onsdag , 26 juni 2019

Ibrahim Benli – folketingskandidat

Af Ibrahim Benli – Enhedslistens folketingskandidat Københavns Omegn 

Som folketingskandidat for Enhedslisten i Københavns Omegn Storkreds går jeg tilvalg på, at vi skal arbejde hårdt på at overlevere en grøn og bæredygtig klode til vores børn og kommende generationer. 

Derudover går jeg til valg på, at vi skal have flere hænder i vores skoler, i daginstitutioner, ældrepleje og på hospitalerne. Ligeledes skal vi som det første afskaffe fattigdomsydelserne, der tvinger tusinder af familier og børn til at leve under urimelige livsvilkår. Endvidere skal vi stå sammen mod en uanstændig politik mod flygtninge og minoritetsgrupper i Danmark.

For at vi kunne gøre ovennævnte, skal vi den 5. juni til stemmeurnerne. Bor du i en af disse kommuner, kan du stemme personligt på mig, således at jeg kan blive din stemme i Folketinget. 

Der er tale om følgende kommuner: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje Taastrup, Ishøj, Lyngby- Taarbæk, Rødovre og Vallensbæk.

Med din stemme vil jeg blive en del af Enhedslistens stærke folketingshold, der skal sikre en grøn, solidarisk og anstændig politik i dette land. Sammen skal vi bane vejen for et politisk kursskifte og en ny retning, der prioriterer investeringer i vores velfærd frem for skatterabatter til eliten. En retning, der prioriterer kloden og grøn omstilling. 

Og endelig en retning, der skal sikre plads til mangfoldighed og forskellighed og vil bekæmpe had og racisme.

God valgkamp derude!

Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.