torsdag , 15 november 2018

EU bør sætte foden ned over for Erdogan

Af Rina Ronja Kari

Der er valg i Tyrkiet, men situationen i landet er under al kritik, og set udefra er der langt fra tale om et frit og demokratisk valg.

Erdogans politiske modstandere og kritiske journalister bliver fængslet fuldkommen vilkårligt, og der finder massiv politisk undertrykkelse sted.

Derfor er det også indlysende, at valghandlingen ikke på nogen som helst måde kan betegnes som hverken fri, gyldig eller legitim.

Erdogan styrer Tyrkiet som en diktator, der ikke ønsker dialog, men som udelukkende bestemmer ved diktat. Han har indført et de facto berufsverbot, således at hans politiske modstandere har mistet deres job i staten – eller er blevet truet på deres levebrød til at forholde sig tavse.

EU bør presse Erdogan

Hvis EU mente noget som helst om sine sædvanlige udmeldinger om fred, frihed, ytringsfrihed demokrati og menneskerettigheder, så burde EU have lagt en langt hårdere linje over for Erdogan for lang tid siden.

Man burde have sat ham stolen for døren for at få ham til at acceptere almindelige demokratiske spilleregler. Man burde have vist ham, at hans hårde, diktatoriske linje ikke fører til andet end international isolation.

EU taget som gidsel af sin egen flygtningeaftale

Det store problem består imidlertid i, at EU har lavet sin skammelige flygtningeaftale med Erdogan.

Man betaler Erdogan milliarder af kroner for, at han lukker Tyrkiets grænse til EU for blandt andet syriske flygtninge, der forsøger at undslippe rædslerne i deres ødelagte hjemland.

Med flygtningeaftalen har EU bragt sig i en yderst sårbar position, hvor man har givet Erdogan alle kort på hånden og givet ham mulighed for at afpresse EU i helt uhørt grad.

I EU’s budgetudspil for 2019 er der oven i købet lagt op til, at EU vil give endnu flere penge til Erdogans regime.

EU lukker øjnene for Erdogans overgreb

Til gengæld for aftalen lukker EU så øjnene for Erdogans overgreb og overtrædelser af menneskerettighederne, som både går ud over flygtninge og tyrkiske borgere.

Ikke mindst de etniske mindretal som kurderne har traditionelt været hårdt forfulgt i Tyrkiet, men med Erdogan har disse forfølgelser antaget en ny foruroligende karakter, som også rækker ud over Tyrkiets grænser.

EU’s holdning er fuldkommen hyklerisk, og den tyder på en europæisk union, hvis værdier er baseret på et sumpet fundament af dobbeltmoral.

Erdogans styre er et totalitært system, som undertrykker politiske modstandere i både Tyrkiet og andre lande. Der er underretninger om, hvordan Erdogan har overvåget sine politiske modstandere i EU-lande, og at de er blevet forsøgt presset til tavshed.

Det er naturligvis dybt uacceptabelt, at man vil true politiske modstandere til tavshed – ikke mindst i lande som angiveligt respekterer de demokratiske spilleregler.

EU’s strudsepolitik må ophøre

EU har en taktik med at stikke hovedet i busken og lade andre ordne de ubehagelige problemstillinger i stedet for selv at tage ansvar.

Men EU er en af verdens største økonomiske og geopolitiske magter, og det kalder på en anden type internationalt engagement og ansvar, end EU sædvanligvis udviser.

Man har bestukket sig til at lade Tyrkiet og Libyen løse flygtningekrisen, men samtidig har man dermed mistet enhver form for moralsk eller politisk autoritet.

Støt FN og vis internationalt ansvar

Hvis EU virkelig mener noget med sine fraser om frihed, fred, demokrati og menneskerettigheder, så burde man steppe op og agere på politisk og moralsk forsvarlig vis. Man burde sætte foden ned over for Tyrkiet – og indføre restriktioner over for Erdogan og det tyrkiske styre.

Det kunne for eksempel være ved fastfryse tyrkiske midler i EU-lande eller indføre indrejseforbud over for højtstående regeringsmedlemmer eller andre støtter af regimet.

EU burde påtage sig et reelt ansvar for både flygtningesituationen og de politiske, økonomiske og sociale kriser, der udspiller sig i landene rundt om Europa.
EU-landene burde spille en langt mere aktiv rolle og bidrage langt mere til at hjælpe FN med at finde holdbare internationale løsninger på en række kriser.

De kan ikke løses ved at lade Erdogan bygge en grænsemur for EU-borgernes skattemidler, som man så kan dukke sig i ly bag.

*Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger, som ikke nødvendigvis repræsenterer redaktionens synspunkter.

INFO: Rina Ronja Kari er medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.