torsdag , 15 november 2018

HDP Støtteplatformen i Danmark: HDP er håbet om en bedre og demokratisk fremtid for hele den tyrkiske befolkning

HDP STØTTEPLATFORMEN I DANMARK- VALGMANIFEST 2018

Til den danske offentlighed!
Undertegnede organisationer erklærer med dette manifest, at vi vil stå sammen med det demokratiske parti HDP (Folkenes Demokratiske Parti) ved det tyrkiske præsident- og parlamentsvalg, der finder sted 24. juni 2018. Undertegnede organisationer, som udgør HDP Støtteplatformen i Danmark, deler den overbevisning, at HDP på trods af massive undertrykkelse fra Erdogans totalitære regime fortsat udgør en reel opposition i det tyrkiske parlament og er kompetent til at sikre, at Tyrkiet bevæger sig i en demokratisk retning.

Som undertegnede organisationer er vi oprigtigt bekymrede for fremtiden i Tyrkiet, hvor Erdogans regime under sin 16-årige magtperiode har forsøgt at eliminere samtlige kritiske røster, der har udtrykt sig imod antidemokratiske handlinger fra dette regime. Med en højre nationalistisk og sunni islamistisk tilgang, der underkender landets etniske og religiøse mangfoldighed nægter Erdogan og hans regime at anerkende eksistensen af den kulturelle, sproglige og religiøse diversitet, som vi anser som Tyrkiets største rigdom.

Udover minoriteter, såsom kurdere, alevitter, assyrer og m.fl., er der i Erdogans nye Tyrkiet ikke plads til miljøaktivister, kritiske fagbevægelser, akademikere, journalister, fredsforkæmpere, LGBT-fortalere, militærnægtere m.fl.  Siden det mislykkede militærkup tilbage i juli 2016 har tusinder af akademikere og statsansatte mistet deres job og lige så mange politiske aktivister, journalister og fagforeningsfolk er sat i fængsel uden en sandfærdig rettergang. HDPs tidligere ledere, medformand Selahattin Demirtas og medforkvinde Figen Yüksekdag, sidder i dag bag tremmer sammen med 7 andre parlamentsmedlemmer, 78 borgermestre og over 11.000 politiske aktive folk, som derved blev frataget retten til at praktisere deres folkevalgte mandat og politik.

Udfaldet af valget den 24. juni vil derfor afgøre, om landet forsat skal leve med Erdogans enmandsdiktatur, eller om der fortsat er et håb for de demokratiske værdier i Tyrkiet. De undertegnede organisationer erklærer med dette manifest vores absolutte støtte og solidaritet med HDP, som efter vores mening udgør håbet om en bedre og demokratisk fremtid for hele den tyrkiske befolkning.

Den svækkede opposition har svært ved at føre valgkampagne som følge af den verserende undtagelsestilstand samt det forhold, at samtlige kritiske medier i landet enten er blevet lukket eller deres redaktion blevet overtaget af regeringsvenlige mediebaroner.  Med begrænsede ressourcer og frihed forsøger oppositionen at holde fast i et håb om at svække Erdogans magt ved valget 24. juni. Undertegnede organisationer, der udgør HDP Støtteplatformen i Danmark, anser det derfor som vores fornemmeste opgave at udvise solidaritet med HDP. Det gør vi blandt andet ved at mobilisere de stemmeberettigede HDP vælgere i Danmark. Vi vil arbejde ihærdigt for at for få folk til at stemme, navnlig de der frygter for deres sikkerhed på grund af Erdogans tilhængers implicitte og eksplicitte forfølgelse her i Danmark.

Vi opfordrer samtlige demokratiske kræfter i Danmark til at udvise solidaritet med HDP ved at være medunderskrivere ved dette manifest. HDP repræsenterer demokratiske værdier i Tyrkiet og har til formål at skabe bedre vilkår for kvinder, unge, børn, arbejdstagere, LGBT-fortalere, minoriteter, kulturelle forskelligheder, landets økonomi og ikke mindst miljøet.

Sammen skal vi vinde!

HDP Støtteplatformen i Danmark

HDP Støtteplatformen i Danmark består af følgende organisationer og listen opdateres løbende:

Halklarin Demokratik Kongresi Danimarka, HDK-DK, (Folkenes Demokratiske Kongres i Danmark)

Danimarka Alevi Dernekleri Federasyonu, DAKF (Sammenslutningen af Alevi Foreningerne i Danmark)

Kurdisk Forum- Det tværpolitiske initiativ

Platformen Kurden Anatoliya Navin li Europa, PKAN-E (Platformen for Anatolske Kurdere i Europa)

Demokratik Isci Dernekleri Federasyonu, DIDF-DK (Sammenslutningen af Demokratiske Arbejdstagerforeninger i Danmark)

Dansk Kurdisk Kulturcenter, DKKC

Seve Danimarka Kürt Kadin Dernegi (Seve Dansk Kurdisk Kvindeforening)

Devrimci Aleviler Birligi, DAB (De Revolutionære Alevitters Union)

Kurdisk National Kongres, KNK repræsentationen i Danmark

Dansk Kurdisk Kulturcenter i Hillerød

Odense Pir Sultan Abdal Kültür Dernegi, OPSAK (Odense Pir Sultan Abdal Kultur Forening)

Foreningen for Kurdiske Akademikere og Studerende, Fokus-a

Sosyalist Yeniden Kurulus Partisi, SYKB (Det Socialistiske Reetablerinsparti)

Randers Alevi Kültür Dernegi (Randers Alevi Kulturcenter)