torsdag , 18 oktober 2018

Hvilke russisk-tyrkiske aftaler har ført til besættelsen af Afrin?

Hvordan blev fjendtlighederne imellem Rusland og Tyrkiet pludseligt til et venskab?

Aggressionerne var aldrig begrænset til et nedskudt russisk fly – Tyrkiet har omtalt Rusland som et NATO-problem og lader til at ville eskalere konflikten. Rusland har indført økonomisk blokade og har afdækket Tyrkiets forhold i Syrien. De udviklinger lader til at have tilskyndet Tyrkiet til at opnå forsoning, selvom Erdogan, da et russisk fly blev nedskudt, udtalte at ”om nødvendigt vil vi gøre det igen.”

Tyrkiet har ikke opnået sit mål om at afskære kurderne fra ”NATO” og USA. Særligt i Syrien er der blevet gjort en indsats for at vende den internationale koalition imod kurderne og Folkets Forsvarsenheder (YPG). Den tyrkiske stats fjendtligheder overfor kurderne har nået et afgørende punkt. I Irak findes der nu en kurdisk entitet. Hvis en tilsvarende entitet fandtes i Syrien ville det lede til en genoplivelse i Tyrkiet som staten ikke ville være i stand til at modstå. Derfor har det været nødvendigt at fjerne kurderne fra ligningen uanset omkostningerne. Til det formål har Tyrkiet modtaget tusinder af syriske flygtninge og er begyndt at bruge det til at ligge pres på europæiske nationer. Samtidigt har Tyrkiet støttet terrorgrupper såsom Da’esh og al-Nusra Fronten såvel som at bevæbne grupper af fortrængte arabere og vende dem mod kurderne.

USA og den internationale alliance er fuldt ud bevidste om de tyrkiske alliancer og relationer i Syrien, og Tyrkiet blev ikke betragtet som troværdige samarbejdspartnere i krigen. Da Tyrkiet så at man ikke ville få støtte til at bekæmpe kurderne fra vestlige lande (Europa og USA) begyndte man at fokusere på forholdet til Rusland. Det er velkendt, at der er konkurrence og konflikt imellem USA og Rusland i regionen – at begge forsøger at cementere sin indflydelse i Syrien. Erdogan udnyttede denne tilstand og har gennemført hemmelige og offentlige aftaler med Rusland, som kommer til at påvirke Tyrkiets fremtid. Resultaterne af de aftaler blev klarlagt med besættelsen af Afrin. For det er tydeligt, at hvad der foregår i Afrin ikke bare er en besættelse, men også et folkemord – et offentligt folkemord under internationale konventioner. Hvad skete der indtil Rusland sluttede sig til folkemordet? Hvad er Ruslands interesser og aftaler, hvad har de fået af Erdogan?

Tyrkiet har udmeldt at de vil indkøbe S-400 missilsystemer fra Rusland og har bekræftet at handlen er færdigt aftalt. Disse missiler er ikke kompatible med NATOs våbensystemer som Tyrkiet ellers bruger, og det siges derfor, at de indkøbte våbensystemer ikke vil være effektive.

Med denne aftale søger Tyrkiet at lægge pres på Vesten samtidigt med at man bestikker Rusland. Så vidt vi ved indkøber Tyrkiet russiske våben for mellem 6 og 7 milliarder dollars. Med andre ord ”forlader” Tyrkiet ikke NATO men fortsætter alligevel med hemmelige våbenindkøb. Ét af de praktiske aspekter af de aftaler er at Tyrkiet støtter ethvert russisk initiativ i Kaukasus-området – Rusland står overfor komplekse udfordringer i Armenien og Aserbajdsjan og Tyrkiet vil derfor henstille sig til Ruslands målsætninger.

Et andet vigtigt aspekt af alliancen mellem Tyrkiet og Rusland er, at Tyrkiet hurtigst muligt vil bygge relationer til Syrien og sende en repræsentant til Damaskus. Vigtigere endnu, så vil Tyrkiet stoppe efterretningssamarbejdet med USA i tråd med de russiske krav. Det betyder, at Rusland vil være bekendt med amerikanernes bevægelser i den tyrkiske base i Incirlik og Tyrkiet vil garantere at russerne kan etablere militærbaser for at kontrollere hændelserne i Incirlik. Russerne vil også etablere en særlig overvågningskommité for at følge med i amerikanske bevægelser i Tyrkiet. Alt dette vil blive udført i samarbejde med Tyrkiet.

Som det står klart, er Afrin blevet offer for tyrkisk-russiske interesser, mens USA og NATO har overværet alle disse aftaler og massakrer. Men Afrin bliver ikke det sidste. Tværtimod har Tyrkiet, som har ryggen mod sine aftaler med Rusland, nu også truet USA og krævet at amerikanerne trækker sig fra Manbij. Tyrkiet råber og skriger om at amerikanerne skal helt ud af Syrien og afskære samarbejdet med kurderne. Har Tyrkiet magten til at bakke op om sine trusler? Selvfølgelig ikke. Tyrkiets intentioner står klart: at eskalere fjendtlighederne mod kurderne og involvere hele regionen i de fjendtligheder så kurderne er forhindret i at etablere en entitet i området. Derfor har man indgået aftaler med Rusland, som er notorisk uforudsigelige.

Tyrkiet har indlemmet sig i en konflikt mellem verdensmagter om regionen og prisen kommer til at være stor. Vil Erdogan og Pahagli forblive ved magten for evigt? Kommer Tyrkiet til at overholde sine aftaler med Syrien? Vil  USA og Europa forblive stille omkring disse alliancer? Svarene på de spørgsmål kommer til at have direkte indflydelse på udviklingerne på lokalt og internationalt niveau.

Rusland har vist, at de ikke fører en politik som er en supermagt værdig. Staten Rusland har ofret kurderne for at vinde støtte fra en racistisk og folkemorderisk stat som den tyrkiske. Der var mulighed for forskellige indgangsvinkler, men man valgte at bebyrde kurderne med den høje pris for konflikt i Mellemøsten og resten af verden og deltog i at fortrænge og fordrive kurderne fra deres land. Men denne strategi har ikke formået at videreføre Ruslands tilstedeværelse og relationer i Mellemøsten. Uanset hvilken demagogisk retorik der føres, uanset hvordan de forsøger at anklage og kriminalisere kurderne, så vil de ikke være i stand til at gemme og benægte sin rolle som en del af folkemordet på kurderne.

Tyrkiet hovedmål i Syrien er kurderne. Ruslands mål er USA og dets allierede. Der er ingen tvivl om at den russisk-tyrkiske alliance ikke er begrænset til Mellemøsten men at den også kommer til at påvirke udviklingen i resten af verden. Andre vil forsøge at styrke sig selv og sine alliancer derefter.

Skrevet af Zaki Akıl, første gang udgivet i ANHA.