Erdogan udrydder nu også de døde kurdere

Jesper Brandt

Kurdere, der har kæmpet og faldet i kampen for deres frihed, hvad enten det har været i kamp mod det tyrkiske militær, eller mod Islamisk stat og deres allierede, får nu også deres grave systematisk ødelagt af det tyrkiske militær, og deres lig bliver gravet op og placeret i stabler af plastikposer på ukendte grave langt fra deres tidligere gravplads.

I 2013, under de daværende fredsforhandlinger mellem PKK og den tyrkiske regering – forhandlinger, der var tæt på at lykkes – anlagde pårørende til dræbte kurdiske guerillaer kollektivt en kirkegård i Garzan distriktet i Bitlis provinsen i det østlige Tyrkiet nær landsbyen Yukariolek/Oleka Jor (Upper Ölek) ikke langt fra den store Van-sø med Ararat-bjerget. Det skete uden indvendinger fra den tyrkiske regerings side, og selv om der både under anlæggelsen af kirkegården i september 2013 og senere i 2015 blev gennemført militære angreb mod kirkegården, blev mange kurdiske frihedskæmpere i de følgende år stedt til hvile som martyrer på denne og andre kurdiske kirkegårde efter at have været blevet dræbt under kampene. Det var ikke kun faldne guerillaer fra PKK og dens kvindelige afdeling YJA Star, der lå på kirkegården ved Yukariolek, men også syrisk kurdiske medlemmer af YPG og deres kvindelige kampgrupper YPJ, der var faldet i Syrien under kampene mod Islamisk Stat, bl.a. den berømte kvindelige YPJ-helt Bilan Bingöl, der mistede livet under forsvaret af grænsebyen Kobane i 2014, da Islamisk Stat var tæt på at erobre byen, reelt kraftigt støttet af Tyrkiet og dets efterretningstjeneste MIT.

Erdogan strammer grebet – også om dræbte kurdere

I 2015 afbrød præsident Erdogan forhandlingerne med PKK, da det kurdisk-støttede tyrkiske venstrefløjsparti HDP stod til fremgang i meningsmålingerne, og da han ikke kunne få kurdernes støtte til sine planer om at sikre sig større præsidentielle magtbeføjelser. Tyrkiet genoptog derefter sin systematiske undertrykkelse af de tyrkiske kurdere og deres menneskerettigheder. Bl.a. blev gravpladsen i Garzan beslaglagt at af det lokale militærpoliti. Det blev også almindelig praksis, at medlemmer af de kurdiske frihedsbevægelser, der var dræbt i kampe mod det tyrkiske militær, f.eks. under de talrige belejringer af kurdiske byer i 2015 og 2016, enten blev til bageholdt på retsmedicinske afdelinger, eller blev begravet på gravpladser for ukendte, selv om deres identitet ofte var kendt, eller kunne fremskaffes

Fra efteråret 2017 udvidede Tyrkiet sine angreb på gravsteder knyttet ikke bare til PKK, men også til andre kurdiske modstandsgrupper i og udenfor Tyrkiet. F.eks. blev tyrkiske styrker under den regeringsudnævnte guvernør i den kurdiske provins Bingal sat til at ødelægge gravstedet for Sait Çürükkaya, en frivillig Peshmerga-soldat, der blev dræbt under den kurdisk-irakiske offensiv for at befri den Islamisk Stat-erobrede by Mosul i 2016.

Grav-ødelæggelserne blev voldsomt intensiveret i december 2017 da den tyrkiske stat gav ordre til at destruere Garzan kirkegården, hvor hundreder af medlemmer af de kurdiske guerilla organisationer fra Tyrkiet, Irak og Syrien har ligget begravet. Efter at kirkegården var helt ødelagt, blev ligene uden tilladelse fra de afdødes familier gravet op efter ordre fra den offentlige anklagers kontor i Istanbul og bragt til den lokale retsmedicinske afdeling. Derefter blev de begravet på den jødiske kirkegård i Kilyos, ikke langt fra badebyen af samme navn ved Sortehavskysten vest for den nordlige adgang til Bosporus. Resterne af de 267 kurdiske krigere blev efter sigende begravet i en afdeling for de ukendte.  

Ødelæggelse af kurdiske gravsteder og vanhelligelse af de dødes lig er efterhånden blevet en typisk praksis for det tyrkiske militær i deres krig mod kurderne. Det er en del af den måde, man forsøger at nedbryde modstandsviljen og moralen blandt den kurdiske befolkning. 

Pres for udlevering af kurdere, der er bortført fra deres gravpladser

Pårørende til kurdere, der har ligget begravet på kirkegården i Garzon-distriktet har siden bortførelsen af ligene presset på overfor de tyrkiske myndigheder for at få udleveret ligene, så de igen kunne begraves anstændigt efter familiens ønsker. Det har været både vanskeligt og forbundet med omfattende ydmygelser, kontrol og chikanerier.

Hidtil er det kun lykkedes i 25 tilfælde. Der er dog tegn på, at mulighederne, og i hvert fald information om sagerne nu kommer mere frem i lyset, efter at Erdogans parti AKP sidste år tabte kommunalvalget i Istanbul, hvis retsmedicinske myndigheder har været sat på den skændige opgave af den offentlige anklagers kontor.

Et billede, der indeholder person, bord, mad, mand

Automatisk genereret beskrivelse

I slutningen af februar i år blev ligene af to af de dræbte kurdere, Hüseyin Döner og Cengiz Demir, udleveret til de pårørende familier. De blev afleveret i plastiksække.

Döner blev født i Hizan distriktet i Bitlis, og tog til Kobane i 2013 for at kæmpe med YPG mod Islamisk Stat. I YPG fik han navnet Sîdar Sipan. I 2014 døde han i kampene mod Islamisk Stat under forsvaret af Kobane.

Cengiz Demir (med kodenavnet Sami) gik ind i PKK i foråret 1999, kort tid efter at PKKs leder, Abdullah Öcalan, blev kidnappet i Kenya på vej til Nelson Mandela i Sydafrika. I september 1999 annoncerede Öcalan under sit fængselsophold en ensidig våbenhvile, og bad sine guerillastyrker om at trække sig tilbage til de kurdiske områder i det nordlige Irak. Ikke desto mindre fortsatte den tyrkiske hær sine angreb mod kurderne langt ind på Irakisk territorium. Cengiz Demir faldt i kamp under tilbagetrækningen.

Et billede, der indeholder person, udendørs, personer, gruppe

Automatisk genereret beskrivelse

Familien har ønsket at få ham begravet på familiegravstedet i landsbyen Fis, nord for det kurdiske center Diyarbakir, i distriktet Lice, hvor PKK blev stiftet i 1978. Her blev han begravet lørdag d. 29. februar i år, under belejring af tyrkiske sikkerhedsstyrker, der foretog forhør og skrev politirapporter over alle deltagere i begravelsen, før den fik lov til at finde sted.

Placeringen af ligene på ’en ukendt grav’ på den jødiske kirkegård i Kilyos er ikke foretaget som en almindelig begravelse: Ligene er placeret anonymt i poser i plastikæsker, der er stablet oven på hinanden under et grusbelagt fortov ved kirkegården.

Denne procedure for vanhelligelse af ligene, samt intimidering af de efterladte til de begravede kurdere på kirkegården i Garzan, gennemføres nu meget konsekvent af de tyrkiske myndigheder.

Ifølge en undersøgelse gennemført af en støtteforening for forsvundne familier (MEYA-DER), der er blevet forbudt under den gældende undtagelseslovgivning, er ligene af mindst 707 personer, der er slået ihjel på forskellige tidspunkter, stadig i de statslige autoriteters varetægt, herunder de 267 lig på de ukendtes grav på den jødiske kirkegård i Kilyos.

Starten på optrevlingen af Garzan-skandalen

En af de første, der sloges med myndighederne for at få viden om, hvad der var sket med de efterladte fra den ødelagte Garzon kirkegård, var Lezgin Bingöl, faderen til den kvindelige YPG-soldat Bilan Bingöl. Kort efter ødelæggelsen skrev han på de sociale medier. ”Efter at have hørt, at kirkegården for nyligt var blevet ødelagt af sikkerhedsstyrkerne, indgav jeg en skriftlig ansøgning til Bitlis guvernørens kontor d. 18. december 2017. Min datter Dilan Bingöl var også begravet dér. I min ansøgning angav jeg, at jeg ønskede at besøge min datters grav og bad om at blive informeret om, hvorvidt der var forbud mod at færdes i området. Guvernementets embedsmænd videresendte min ansøgning til militærpolitiet med den begrundelse, at området nu var under deres kontrol. D. 19. december ringede militærpolitiet mig op og fortalte, at ’267 lig på den kirkegård var blevet gravet op og sendt til Istanbuls retsmedicinske institut efter ordre fra provinsen’.”

”Så tog jeg til kirkegården i landsbyen Yukari Ölek d. 20 december. Der kunne jeg se, at min datters krav ikke var der. Graven var blevet ødelagt, og min datters knogler var blevet gravet op og fjernet. Der er intet tilbage af gravene på kirkegården”, fortalte Bingöl og tilføjede: ”Da jeg så mig omkring, kunne jeg se, at de andre grave var i den samme tilstand. Jeg appellerede derfor til anklagemyndighedens kontor i Bitlis d. 21. december. Jeg ønskede at få besked om, hvad der var sket med min datters lig, og anlagde en kriminalsag mod de ansvarlige.”

Bingöl fastslog at familien allerede havde begravet deres datter på kirkegården i Garzan efter at have modtaget en begravelses- og overførselstilladelse fra det retsmedicinske institut i Sanliurfa, og fortsatte: ”Efterfølgende blev der rejst sigtelse mod mig og min kone i forbindelse med begravelsen,. Vi kom i retten og blev frikendt”.

Bingöl har også fremført, at hans datter har været genstand for talrige retsmedicinske procedurer, til trods for at hendes identitet har været kendt.