torsdag , 21 februar 2019

Lad ikke Rojava blive et nyt Yemen

Af Rojava-Alliancen

Med nyheden om Trump-regeringens plan om at trække sine tropper ud af Syrien samt med foruroligende ny dokumentation, der beviser Tyrkiets krigsforbrydelser i Afrin, skriver vi hermed for at advare om alvorlige konsekvenser, i fald Tyrkiet som lovet angriber Rojava (den kurdiske region i Nordøstsyrien) øst for floden Eufrat. Tyrkiet fremstår stålsat på at angribe, uanset om amerikanske tropper er stationeret i regionen eller ej.

Den 12. december holdt Erdogan en tale, hvor han sagde, at en tyrkisk offensiv er nært forestående. Hertil svarede Pentagon, at en sådan ensidig afgørelse ville være uacceptabel, men USA har tidligere advaret Tyrkiet på lignende vis uden reelle konsekvenser. Tyrkiet har allerede signaleret deres intentioner ved at sigte efter civile ved grænsen samt ved at bombe kurdiske områder i Irak – inkl. Makhmour flygtningelejr og Shingal-bjerget, hvor det forfulgte folk, yazidierne, bor.

For et år siden krydsede Tyrkiet grænsen ind i Syrien – helt umotiveret – for at invadere og besætte Afrin. Dertil fordrev de Afrins kurdiske borgere, plyndrede og konfiskerede deres ejendom, tog gidsler, og erstattede befolkningen med jihadister og arabere fra andre dele af Syrien – en demografisk forandring, der svarer til etnisk udrensning. USA ignorerede de kurdiske appeller om hjælp – på trods af den amerikanske koalitions afhængighed af Rojava og den kurdisk-ledede Syrian Democratic Forces (SDF) til at nedkæmpe ISIS. Nu hvor Trump-regeringen siger, at den vil tilbagetrække sine tropper, opfordrer vi alle i Danmark til at tale kurdernes og kvinderevolutionens sag mhp. at forhindre, at forræderiet fortsætter, og at Rojavas ekstraordinære – men skrøbelige – demokrati ikke bliver truet. Det er livsvigtigt, at Danmark og Europa træder i karakter i denne sag, fordi:

1) Rojava er den eneste demokratiske del af Syrien – baseret på sekulære, feministiske og økologiske principper.

2) Rojavas værdier modsætter sig fundamentalisme og diktatur.

3) Rojavas pluralisme og føderalistiske vision for Syriens fremtid er et forbillede for hele regionen, ligesom kurdernes integration af andre etniciteter og kvinder i samfundet.

4) SDF har konsekvent bevist at være den eneste troværdige allierede i krigen mod ISIS. Nu, da de næsten har færdiggjort arbejdet med dette, og lidt enorme tab, er det livsvigtigt, at vi viser vores moralske pligt overfor dét folk, der bekæmpede ISIS gennem at hjælpe dem ved at realisere en fredelig sameksistens med alle regionale magter.

I stedet for at svigte Rojava, må Danmark og Europa forpligte sig til at yde Rojava økonomisk og politisk – så vel som militær – assistance, og bør lægge al mulig pres på Tyrkiet mhp. at genoptage fredsforhandlinger med dets egne kurdere. Som Alizia Marcus sagde for nyligt i New York Times: “Den eneste måde at opbygge et alternativ til det kaos og undertrykkende diktatur i resten af Syrien, er gennem anerkendelse af den kurdisk-ledede administration, og aktive politiske engagement.”. Danmark, Europa, NATO og dansk FN-repræsentation kan ikke vende ryggen til. Vi kan med disse internationale instanser forhindre et blodbad, og fordrivelsen af hundredtusindvis af mennesker, hvis vi kræver, at Erdogan går af. Dette kan presse Tyrkiet til at genoptage fredsforhandlinger med deres egen kurdiske befolkning og den kurdiske kvinderevolution samt at stoppe den endeløse voldscyklus. Vi opfordrer enkeltpersoner, grupper, FN, NATO, danske EU-politikere, Danmark og EU til at handle for at forsvare Rojava, før det er for sent.

Krav:

1) Flere europæiske lande sælger våben til Tyrkiet – herunder Tyskland, Schweiz, England og Italien. Det må vi sammen kræve et stop for. Vi kan ikke acceptere – og bevæbne – et NATO-land, der invaderer, plyndrer, genindsætter jihadistiske bander, og udfører folkemord. Europa har blod på hænderne i denne sag, og det er livsvigtigt, at vi italesætter det, og stopper den hykleriske våbenhandel med Tyrkiet. Erdogan – med sin fascistiske ekspansive politik og fantasi om et stor-osmannisk rige – må stoppes af Danmark, Europa, FN og NATO – ikke legitimeres eller bestyrkes. Historien vil straffe os hårdt, hvis vi ikke forhindrer denne katastrofe.

Tyrkiet undertrykker sin egen og andre befolkninger stort set ustraffet af det internationale samfund – pga. handelsinteresser. Dette hykleri kommer historien ikke til at se gennem fingre med.

2) Økonomisk samarbejde med Erdogan og den tyrkiske stat må stoppes. Dette gælder især firmaer, der fremstiller, sælger til, eller investerer i Tyrkiet. Al eksport af våben, køretøjer og brændstof brugt til Tyrkiets krigsførsel, må stoppes.

3) Vi må derudover kræve en no fly-zone, så Tyrkiet ikke kan invadere, besætte og bombe Rojava ufortrødent.

Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger, som ikke nødvendigvis repræsentere redaktionens synspunkter.