtes i dag også som et land med brutal kapitalisme. Derfor kan den krig, som Iran fører med støtte fra Rusland og Kina, ikke betragtes som anti-imperialistisk.

Lad os modsætte os USA’s og Israels krig, men lad os ikke give Iran en anti-imperialistisk status. Ikke nok med at give en sådan status — at forskønne et land, der dræber og henretter kræfter, som ønsker demokrati, er at blive medskyldig i en forbrydelse mod menneskeheden. I Iran er især kurdere og balucher under undertrykkelse. Iran fører måske ikke en så åbenlys benægtelses- og udryddelsespolitik som Tyrkiet, men det accepterer ikke disse folks ret til selvstyre med deres egen identitet, sprog og kultur. I denne forstand fører Iran med sin nationalstatsforståelse en politik, der ligger langt tilbage i forhold til landets egen historiske politiske tradition.

Mens man modsætter sig USA’s og Israels angreb, er det vigtigt også at modsætte sig Irans politik og støtte folkets “tredje vej”: et demokratisk Iran.

INFO: Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.