Hvad står der i de tre internationale aftaler, der er indgået efter Tyrkiets invasion af Syrien?

Hvad står der i de tre internationale aftaler, der er indgået efter Tyrkiets invasion af Syrien? Der er indgået tre internationale aftaler efter Tyrkiets invasion af Nord Øst Syrien. Vi gennemgår indholdet og ser på deres konsekvenser for udviklingen på længere sigt.

Siden Tyrkiets invasion af Nord Øst Syrien er der indgået i hvert fald tre aftaler af betydning for situationen i Syrien og for Nord Øst Syriens muligheder for at kunne påvirke den fremtidige udvikling i landet.

De Syriske Demokratiske Styrkers (SDF) aftale med Assad og Rusland

Få dage efter det tyrkiske angreb indgik SDF en militær aftale med Assad og Rusland, hvorefter regeringssoldater skulle udstationeres langs grænsen for at hævde syrisk suverænitet. Grundprincippet var en enighed om, at sikringen og dermed befrielsen af hele Syriens territorium fra Tyrkisk besættelse eller dominans skulle være et fælles anliggende. For SDF var det af fundamental betydning, at også befrielsen af Afrin – og dermed muligheden for hjemkomst af de over 200 000 kurdiske flygtninge fra Afrin-området – var indbefattet i aftalen. Udstationeringen af regeringssoldater ville dog ikke i første omgang ske i grænsebyerne, hvor Tyrkiet allerede var gået ind. Her måtte SDF selv stå for forsvaret. Under forhandlingerne blev SDF lovet fra både Assads og Ruslands side, at de ville lukke det syriske luftrum, hvilket i den forbindelse ville spille en afgørende rolle for SDF. Den militære aftale omfattede ikke Den Autonome Administration i Nord Øst Syrien, som man ikke fra regimets side ville blande sig i. Rådenes arbejde skulle fortsætte som hidtil.

Den Autonome Administration tilsluttede sig aftalen og understregede, at dens projekt i Syrien ikke var et separatistisk Nord Øst Syrien, men tværtimod udfoldede et demokratisk projekt, der kunne vise sig relevant for udviklingen af en demokratisk model i hele Syrien.

Faktisk havde man i lang tid ført forhandlinger om en sådan aftale, som Rusland længe havde ønsket etableret. Men man kunne ikke blive enige, fordi regimet og Rusland ikke ville gå med til en aftale, før USA havde trukket sine styrker ud.

Aftalen mellem Rusland og Tyrkiet, indgået d. 20. oktober i Sochi

Den aftale, der blev indgået mellem Rusland og Tyrkiet d. 20. oktober i byen Sochi har en helt anden karakter end aftalen mellem SDF, Assad og Rusland.

Her er aftalens 10 punkter:

1. De to parter bekræfter deres vilje til at bevare den politiske enhed og territoriale integritet i Syrien og beskyttelsen af den nationale sikkerhed i Tyrkiet

2. De understreger deres vilje til at bekæmpe terrorismen i alle dens former og manifestationer og til at afbryde separatist dagsordener på det syriske territorium

3. Indenfor denne ramme, vil man bevare den etablerede status quo i det nuværende operation Peace Spring område, der dækker strækningen fra Tel Abyad til Ras al-Ain med en dybde på 32 km (20 miles).

4. Begge sider tilslutter sig betydningen af Adana aftalen. Den russiske Føderation vil facilitere Adana aftalen under de nuværende betingelser.

5. Fra d. 23. oktober 2019 kl. 12 middag, vil det russiske militærpoliti og de syriske grænsevagter træde ind på den syriske side af den tyrkisk-syriske grænse udenfor Operation Peace Spring-området for at bistå fjernelsen af YPG elementer og deres våben til en dybde af 30 km (19 miles) fra den Tyrkisk-Syriske grænse, hvilket skal afsluttes indenfor 150 timer. På det tidspunkt vil fælles russisk-tyrkiske patruljeringer starte både vest og øst for Operation Peace Spring-området i en dybde af 10 km. (6 miles), undtagen ved Qamishli by.

6. Alle YPG elementer og deres våben vil blive fjernet fra Manbij og Tal Rifat

7. Begge sider vil tage de nødvendige forholdsregler for at undgå infiltrationer af terrorist elementer.

8. Der vil blive udfoldet fælles bestræbelser på at lette flygtninges tilbagevenden på en sikker og frivillig måde.

9. En fælles moniterings- og kontrol mekanisme vil blive etableret for at overvåge og koordinere gennemførelsen af dette memorandum

10. De to sider vil fortsætte med at arbejde for at finde en endelig politisk løsning på den syriske konflikt indenfor Astana Mekanismen og vil understøtte aktiviteten i forfatningskommissionen.

I mediet Sputnik er offentliggjort et kort, der viser konsekvenserne af aftalen. Kortet er gengivet og kommenteret i indledningen til denne artikel. Det er imidlertid endnu ikke lykkedes Rusland at indtage hele ”sikkerhedszonen” mellem Tal Abiad og Ras al-ain og der pågår stadigt kampe i området. Der er også fortsat mange civile, der ikke ønsker at flygte og dermed lette den tyrkiske annektion af området. Den syriske hær er stadigt mere til stede i nærheden af zonen.

Vurderingerne af aftalen

Tyrkisk presse har været fuld af lovord over for aftalen. Og umiddelbart ser den også meget negativ ud set fra et Nord og Øst Syrisk synspunkt. Selv om russerne påstår, at aftalen er i overensstemmelse med en hemmelig kommunikation mellem Rusland, Damaskus og kurderne, har SDF da også været kritisk overfor aftalen, som de ikke finder tjener kurdernes interesser. Men de langsigtede konsekvenser kan vise sig helt anderledes end den umiddelbare accept af den tyrkiske invasion.

Man skal især være opmærksom på to vigtige forhold:

Placeringen af SDF-styrker og deres bevæbning omtales ikke. Tilbagetrækningen af YPG omfatter heller ikke noget krav om afvæbning. I de aftaler, som USA og Tyrkiet før invasionen var ved at indgå omkring en patruljering, indgik lignende aftaler om tilbagetrækning, der samtidigt gav ret til opretholdelsen af lokale forsvarsstyrker, der kunne tage vare på den lokale befolknings sikkerhedsinteresser. Sådanne selvforsvarsgrupper har faktisk været oprettet i et meget stort antal lokale kommuner i Nord Øst Syrien.

USAs særlige udsending for Syrien, James Jeffry, har givet følgende karakteristik af den tyrkisk-Russiske aftale: ”Jeg er nødt til at være temmenlig kynisk omkring denne aftale. De vil ikke opnå noget godt med den”.

Der er flere, der mener, at det sidste punkt om en endelig politisk løsning af den syriske konflikt, og støtte til en forfatningskomite, på længere sigt næppe kan tænkes at føre andet med sig end en tilbagetrækning af de tyrkiske styrker – ikke bare fra Nord-Øst-Syrien men også fra Afrin, Shabah og Idlib. Men den proces, der skal føre til denne tilbagetrækning, vil Rusland og Assads regime næppe kunne gennemføre uden støtte fra et nogen lunde intakt SDF, der med sine mindst 70000 veltrænede og veludstyrede styrker repræsenterer en magtfakter i Syrien, der godt kan måle sig med Assads. – I hvert fald så længe, de kan sikre sig nye militære forsyninger. Og det kan de, med den udvikling, der er fulgt i kølvandet af den tredie aftale:

Våbenhvilen mellem SDF og Tyrkiet, som USA formidlede d. 19. oktober

Den tredje aftale vedrører den våbenhvile, som SDF indgik med Tyrkiet lørdag d. 19. oktober, formidlet og garanteret af USA. I modsætning til aftalen mellem Rusland og Tyrkiet, har SDF tilsluttet sig aftalen og vil overholde dens betingelser om tilbagetrækninger. På det tidspunkt var SDF hårdt presset ved Serekaniy, ikke mindst fordi de Tyrkiske styrker og deres lejesoldater i vid udstrækning begyndte at bruge ulovlige våben, herunder hvid forsfor. Selv om Tyrkiet brød våbenhvilen adskillige gange, og forsøgte at hindre tilbagetrækningen af SDF fra Serekaniy, betød aftalen faktisk en nedgang i kampaktiviteterne og medvirkede til, at både SDFs styrker og civilbefolkningen kunne blive evakueret. Der er her næppe tvivl om, at USAs trusler om økonomiske sanktioner mod Tyrkiet, hvis ikke man var tilbageholdende i angrebet og stoppede overgrebene mod den kurdiske befolkning langs grænsen, har været medvirkende ved våbenhvilen. Den slags humanitære hensyn var der kun meget få vestlige politikere eller medier, der fremførte under invasionen af Afrin. Men langt vigtigere for den videre udvikling har det været, at USA og dets præsident – måske under indtryk af Sochi aftalen – i nogen grad har trukket i land, hvad angår deres videre tilstedeværelse i Syrien. Selv om stort set alle amerikanske styrker har trukket sig væk fra det nordlige Syrien, har de i virkeligheden blot omgrupperet sig. De har nemlig ikke trukket sig ud af det Østlige Syrien nede omkring Deir-Ez-Zor, hvor aftalen mellem SDF, Assad og Rusland ikke kom til at gælde. Forsyningerne til SDF vil fortsætte. Det er der formentlig flere grunde til: Dels ønsker USA at afskære en eventuelt genopstået Islamisk Stat fra at få rådighed over de vigtigste oliefelter i Syrien (som under Islamisk Stat var en kilde til indkomst og økonomisk indflydelse, også selv om de syriske olieressourcer ikke spiller den store rolle i et bredere mellemøstligt energiperspektiv), dels ønsker USA at afskære Iran fra at kunne bruge den sydøstlige del af Syrien som korridor for varetagelse af sine interesser i Syrien og Libanon. Som SDFs general Mazlum Abdi har udtrykt det i et interview: ”De tyrkiske angreb fortsætter, og det er Amerikas og præsident Trump’s ansvar. Vores relationer med USA i Øst Syrien fortsætter og vi vil bede dem om at undgå tidligere tiders fejltagelser.” Abdi har nemlig haft en samtale med Trump, hvori han takkede Trump for hans forsøg på at stoppe det tyrkiske angreb. Han angiver, at Trump forsikrede ham, at de amerikanske styrker vil forblive i et længere ikke nærmere defineret tidsrum, idet de vil blive omgrupperet i regionen. De diskuterede de næste trin og hvordan de to parter kunne samarbejde, i særlig grad om den proces, der skal føre til nedkæmpelse af sovende Islamisk Stat-celler. Og han tilføjer: ”Ingen enkelt magt kan finde en løsning for Syrien. Den amerikanske tilstedeværelse vil være effektiv for at finde en politisk løsning og præsident Trump har bekræftet det.”

Kurdernes og SDFs styrkeforhold i forhold til Assad og Rusland

Her tænker Abdi tydeligvis ikke mindst på det forhold, at Forfatningskommissionen for Syrien nu føres tilbage i FN-regi, der vil foregå i Geneve. Dermed håber kurderne på at få større opbakning bag deres interesser, også selv om udspillet til forfatningskommissionens arbejde har ligget i samarbejdet mellem Rusland, Tyrkiet og Iran under Astana-processen. Mazlum Abdi blev lørdag d. 26. oktober inviteret til Damaskus for nærmere forhandlinger med Assad-styret.

Det er tydeligt, at denne udvikling afspejler et internt kompromis i den amerikanske administration, der muliggør en fortsat indsat mod en genopblussen af Islamisk Stat, som samtidigt kan tage brodden af det åbenlyse svigt af kurderne som USAs afgørende allierede i denne kamp – og at USA vel at mærke kan udfolde denne indsats i en tilpas afstand fra NATO-partneren Tyrkiet. For SDF og kurderne er det imidlertid afgørende, at det kan stadfæste en militær og politisk styrke i det østlige Syrien, der ikke umiddelbart lader sig løbe over ende gennem en form for afvæbning eller militær underlægges internt i Syrien, men tværtimod kan vise sig som en nødvendig fordel for både for Assad og Rusland i bestræbelserne på at få skabt en varig løsning for et fremtidigt Syrien. Når det kommer til stykket, er det formentlig kun Tyrkiet, der har interesse i at fastholde den fortsatte konflikt i Syrien som grundlag for sine ekspansionsdrømme.