torsdag , 21 februar 2019

FN-rapport: Gaza kan være helt ubeboelig om fem år

Blokade, overbefolkning og elendige økonomiske vilkår kan gøre det umuligt at bo i Gaza i 2020, advarer FN.

De socioøkonomiske forhold i Gaza er på det laveste niveau siden 1967, hvor Israel erobrede territoriet fra Egypten under Seksdageskrigen, skriver FN-agenturet.

I de seneste knap 10 år har Gaza været underlagt en økonomisk blokade fra israelsk side.

Blokaden har forårsaget omfattende skade på Gazas økonomi, produktion og infrastruktur, lyder det i rapporten, som remser op, at det både rammer inden for industri, landbrug, handel og resulterer i akut mangel på råvarer, vand, el og brændstof.

Den israelske blokade betyder, at det er forbudt at eksportere varer fra Gaza, og import er begrænset til kun de mest nødvendige varer.

Fakta om den palæstinensiske enklave:

– Gazastriben har et areal på 362 kvadratkilometer, og ligger klemt inde mellem Israel, Egypten og Middelhavet.

– I Gazastriben bor 1,8 millioner mennesker, svarende til det samlede indbyggertal i København, Københavns Omegn og Nordsjælland.

– I løbet af de seneste seks år har Israel foretaget tre større militæroperationer i Gazastriben.

– Under sidste års krig blev over 2200 palæstinensere dræbt, størstedelen civile, og mere end en halv million blev fordrevet. Krigen kostede også 73 israelere livet, de fleste af dem soldater.

– De israelske militæroperationer under krigen i 2014 ødelagde over 20.000 palæstinensiske hjem, 148 skoler, 15 hospitaler og 45 sundhedscentre.

– Op mod 247 fabrikker og 300 forretninger blev helt eller delvist ødelagt i bombardementet, lige som Gazas eneste kraftværk blev stærkt beskadiget.

– Sidste år havde Gaza en arbejdsløshed på 44 procent, den højeste der nogensinde er registreret.

– 72 procent af alle husholdninger i Gaza oplever fødevareusikkerhed. For 15 år siden var 72.000 palæstinensere helt afhængige af fødevarehjælp fra FN. I maj i år var det tal steget til 868.000.

Kilder: Danmarks Statistik, AFP, UNCTAD