torsdag , 15 november 2018

Erdogans maske er faldet – Tyrkiet ud af NATO

Af Anne Dalum

I disse dage hvor Erdogan nyligt har gæstet Tyskland, og Tyrkiet angriber kurdiske områder i Nord- og Østsyrien (også kendt som Rojava) massivt, ses al for lidt dækning af sagen i danske og internationale medier. Siden massakren i Afrin i januar i år har danske medier ikke interesseret sig synderligt for at sætte fokus på, at den danske regering og Europa holder hånden over Erdogans rædselsregime.

Der er nogle vilde interesser på spil, som danskere bør kende til. F.eks. er Tyrkiet som Danmark medlem i FN, og der er handelsaftaler, som er med til at legitimere det fascistiske regime i Tyrkiet. Danmark er med i en flygtningepulje sammen med Tyrkiet, hvor der er blevet bevilliget i alt seks milliarder Euro til Tyrkiet. Amnesty International har bekendtgjort, at pengene er blevet brugt til at finansiere tanks og krigsmateriel til nedslagtning af den demokratiske og feministiske bevægelse i Nord- og Østsyrien – en aggression der blot er med til at skabe endnu stærkere flygtningestrømme, og dermed har modsatte effekt af, hvad der egentlig var flygtningepuljens formål med disse enorme summer. Den tyrkiske befolkning og demokratiske kræfter i Nord- og Østsyrien fortjener, at Danmark og Europa tager menneskerettigheder og demokratiske rettigheder alvorligt. Det er ikke noget, Danmark blot kan bryste sig af, når praksis er en helt anden.

Blod på parasollerne

Den danske befolkning bør ikke tilbageholdes dén information, at deres rejser til Tyrkiet og køb af tyrkiske produkter bidrager til at støtte en angrebskrig på den kurdiske, demokratiske folke- og kvindekamp i Nord- og Østsyrien – en kvindekamp og progressiv kamp, der i forvejen bliver angrebet af ISIS. At Danmark er med til at understøtte et sådant dobbeltangreb på en bevægelse, der kæmper for frihed, er grotesk, og bør komme den danske befolkning for øre. For dansk turisme til Tyrkiet fortsætter ufortrødent, og der er altså blod på parasollerne. Turisme er Tyrkiets hovedindkomst nummer ét, og er med til at finansiere tanks og såkaldte ”sikkerhedsforanstaltninger” til at nedslagte den feministiske, progressive bevægelse i Nord- og Østsyrien.

Det tyrkiske regime undertrykker egen befolkning massivt

Det er ikke blot uden for Tyrkiet, regimet hærger. Også inden for landets egne grænser sidder politiske modstandere fængslet, hvis immunitet som folkevalgte er blevet ophævet. Lige nu sidder f.eks. 25.000 HDP-medlemmer fængslet. Det var således umuligt for dem at føre valgkamp op til valget i sommers. Ligeledes sidder en masse offentligt ansatte fængslet grundet mistanke om involvering i Gülen-bevægelsen. Ifbm. valget trendede et hashtag på Twitter, #tamam, som på tyrkisk betyder ”gå af (Erdogan)!”. Dette hashtag blev forbudt i Tyrkiet, og der opfordredes derfor til, at mennesker uden for Tyrkiet tog det i brug for at udfordre Erdogans regime på dets anti-demokratiske tilgang – herunder manglende respekt for presse- og ytringsfrihed. Derudover undertrykkes kurdere, det tyrkiske folk og andre befolkningsgrupper i Tyrkiet massivt, hvilket fik en kvart million til at flygte ud af landet sidste år. Ligeledes har Abdullah Öcalan siddet fængslet på fængselsøen Imrali i næsten 20 år – mange hvoraf han har siddet isolationsfængslet, og de seneste syv år uden ret til besøg af advokater.

Økologisk krigsførelse og imperialisme

En del af Tyrkiets imperialisme omfatter også økologisk krigsførelse i kurdiske områder, hvilket bedrives på yderst lyssky og skummel vis. Skovområder og træer brændes af i utal, dæmninger indsættes, og flodområder ødelægges, så tilgangen til egne ressourcer og produktion umuliggøres i kurdiske områder. F.eks. i byen Dersim i Tyrkiet brændes store skovarealer og lokalskatte ned, og kurderne forhindres i at slukke brandene. Der er utallige eksempler på, hvordan kurdere tvinges til at emigrere til de større tyrkiske byer pga. Tyrkiets krigeriske undertrykkelse af kurdisk natur, kultur, liv, historie, sprog og identitet.

Kvinde- og børnerettigheder i Tyrkiet

Hvis Danmark, Tyskland og Europa mener, de kan leve med at understøtte et land, der nedslagter demokratiske bevægelsers kamp for frihed og natur i og uden for Tyrkiet, samt brud på menneske- og demokratiske rettigheder, kan spørgsmålet om kvinderettigheder, som den danske regering ellers bryster sig så stærkt af, måske påvirke. Erdogan ser kvinden som avle-maskine. Han mener, at en kvinde ikke er en rigtig kvinde, hvis hun ikke føder børn. Jo flere børn – jo bedre en kvinde. Hun må ikke grine, eller beskytte sig mod graviditet. Man må ikke gå hånd i hånd, og barnebrude er blevet normaliseret under Erdogan. Han forsvarer et abortforbud, og han har taget afstand fra p-piller.

Der er blevet rapporteret om misbrug og voldtægt af kurdiske børn støttet af formanden for religiøse affærer, AKP – Erdogans højreorienterede og religiøse parti.

Opråb til danske politikere og medier

Vores opråb lyder derfor til danske politikere og medier om at sætte fokus på den humanitære katastrofe i Kurdistan, som Tyrkiet gør sig skyldig i. Sæt fokus på, fordøm, og gennemfør et boykot af Tyrkiet. Sæt fokus på, hvordan Danmark og Europa er med til at understøtte Tyrkiets fascisme. Sæt fokus på Tyrkiets undertrykkelse af det kurdiske folk og minoriteter. Danmark og Europa er nødt til at støtte en markant offensiv mod Erdogan, da demokratiske kræfter i Nord- og Østsyrien hver dag dør for hans hånd.

En tysk-kurdisk mand satte for nyligt ild til sig selv ifbm. Erdogans besøg i Tyskland for at protestere Tysklands samarbejdspolitik med Tyrkiet, der hver dag koster kurdere og allierede livet – ikke mindst pga. tysk våbeneksport til Tyrkiet, der dermed bidrager til at nedslagte demokratiske kræfter i Nord- og Østsyrien, samt understøtter ISIS. ISIS er ellers blevet mestendels besejret af kurderne i Nord- og Østsyrien, men nu har deres åndsfæller i det religiøse Tyrkiet kommet dem til undsætning, og de to samarbejder nu ivrigt i Nord- og Østsyrien.

Historien vil straffe Danmark for at se passivt til, mens EU og NATO på hyklerisk vis gennem samarbejde og økonomiske interesser støtter et fascistisk regime, der forårsager adskillige folkemord.

Vi vil gerne opfordre alle politikere, alle enkeltpersoner og alle politiske grupper til at presse Danmark og Europa til at stoppe Tyrkiets morderiske og udemokratiske fremfærd.

Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger, som ikke nødvendigvis repræsenterer redaktionens synspunkter.