torsdag , 19 oktober 2017

En historie om spidskommen, arbejdsmigranter og social dumping

Af Ibrahim Benli

I dag er det 1. maj arbejdernes internationale kampdag og har derfor tænkt mig at fortælle jer en historie. Det er en historie om mig selv, arbejdsmigranter og kampen mod sociale dumping.

Historier har nemlig den effekt, at vi forholder os til tingene i billeder, finder genkendelighed i dele af eller i hele historien og husker som regel også bedre efterfølgende.

Social dumping på den anatolske højslette

Historien jeg vil fortælle jer om går tilbage til min barndom, hvor jeg også hørte mange historier. Største del af min barndom tilbragte jeg på en anatolsk højslette, hvor min farfars historier var de eneste underholdning i mørke aftener under gaslampens svage lys. Disse historier har i høj grad sat præg på min personlige udvikling og formet min måde at tænke på.

Indtil jeg blev 14 år tilbragte vi hver sommer på denne anatolske højslette, hvor vi havde både landbrug og jordbrug. I forhold til jordbrug dyrkede vi i høj grad hvede og byg og andre kornprodukter på markerne. Men på det tidspunkt, hvor jeg var 8-9 års alderen begyndte vi at dyrke spidskommen også. Spidskommen havde sammenlignet med byg og hvede en stor markedspris, hvorfor det altid var mere lukrativt at dyrke dette frem for andet. Men udfordringen ved dyrkning af spidskommen var, at man var nødt til at håndplukke planten ved høstning. Fordi planten er forholdsvis lav, hvilket forhindrede at anvende maskinelle høstemetoder. I første par år stod vi i familien selv for denne opgave. Hele familien både voksne og børn skulle af sted kl. 07:00 om morgen og arbejde i marken til kl. 06:00 om aften under 40 graders sommers varme. Det tog som regel 15-20 dage at høste spiskommen i en mark på størrelse af 30 hektar.

Hver gang var det for især os børn en torturlignende tilstand at være på marken 2-3 uger i træk uden leg og andet sjovt sammen med voksne i familien. Denne svære opgave fik vi på et tidspunkt outsourcet til arbejdsmigranter, såkaldte sæsonmedarbejdere, som også var kurdere. De kom hver sommer, rejst fra det sydøstlige del af Tyrkiet til Midtanatolien for at tjene levebrødet på grund af beskæftigelsesmulighederne i de kurdiske områder var meget ringe som følge af efterhånden 40 års krig og konflikt. For os i familien, især børnene var det en stor lettelse, at der nu kom sæsonarbejderne, der kunne varetage den tunge opgave at håndplukke spidskommen. Men den lettelse var ikke en fuldstændig lettelse hos mig, hver gang jeg kunne se og opleve, hvordan sæsonarbejdernes børn havde det på marken. Sæsonarbejdernes dagløn for at udføre denne svære opgave var meget lav og små børn, der var med på marken havde det elendigt. Jeg har stadig mange billeder i erindringen og kan blandt andet huske billedet af en mor, der smurte smør på ansigtet af hendes datter, der fik revner på ansigtet på grund af varmen, støvet og alt andet møg.

Nutidens arbejdsmigranter

Ovennævnte var min første oplevelse af social dumping tilbage i min barndom. Når vi i Enhedlisten har en kamp mod social dumping, som udøves af arbejdsgivere, der med EU’s regler i hånden, der shopper efter den billigste arbejdskraft, udviser vi derfor ikke kun et ansvar for danske arbejdsgivere der overholder reglerne. Men vi udviser også et ansvar over for udenlandske arbejdskraft, der udsættes for urimelige løn- og arbejdsvilkår. Det kan ikke være rimeligt og rigtigt at udenlandske arbejdskræft udnyttes på groveste af arbejdsgivere, der gerne vil tjene kassen. Og vi ved alle sammen, at kampen mod social dumping først vil lykkedes, hvis man ude i lokale områder udviser samme ansvar. De dårlige arbejds- og lønvilkår gælder desværre ikke kun for udenlandske arbejdskraft.

Danske lønmodtagers vilkår er også slemme

For 15 år siden da jeg var til min første 1. maj på Fælledparken blot 6 måneder efter jeg havde været i landet, havde jeg opfattelsen af, at arbejderklassen i Danmark ingen problemer havde, hvilket måtte være årsagen til, at man fejrede 1. maj med øl i hånden, musik i baggrunden under solen på græsplænen. Men efter 15 år kan jeg konstatere at arbejdernes kamp i Danmark er langt fra at være overstået. Der er fortsat rigtig meget at kæmpe for.

Vi har for eksempel netop været vidne til en ny overenskomstaftale, som giver arbejdsgiverne ret til såkaldte tvungen overarbejde. Med denne aftale er det nu blevet gjort muligt lønmodtagerne på det private kan pålægges 7 timers ekstra arbejde. En overenskomstaftale, der udelukkende tilgodeser arbejdsgivernes interesse for at udnytte den tilgængelige arbejdskraften uden at tage højde for, at det enkeltes ret til at holde fri, have tid til familien og sociale aktiviteter. I en tid hvor lønmodtagerne skal løbe stærkere for at nå flere opgaver på få hænder, er vi meget kritiske for disse aftaler og er faktisk tilhænger af en kortere arbejdsuge. En arbejdsuge på 30 timer, så lønmodtageren har tid til sig selv og overskud til familien, når man kommer hjem efter en hektisk arbejdsdag.

Eksperter råber løbende vagt i gevær for at gøre opmærksom på den alvorlige udvikling, hvor vi desværre har skabt et arbejdsmarkedet, hvor lønmodtagere på tværs af fag og sektorer går ned med stress eller bange for at gøre det. I en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har gennemført for Ugebrevet A4 i fredags op til Arbejdernes Internationale Kampdag 1. maj, anser danskerne stress som den allerstørste udfordring på det danske arbejdsmarked i 2017. I Danmark har vi desværre efterhånden et arbejdsmarked, hvor alle og alt bliver vejet og målt på alt efter en ultraliberalistisk organisationstænkning, New Public Management. En tænkning, der tager arbejdsglæden fra mange hårdtarbejdende mennesker, som til sidst går ned med fladen. Det er også derfor, at det ikke er overraskende at mange eksperter mener, at den moderne arbejdskamp handler ikke kun om arbejdsløshed og dagpenge, men også om at gøre noget ved det tiltagende arbejdspres og stress på arbejdsmarkedet.

Imens lønmodtagerne er ramt af øget stres i hverdagen er stressniveauet ikke mindre hos dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Der bruges alt for mange kræfter på at kontrollere og aktivere borgere, som ikke er i beskæftigelse. Med såkaldte udbudsreformer udsættes ledige og sygemeldte desuden for et liv på grænsen af fattigdom. I dag er der over 60.000 børn, der lever under fattigdom. Forældre til disse børn er naturligvis stresset og dybt desperat for at få det hele til at hænge sammen med en lav ydelse. Dermed mener vi i Enhedslisten: At gøre ledige fattigere bringer dem ikke tættere på arbejdsmarkedet, tværtimod.

Lad mig lige slutte af med en drøm om fremtidens Danmark, hvor demokratisk, solidarisk og grøn udvikling gør sig gældende.

God internationale kampdag!