Interview med Fatih Baran – Spidskandidat for Enhedslisten i Brøndby

Interview med Fatih Baran – Spidskandidat for Enhedslisten i Brøndby

Nudem har interviewet Fatih Baran for Enhedslisten i forbindelse med kommunalvalget, der finder sted den 18. november 2025. Vi har blandt andet spurgt ham om, hvilke mærkesager han vil kæmpe for.

KAN DU FORTÆLLE OM DIG SELV?

Mit navn er Fatih Baran, jeg er folkeskolelærer og bor i Brøndby, hvor jeg har levet det meste af mit voksne liv. Jeg kom til Danmark som 22-årig og har siden skabt mit liv og min familie her.

Jeg har arbejdet som skolelærer i snart 18 år og underviser i samfundsfag, historie, religion, natur/teknologi, håndværk og design samt billedkunst.
Jeg brænder for, at skolen skal være et sted, hvor alle børn kan trives og udvikle sig – både fagligt og menneskeligt.

Derfor har jeg blandt andet været med til at kæmpe for at indføre et kreaværksted på min skole – et frirum, hvor elever, der har brug for en pause fra det boglige, kan finde ro, udfolde deres kreativitet og få fornyet energi til læring.
For mig handler det om at skabe en skole med plads til alle – uanset forudsætninger, baggrund eller temperament.

Siden 2021 har jeg siddet i kommunalbestyrelsen for Enhedslisten, hvor jeg sidder i Kulturudvalget og Social- og Sundhedsudvalget.

Jeg stiller op som spidskandidat ved kommunalvalget i 2025, fordi jeg tror på et Brøndby med fællesskab, solidaritet og grøn retfærdighed – en kommune, hvor mennesket, naturen og velfærden altid kommer før profit.

Jeg er gift og far til to børn. Ved siden af mit politiske arbejde har jeg i over ti år været aktiv i civilsamfundet – både som foreningsformand og som en del af lokale sociale og kulturelle fællesskaber.
For mig handler politik om at tage ansvar, stå ved sine værdier og skabe konkrete forbedringer i menneskers hverdag.

HVAD ER DINE MÆRKESAGER?

Velfærd før besparelser

Jeg vil kæmpe for, at Brøndby sætter mennesker før økonomiske hensyn. Der skal være tid til omsorg, faglighed og livskvalitet i både folkeskolen, ældreplejen og den sociale indsats. Ingen skal stå alene.

En stærk folkeskole med plads til alle

Folkeskolen er hjertet i vores lokalsamfund. Vi skal have flere voksne i skolen, mere tid til forberedelse, mindre testpres og plads til kreativitet og håndværk.
Alle børn skal mødes af høje forventninger og ægte lige muligheder – uanset baggrund.

Boliger til alle – ikke kun til dem med råd

Et trygt hjem er en menneskeret. Jeg vil arbejde for flere almene boliger, lavere huslejer og grønne renoveringer uden tvangsflytninger.
Kommunen skal stille krav om, at mindst halvdelen af nybyggeri er almene boliger.

Solidaritet, lighed og fællesskab

Brøndby skal være en kommune, hvor der er plads til alle – uanset baggrund, tro, køn eller økonomi. Jeg vil bekæmpe ulighed, racisme og diskrimination, og styrke de fællesskaber, der binder os sammen.
Solidaritet betyder, at vi løfter i flok – ingen skal efterlades på perronen.

Et rigt og aktivt kulturliv

Kultur er ikke en luksus, men en del af det gode liv. Vi skal støtte lokale initiativer, foreninger og kulturhuse, der skaber mødesteder på tværs af alder og baggrund.

En grøn og retfærdig fremtid. Den grønne omstilling skal gå hånd i hånd med social retfærdighed.
Vi skal beskytte naturen, reducere forureningen og skabe grønne arbejdspladser – uden at lade regningen ende hos dem, der i forvejen har mindst.

HVORDAN VIL DU ARBEJDE FOR EN GRØN KOMMUNE?

Jeg vil have, at Brøndby går forrest i den grønne omstilling – men på en måde, hvor alle kan være med.
Det betyder, at vi skal tænke klima og natur ind i alle kommunens beslutninger:
flere cykelstier, elbusser, solceller på kommunale bygninger og grønne gårdmiljøer.
Vi skal plante flere træer, bevare vores grønne områder og gøre parker og naturområder vildere og mere biodiversitetsvenlige.

Men for mig handler grøn politik ikke kun om klima – det handler også om mennesker.
Når vi isolerer boliger, udbygger fjernvarme og investerer i bæredygtig energi, skal vi samtidig skabe lokale arbejdspladser, lavere energiregninger og bedre trivsel.

Den grønne omstilling skal løfte alle – ikke skubbe nogen ud.
Et grønt Brøndby er også et solidarisk og socialt retfærdigt Brøndby. ❤️💚✌️

INFO: Fatih Baran – Spidskandidat for Enhedslisten i Brøndby. Sidder i Kulturudvalget og Social- og Sundhedsudvalget.

Danmark NYHEDER PORTRÆT