onsdag , 16 august 2017

Interview: PKK’s indflydelse i Rojava

Medformand for Kurdistan Communities Union (KCK), Cemil Bayik, som er fungerende medleder for PKK og dets politiske og militære gren fortæller i et interview til nyhedsbureauet Firatnews om PKK’s indflydelse i Rojava og anklager herom.

“Tyrkiet råber hele tiden vagt i gevær overfor det internationale samfund om, at PKK er meget indflydelsesrig i Rojava. For kort tid siden var det Barzani, der også begyndt at sige det og havde tilføjet: ’Vi bestræber os for at overtale verdensamfundet til at se det’. Hvad er hensigtet med disse udtalelser? Hvad er formålet? At ramme PKK? Eller er det kurdernes og de demokratiske styrkers fremgang i Rojava og Syrien?”

Öcalans indlydelse i Syrien er ideologisk

Det er velkendt, at den kurdiske folkeleder Abdullah Öcalan personligt har ført politik iblandt kurdere i Rojava og Syrien i godt 20 år. Det var ikke sådan en overfladisk politik han førte. I de 20 år, hvor han var i Rojava, var han i kontakt med næsten alle familier og alle fremtrædende personer i det kurdiske samfund i Syrien. Det er ikke nogen hemmelighed, at Abdullah Öcalan har haft en stor indflydelse i det kurdiske samfund i Rojava. Det er en realitet, som vi ikke kan benægte, og verdenssamfundet kan heller ikke overse denne realitet. Det kurdiske samfund i Rojava har haft kendskab og været i kontakt med den kurdiske frihedskamp og Abdullah Öcalans doktriner over mange år. I modstandskampen mod det tyrkiske besættelsesmagter i Nordkurdistan (Sydøstlige Tyrkiet) har tusindvis unge kurdere fra Rojava mistet deres liv. Det er også en realitet, som ikke er til at overse. Men at forbinde den nuværende revolutionen i Rojava direkte med PKK og at betegne den som en revolution, hvilken PKK står bag er ikke rigtigt. Dem der betegner denne revolution på denne måde, har heller ikke gode hensigter.

Kurdere i Rojava er historisk og kulturelt set meget tæt forbundet med kurdere i Nordkurdistan. Flere af de kurdiske byer i Rojava er i virkeligheden en bydel af de kurdiske byer på den anden side af grænsen og omvendt. (Grænselinjen mellem Tyrkiet og Syrien som blev trukket efter 1. verdenskrig har delt mange byer og landsbyer i to dele. Flere steder blev bydelene afskåret fra hinanden og siden blev de byer for sig selv i to forskellige lande. Fx Nusaybin(Tyrkiet)-Qamishlo(Syrien), Suruc(Tyrkiet)-Kobani(Syrien) osv.) Det er jo et og det samme folk og i nogle tilfælde endda medlemmer fra samme familier, der lever hver på sin side af grænsen. Dette medvirker, at situationen på ene side påvirker den anden side af grænsen.

Det er klart, at Abdullah Öcalans politiske linje og hans doktriner har haft sin indflydelse i Rojava. Man kan ikke benægte det. Man kan jo ikke trække en grænselinje over ideologier. Abdullah Öcalan har sin ideologiske linje. På den måde, kan vi sige at kurdere i Rojava har accepteret Öcalans politiske linje og dermed blevet påvirket af den. Idet revolution i Rojava spirede, har den været under indflydelse af Öcalans politiske linje, hans tanker og projekt. Kurdernes tilgang til revolutionen i Rojava og PKK ideologiske tilgang er jo sprunget fra samme ideologiske ophav, nemlig Abdullah Öcalan. Det er en realitet, og det er ikke en hemmelig for verdenssamfundet.

Når man kigger nærmere på de politiske organisationer, der står bag revolutionen i Rojava som PYD, TEV-DEM og om, hvorvidt de har en direkte forbindelse med PKK, kan man se, at der er tale om selvstændige politiske organisationer dannet og formed under krigens og revolutionens omstændigheder i Rojava. Deres historie og organisatoriske opbnygning og deres afspejling i samfundet er anderledes end PKKs. De har deres politiske opbygning og de har deres militær styrker. Der er PYD, YPG og YPJ, og de styrer sig selv.

KDP’s udtalelser er ikke etiske

Men når KDP og deres leder Barzanis udtaler sig om, at PKK skulle være aktiv og have indflydelse i Rojava er uetisk, og som man ikke forventer at høre fra et kurdisk parti. Motivationen for disse udtalelser er naturligvis at forbinde revolution i Rojava med PKK, som står på USA’s og EU’s terrorliste. På den måde håber de, at verdenssamfundet ikke anerkender og modarbejder revolutionen og dermed styret i Rojava. Dette vil følgeligt skabe et politisk tomrum i området, som de de kan benytte og siden overtage hele Rojava. Det er en billig og simpel politik at føre. Det er klart, at sådan en hændelse vil ikke gavne nogen. Som et kurdisk parti burde man ikke føre sådan en politik. Tyrkiet fører den samme politik, de argumenterer med at PKK har indflydelse i Rojava, men deres hensigt og mål er at ødelægge alt det, som kurderne og de demokratiske styrker har opnået i Syrien. Tyrkiet ville føre den samme politik overfor Rojava, hvis det nu ikke var PYD og YPG/YPJ men et helt andet kurdiske styrke i området. De vil ikke have, at kurdere kan opnå en status i området. De har med deres egne ord sagt, at de ikke vil begå den samme fejl overfor Rojava, som de gjorde overfor Nordirak, dermed lade kurderne få status i området. KDP og Barzani er udmærket klar over Tyrkiets hensigt ift. Rojava. Det den tyrkiske stat gør er ren og skær fjendtlighed over kurdere. De ønsker ikke, at kurderne skal opnå noget som helst i området.

Kurdere i Sydkurdistan(Nordirak) og deres organisationer har kæmpet i årevis for at opnå deres nuværende status. Men alle ved at selve deres eksisteren er sikret ved PKK’s tilstedeværelse i området. Hvis ikke PKK var i området ville styret blive angrebet og elimineret. Mobiliseringen blandt folket og deres organisationer i Sydkurdistan ville ikke række til at opretholde styret, hvis det ikke var PKK’s effekt på det. PKK’s kamp i Sydkurdistan, Rojava og den politik det fører i den internationale platform har spillet en vigtige rolle i bevarelsen af den status, man har opnået i Sydkurdistan. Den frygt som PKK vækker hos den tyrkiske stat, frygten for en revolution i landet gør at, Tyrkiet vælger at før en venlig politik overfor styret i Sydkurdistan og dermed eksistensen af det.

Tyrkisk politik er ren og skær fjendtlighed overfor kurderne

Når man kigger på sagen fra den vinkel, ved alle i Europa og USA, at Tyrkiets fjendtlige politik overfor Rojava revolutionen skyldes i bund og grund landets kurdiskfjendtlige politik. Sagen handler ikke om PKK. Det ved KDP også. KDP prøver at drive Tyrkiets kurdiskfjendtlige politik til sin fordel og opnå nytte af den. Der er ikke tale om fornuftsbaseret politik her. Tyrkiets ene alene bekymring er kurdernes fremgang i området. Det handler om det kurdiske folks fremgang og ikke andet. Idet landet nægter at løse sine problemer med sin kurdiske befolkning ved øget demokratisering, frygter de at det kurderne opnår udenfor deres grænser vil have sin inflydelse på kurdere i Tyrkiet. De frygter, at revolutionen i Rojava bliver et forbillede for de kurdere der lever indenfor de tyrkiske grænser. Det er deres største frygt. Er det ikke derfor, at Tyrkiet bliver ved med at sige, at Kobani tilhører araberne og kalder byen ’Ayn-el-Arab’ (byens officielle navn i Syrien), som om at PYD skulle nægter og forfølge den arabiske befolkning i Rojava. Var deres begrundelse til invasionen af syrisk territorium ved Cerablus ikke det, at byen Minbic tilhørte araberne, og at de vil befrie byen fra kurdere. Med denne begrundelse tror de, at de kan snyde og tiltrække araberne på deres side. De tror de kan snyde hele verden.

Alene det at de påstår, at området ikke tilhører kurdere, men arabere viser, at deres inderlige formål er at angribe kurdere og ikke en bestemt kurdisk organisation. Den organisation som de vil bruge som begrundelse til gå i angreb kan ligeså godt hedde PKK eller noget helt andet. Landet nægter til stadighed at acceptere kurdernes eksistens inden for egne grænser. Hvis det kurdiske problem i Tyrkiet nu var løst og kurdernes eksistens og rettigheder anerkendt, kunne man forstå sådan en politik rettet mod en bestemt organisation.

Öcalans projekt er ikke kun for kurdere

Det er unødvendigt at beskrive, hvem der står bag Rojava revolutionen. Folket i Rojava råber det højt foran hele verden, at de følger Abdullah Öcalans politiske linje. De løfter billeder af Öcalan hver gang, der marcheres. Ja, der er en ideologisk tæthed mellem PKK og Rojava revolutionen. Man kan jo ikke trække en grænselinje over ideologier. Selv sydafrikanere kan vælge at følge Abdullah Öcalans politiske linje. De diskuterer sådan set også det konføderale styresystem. Det demokratiske projekt, som Abdullah Öcalan har lanceret, er ikke kun tiltænkt kurdere. Det er et projekt, som er baseret på det demokratiske samfund, det er et frihedsprojekt. Dette projekt vil løse alle de mellemøstlige folkeslags konflikter og ikke kun kurdernes. Det er også en løsning for Irak og Sydkurdistan. Det at PKK viderefører projektet og vil som formål fuldføre det kan ikke forhindre andre bevægelser og styre at vedtage det samme og løse deres problemer ved det.