En falsk analogi: At sammenligne topartisystemet i Kurdistans Regionale Region med USA

Af Megan Connelly-Amin

Ved rejser til Iraks Kurdistan-region og nøje studering af dens politiske institutioner, finder man sammenligninger mellem parti-systemer i USA og KRG mærkværdige. Jeg hørte ofte sådanne sammenligninger i mine samtaler med venner og embedsmænd i KRG og har mødt samme form for sammenligninger i analyser udarbejdet af vestlige akademikere. Selvom det er fristende for os at tænke på KDP og PUK (Kurdistans Demokratiske Parti og Kurdistans Patriotiske Union) som et duopol, der kan sammenlignes med det amerikanske Republican/Democrat-system (og omvendt), så er analogien vildledende i og med, at der er store strukturelle, historiske og økonomiske forskelle mellem de to systemer.

At sammenligne topartisystemet i Kurdistans Regionale Region med USA er en falsk analogi

For det første er der væsentlige juridiske og strukturelle forskelle mellem parti-systemet i USA og i Kurdistan. Den amerikanske forfatning benævner ikke politiske partier, men er tværtimod indrammet med hensigt på at styre partiers skadelige virkninger. James Madison, den amerikanske forfatnings fader, fordømte i Federalist no. 10: at ’’Fraktionerne har korrumperet vores offentlige forvaltninger”. Uden at anbefale, at fraktioner elimineres helt, foreslog Madison, at oprettelsen af føderale institutioner ville fremme repræsentationen af en række forskellige interesser og samtidig moderere og kontrollere ’’the violence of fractions”. Desuden er det amerikanske topartisystem udviklet langsomt som en utilsigtet konsekvens af flere afstemninger, mens den i KRG er institutionaliseret gennem lov. I stedet for en forfatning opretholder KDP og PUK en ’’sammenlægningsaftale’’ fra 2006, hvor regeringsbeføjelser er fordelt ligeligt mellem dem. KRG bygger derfor på princippet om bevarelse og institutionalisering af fraktioner snarere end at hæmme deres vold over for en forfatning. En korporativ magtdeling uden modererende indflydelse fra yderligere føderale institutioner (f.eks. to kammersystem eller en uafhængig domstol) har effektivt bevaret borgerkrigsæraens system fra 1990’erne, hvor politbureauer, hver for sig, inden for deres gensidigt anerkendte territoriale indflydelseszoner (dvs. den gule zone i Duhok og Erbil under KDP og den grønne zone bestående af Sulaimaniya under PUK), fungerer som lovgivende, dømmende og udøvende magt. Ved opretholdelsen af magtfordelingsaftalen har KDP og PUK tilsidesat valgresultater, tilintetgjort lovgivning og udstedt dekreter; handlinger, der har gjort Kurdistans Regionale Parlament praktisk talt irrelevant. Det sås at Gorran-bevægelsens store fremgang forstyrrede de to partiers magtbalance, hvormed der senere hen medfulgte en politisk krise, hvor Gorrans parlamentarikere blev forment adgang til hovedstaden Erbil og dermed parlamentet. Dette beviste at KRG’s juridiske fundament ikke kun besværliggjorde oppositionspartiers deltagen i politik, men endda på forhånd underkendte deres deltagelse og legitimitet.

Mens PDK og PUK’s juridiske myndighed er baseret på ovenfornævnte sammenlægningsaftale fra 2006, så har de de facto kun legitimitet til at regere i hver deres eget separate territorium. Teoretisk skulle der være fælles myndighed over den økonomiske aktivitet og sikkerhedsstyrkerne, men dette er ikke reelt.

Igen finder vi forskelle mellem amerikansk og kurdiskparti-systemer, der gør dem usammenlignelige. Med hensyn til økonomisk indflydelse, har de amerikanske politiske partier typisk appelleret til deres tilhængere ved brug af økonomiske incitamenter, og især fra Jackson-demokratiet fra 1828 til post-borgerkrigs genopbygningen var amerikansk politik fyldt med protektionisme og korruption, da valgsejre resulterede i belønninger til partiloyalister i form af offentlige poster, militære stillinger og regeringsposter. Tabernes tidligere indsatte folk blev smidt ud. Reformerne under den amerikanske ’’Progressive Era’’ fra 1890’erne til 1920’ernes, dæmpede protektionismen i den offentlige forvaltning, demokratisererede i højere grad valgsystemet og skabte øget gennemsigtighed i partiudvalg og -konventer.

Men selv da man i historisk amerikansk partipolitik så ’’parti-maskinerierne’’ være på deres højeste, så var de aldrig ligeså magtfuldkomne som man i dag ser PDK og PUK være. Intet amerikansk parti har nogensinde kunnet yde eksklusiv kontrol med både den offentlige og private økonomi, som det i ses i dag i KRG. Privat initiativ og iværksætterånd i USA har naturligvis ikke været immun over for partipolitisk indflydelse, men de er aldrig blevet kontrolleret for det. I Kurdistans tilfælde er økonomien reelt tvedelt mellem den grønne og gule zone og hovedparten af befolkningen lever af lønninger og pensioner distribueret af partierne. I modsætning til USA’s diverse og robuste økonomi, så har Kurdistan-regionen kun to primære indtægtskilder: eksport af olie og toldindtægter, som begge næsten udelukkende forvaltes af enten PDK eller PUK i deres respektive zoner. Selvom Ministeriet for Naturressourcer og Finansministeriet blev skabt for at integrere Kurdistan-regionens økonomi, har de haft ringe succes på grund af uvilje fra begge parter til at rapportere de præcise olie-indtægter.

Måske er den væsentligste og mest iøjnefaldende forskel mellem kurdiske og amerikanske partier deres kapacitet til magtanvendelse. Som tidligere omtalt har amerikanske politiske partier historiske rødder i en demokratisk kultur. Kurdiske partier blev derimod skabt som militante modstandsbevægelser mod Baghdad-magthavernes undertrykkelse af Kurdistans befolkning.

PDK og PUK har aldrig forpligtiget sig til at integrere deres militærenheder eller kommandoer. Brigader er under de to politbureauers kommando og Ministeriet for Peshmerga har ingen reel magt. PUK’s ’’Brigade 70’’ og PDK’s ’’Brigade 80’’ omfatter 75% af de samlede militærstyrker i KRG. Selv under den amerikanske borgerkrig var Unionshæren og Konføderationshæren ikke partipolitiske hære. Unionsdemokrater kæmpede skulder ved skulder med Unionsrepublikanerne, hvor samme gjorde sig gældende på Konføderationslejren. Desuden blev Sydstaterne endeligt reintegreret i Unionens politiske institutioner ved slutningen af 1876. I Kurdistan-regionen har man næsten 20 år efter afslutningen af krigen mellem PUK og PDK stadig skarpt opdelte territorier, hvori de to partier udøver eksklusiv militær jurisdikation. (Red.: Jurisdiktion er et område som en domstol eller et land udøver myndighed over.)

Ved indrejse til Kurdistan-regionen fra Ibrahim Khalil-grænseovergangen bliver rejsende mødt af ’’Zerivani’’, KDP’s private gendarmer. Hvis man vil ind i den grønne zone fra Erbil bliver man mødt af PUK’s’’Asayish’’. (Ordet asayish er almindeligt udtryk for politiet – også anvendt i PDK’s områder).

Gendarmerne kan let identificeres ved partiets bannere og er endda angivet på ID-kort, så der aldrig kan tages fejl af, hvilket parti der styrer et givet område. – Efterretningstjenester (’’Parastin’’ og ’’Dezgay Zanyari’’), samt politiet er også delt langs partiskel, selv om de de jure skulle være integreret. I en samtale med en højtstående Asayish og PUK-bureaumedlem i Sulaimaniyah sidste år, blev jeg informeret om, at trods magtdelingsaftalen så var samarbejdet meget fattigt: “Integration formodes at være meget godt, men… Myndighedsforvaltningen under PDK har ikke skrevet Sulaimaniyahs budget. De tror, at vi er ligesom KGB eller Etla’at. De tror vi kommer fra et andet land. Direktøren for Kurdistan-regionens Asayish er Masrur Barzani (PDK), men efterretningstjenestens direktør er Dr. Khasrow Gul Muhammed (PUK). Men Dr. Khasrow er egentlig direktør for både Sulaimaniyah, Duhok, Erbil og Kirkuk, men nu har han ikke tilladelse at udøve kontrol andre steder end Sulaimaniyah eller Kirkuk, fordi KDP ikke længere bryder sig om ham”.

Kurdiske ledere jeg talte med insisterede på at integrationen skete langsomt, men sikkert og at de ikke så nogen problemer i processen. Den militante partiskhed i det kurdiske samfund er et alvorligt sikkerhedsproblem og ville være utænkeligt i USA, hvor partipolitisk kontrol med sikkerhedsstyrkerne er umuliggjort på grund af de hyppige administrationsskift og vælgernes skiftende partiloyalitet.

Politisk konkurrence er en selvfølge for en demokratisk kultur, men hvad der sker i Kurdistan-regionen er ikke er politisk konkurrence eller endda magtdeling. Det er en skrøbelig magtbalance, hvor deltagerne har delt regionen imellem sig og mistroisk og nervøst holder øje med hinanden for ikke at blive snydt. Selv om det er rigtigt, at de politiske partier i USA har været involveret i korrupte og udemokratiske metoder, har de aldrig været i stand til helt at tilsidesætte de forfatningsmæssige institutioner og udradere deres legitimitet. Ej heller har de været i stand til at etablere kontrol over nationens økonomi eller militær. I Kurdistan-regionen er det ’’business as usual’’.

I stedet for utilstrækkelige sammenligninger mellem de to landes partisystemer kunne man måske i stedet drage erfaringer. For det første tjener Kurdistan-regionen som en advarsel til amerikanske vælgere og partier ved farerne ved den stigende polarisering i nationalpolitik. For det andet giver det et eksempel for politbureauerne i Kurdistan-regionen, at den økonomiske og fysiske sikkerhed for Kurdistan er afhængig af (A) kompromis mellem PUK og KDP og engagement i en integreret administration og, (B) etablering af institutioner (f.eks. en uafhængig højesteret, parlamentarisk kontrol med ministerier, udpegelse af ministre, myndighedsaftaler og traktater) for at sikre finansiel og politisk ansvarlighed og forpligtigelse for integrationsprocessen.

Selv om det er lettere sagt end gjort, må man forstå og indse, hvilken fejltagelse magtdelingsaftalen er, hvis den egentlig havde til formål at forhindre politisk vold. Kurdistan-regionens udvikling kan kun ske ved en mere alvorlig og seriøs debat, hvor man frembringer skabelsen af de nødvendige institutioner.

Kilder:

1. Den officielle bedt om at forblive anonym. Interview foretaget den 27. juli 2015 den “Asayish Gishti i Sulaimaniya.

2. Fra mit interview med ham gennemført den 21. juli 2014 sit kontor i Sulaimaniya.

Denne artikel er blevet udgivet på pasewan.com og er blevet oversat af Heval Akar for Nûdem. (http://pasewan.com/English/Detail.aspx?Jimare=129)