torsdag , 19 oktober 2017

Krisehåndtering i familier

Af Ahmet Demir

I denne artikel vil jeg fokusere på krisehåndtering i familier med fokus på familier fra etniske minoriteter.

I nogle familier er især forældrene chokerede over, at myndighederne blander sig i familiens anliggender. Chokreaktionen kan skyldes, at de ikke har tilstrækkelig viden om, at myndighederne her i landet kan få bekymringsskrivelser og underretninger fra institutionerne, og at kommunerne ifølge serviceloven inden for kort tid skal reagere på disse.

Min artikel skal belyse myndighedernes baggrund for at blande sig, hvad hensigten er, og hvordan samarbejdet kan forbedres i forhold til børns og unges trivsel og tarv.

Hvad kan en underretning handle om?

Underretninger kan sendes af alle med viden om, at børn og unge mistrives, men skoler og pædagogiske institutioner som vuggestue, børnehave, sfo, klubber mfl. har skærpet underretningspligt. I forbindelse med den daglige kontakt med børn og unge kan de fx observere følgende:

  • Børn/unge, der siger: “… jeg er bange for min far/mor… de slår mig… de råber og skriger altid…”, “Jeg bliver slået derhjemme”.
  • Voldsomme konflikter i hjemmet der ofte munder ud i voldelige handlinger mellem forældrene eller andre familiemedlemmer eller mod børnene.
  • Omsorgssvigt, hvor forældrene ikke tager ansvar og fx ikke sørger for, at deres børn passer deres skole, læge, tandlæge og anden sundhedskontrol.
  • Tvangsægteskaber.
  • Forældrene er afhængige af eller misbruger stoffer, så de ikke kan tage vare på børnene.
  • Psykisk syge forældre, der ikke magter at passe børnene.
  • Børnene går i stå i deres personlige udvikling, fx isolerer de sig fra deres jævnaldrende og viser i stigende grad angst for den mindste reaktion på at tale højt eller ved fysisk kontakt. Når fagfolk undersøger, hvorfor de er gået i stå, viser det sig, at en del børn og unge mistrives derhjemme.

Bl.a. ovenstående oplevelser og observationer får almindelige borgere eller fagfolk til at kontakte de sociale myndigheder.

Kommunen tager vores børn og unge fra os

Når sociale myndigheder, fx kommunernes børn og familie-grupper, får henvendelser, reagerer de inden for kort tid ved at tage kontakt til familien. I etniske minoritetsfamilier kan reaktionen være:

  • Angst over, at kommunen kommer ind i deres familie. De forstår ikke, hvem der har kontaktet kommunen, og forældrene benægter alt og bebrejder de sociale myndigheder noget i denne retning: “… de er racister… de er kun ude på at ødelægge minoritetsfamilier, de forstår ikke vores kultur, familieliv og opdragelse… de er ude på at gøre vores børn danske… jeg/vi forstår ikke, at kommunen og sociale myndigheder blander sig i vores familieliv…”
  • Børn og unge bliver klemt som lus mellem to negle. Nå de sociale myndigheder kommer ind i deres familie, bliver mange børn og unge bange, fordi forældrene beskylder dem for at have inviteret kommunen ind i familien. Forældrene kan fx sige: “… okay, nu har du fået din vilje… du tror, du bliver et bedre menneske af at invitere kommunen til at blande sig og styre vores familie… de kan tage dig fra os… så kan kommunen være dine forældre…”. Det er psykisk vold mod børnene.
  • Myndighederne kan også være i tvivl, hvis familien reagerer voldsomt på kommunens indblanding. Det kan være svært at finde hoved og hale i familiens reaktion på myndighedernes kontakt og opfordring til samarbejde i forhold til familiens børn og unge.

Når sociale myndigheder kontakter familier på baggrund af underretninger, er hensigten hverken at ødelægge familien eller fjerne børnene. Primært er hensigten at undersøge, hvad der aktuelt sker i forhold til børn og unge og sikre deres trivsel derhjemme. Ingen former for vold mod børnene kan accepteres. De sociale myndigheder taler med børnene og forhører sig hos fagfolkene omkring det enkelte barn, og ud fra en konkret vurdering samarbejder man med familien om støtteforanstaltninger, der skal skabe sikkerhed og tryghed for børns og unges trivsel.

Kommunen vil samarbejde med forældrene for at styrke børns og unges trivsel

Foranstaltningerne kan være at tilbyde familien råd og vejledning eller familiebehandling, men hvis underretningerne, myndighedernes kontakt med forældrene og tilbagemeldinger fra fagfolk viser, at der er grundlag for bekymring for børns og unges trivsel, sætter kommunen en § 50-undersøgelse i gang.

Denne undersøgelse skal give en bred og dyb viden om børn, unge og familie, så den beskriver forskellige udfordringer og munder ud i en handleplan.

Handleplanen peger på lokale initiativer, så familiens børn og unge bliver i lokalmiljøet. Initiativerne tilrettelægges ud fra børnenes behov og støtter forældrene, så de kan støtte deres børn og unge.

Ud fra mit mangeårige kendskab til sociale myndigheders støtte til familier kan jeg sige, at hensigten ikke er at gøre minoritetsfamilier danske eller blande sig i deres privatliv.

Når familierne chokeres over kommunens henvendelse, er det ofte fordi, deres oprindelige lands myndigheder aldrig blander sig i familiers indre anliggender, og forældre, der udøver vold mod deres børn og unge, mener, det er helt legalt.

Her i landet er det slet ikke til diskussion, hvad forældre kan gøre og tillade sig. Fokus er på børns og unges retssikkerhed, som på ingen måde må krænkes.

Kommunernes mål er at samarbejde med forældrene for at skabe bedre vilkår for børn og unge, enten med lokale foranstaltninger som råd og vejledning eller familiebehandling til familien.

Hvis samarbejdet med forældrene og § 50-undersøgelsen peger på en anbringelse, vil de kommunale myndigheder arbejde på en frivillig anbringelse, men hvis vurderingen peger på, at forældrene tilsidesætter børnenes tarv, kan myndighederne vælge at anbringe børnene uden for hjemmet.

Når myndigheder kontakter familier på baggrund af underretninger, anbefaler jeg familien at gøre følgende:

  • I stedet for at bruge en masse energi på at gøre modstand mod myndighederne, skal de hellere samarbejde fra starten.
  • Spørg ind til myndighedernes bekymring, og hvad de har af tilbud til familien.
  • Tag mod kommunens tilbud og foranstaltninger.
  • Erkend, at der er brug for professionel støtte for at gøre det godt for børnene.
  • Samarbejd med myndighederne om deres tilbud til familien.

Mine anbefalinger til sociale myndigheder, der skal kontakte familier med anden etnisk baggrund:

  • Præciser helt fra starten, hvorfor I kontakter familien.
  • Præciser, hvad myndighederne vil foretage sig i forbindelse med underretningen.
  • Skaf den rette ekspertise i forhold til familien, det kan være kompliceret at forstå deres tænkemåde, relationer, opdragelsesmetoder og idealer.
  • Husk at ikke mindst flygtningefamilier fra deres hjemlande kan have frygtet myndighederne. Den oplevelse kommer straks i spil og er en væsentlig barriere mellem familien og myndighederne.
  • Hav en klar kommunikation, undlad fx at bruge familiemedlemmer som tolk, men brug en professionel tolk, som ikke er fra lokalmiljøet. Det vil have negativ indflydelse, hvis tolk og familie kender hinanden fra lokalmiljøet, og det vil være en væsentlig barriere i samarbejdet mellem myndigheder og familie.

Det er muligt, at nogle forældre oplever, at sociale myndigheder og fagfolk ikke finder det rette støttetilbud til deres børn og unge, men mine erfaringer med støttekrævende børn og unge er, at det bedste resultat opnås ved konstruktiv dialog mellem parterne.

Jeg vil opfordre forældre og myndigheder til at samarbejde i forhold til børn og unge, som har brug for særlig støtte for at blive en del af fællesskabet og udvikle personlige, sociale, kulturelle og faglige kompetencer.

*Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger, som ikke nødvendigvis repræsenterer redaktionens synspunkter.

INFO: Ahmet Demir er socialkonsulent og arbejder med børne-, unge- og familiesager i form af bl.a. familierådgivning og konfliktmægling.