tirsdag , 14 august 2018

EU’s handlingslammelse over for Tyrkiets angreb på Afrin

Af Rina Ronja Kari

EU gør ofte et stort nummer ud af at fremhæve sig selv som forkæmper for fred og menneskerettigheder, men EU har udvist en yderst følgagtig – næsten underdanig – tilgang til Tyrkiets brutale angreb mod kurderne i Afrin. Det er endnu et tydeligt eksempel på, at EU ikke handler om fred og menneskerettigheder, når det virkelig gælder.

Årsagerne til EU’s passivitet er naturligvis, at EU har meget tætte relationer til Tyrkiet, som er en vigtig handelspartner. Dertil kommer ikke mindst EU’s flygtningeaftale med Tyrkiet, hvor EU betaler Tyrkiet flere milliarder årligt, for at de tyrkiske myndigheder tilbageholder syriske flygtninge, så de ikke kan søge asyl i EU-landene.

Ganske vist har EU-Parlamentet vedtaget et ikke-bindende forslag, som henstiller til Tyrkiet om at trække sine tropper tilbage fra Afrin. Men EU-Parlamentets udtalelse er uden nogen reel effekt. Og EU’s udenrigschef Federica Mogherini har i februar udtrykt ”ekstrem bekymring” over Tyrkiets angreb og opfordret til at bakke op om FNs fredsprocesser, men derudover har EU reelt intet foretaget sig. Der er ellers muligheder nok.

EU kunne have udtalt en entydig fordømmelse af Tyrkiets angreb på Afrin og overgreb på den kurdiske civilbefolkning. EU kunne have overvejet sanktioner og et embargo mod Tyrkiet, som modsvar på denne helt uacceptable og ulovlige aggression. EU kunne også have fordømt Erdogans udmelding om, at folk der vil protestere mod angrebet på Afrin, vil betale ”en tung pris”. Altså endnu en klokkeklar undertrykkelse af ytringsfriheden i et til stadighed mere totalitært land.

Men med udsigten til, at Tyrkiet åbner grænserne for de syriske flygtninge, så har EU’s reaktion på alle områder både været mangelfuld og skamfuld. Årsagen er, at EU er hunderæd for, at Tyrkiet vil opsige sin flygtningeaftale. Med denne aftale har EU paradoksalt nok overdraget en lang række trumfer til Tyrkiet, som nu spiller sin hånd på brutal og kynisk vis, velvidende at EU ikke vil reagere. EU fremstår – endnu en gang – både handlingslammet og moralsk kompromitteret.

Tyrkiet har som altid hevet terrorisme-kortet over for kurderne, og har beskyldt USA – og nu også EU – for at støtte kurdiske terrorister. Samtidig bedriver Tyrkiets præsident Erdogan selv, hvad kun kan betegnes som statsterrorisme ved at angribe den kurdiske civilbefolkning. Over 150.000 er drevet på flugt og flere hundrede meldes dræbt som følge af Erdogans politik.

De fleste EU-lande er også med i NATO, og har dermed en militær alliance med NATO-landet Tyrkiet. EU-lande har også solgt våben til Tyrkiet. Ifølge ANF News har den fremtrædende kurdiske politiker Saleh Moslem fra PYD og TEV-DEM udtalt, at Tyrkiet bruger europæiske våben mod befolkningen i Afrin.

EU’s mangel på handling er ikke bare ligegyldig passivitet. Det er et helt bevidst og kalkuleret valg. Når EU ikke reagere på langt skarpere vis over for Tyrkiets overgreb, så må EU-lederne også påtage sig et moralsk og politisk ansvar for ikke at have sagt fra. Det gamle ordsprog om, at ”den der tier samtykker” er sørgeligt aktuelt i denne sag.

*Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger, som ikke nødvendigvis repræsenterer redaktionens synspunkter.

INFO: Af Rina Ronja Kari er medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.