lørdag , 16 december 2017

Lad os alle hjælpe Zeynep Kart

Af Harun Demirtas

Kære Danmark

Denne historie handler om en psykisk handicappet, 60 til 90 pct. mentalt retarderet, kvinde.

Dette brev vil forhåbentligt få Danmark og ikke mindst alle sagsbehandlerne, der gør sig til Gud over den handicappede kvindes relation og hendes tilknytning til hendes søskende her i Danmark, lidt klogere på, at ikke alle mennesker, der søger asyl eller om humanitær opholdstilladelse, vil være en byrde for samfundet.

Vi har set og hørt flere eksempler på, at mens kriminelle bor i Danmark, udviser vi folk, der i virkligheden har brug for vores hjælp, eller taler flot dansk og scorer topkarakterer.

Det irriterer mig!

Når jeg fortæller om denne handicappede kvindes historie, er jeg godt klar over, at mange vil synes det er alt for latterligt, at jeg begynder at kritisere systemet, og vil opfatte mig som endnu en utaknemmelig sort, der konstant brokker sig.

Men det må jeg leve med.

Jeg vil hellere opfattes som en, der brokker sig, eller en, der er alt for utaknemlig, frem for at leve med tanken om, at min elskede mormor vil vende sig tusinde gange hver dag i sin grav, fordi det danske udlændingesystem ikke længere tænker med hjertet, når de trods alle dokumentationer og beviser vil udvise en hjælpeløs, handicappet kvinde til et land, hvor ingen fra familien længere er bosat eller har socialt trygge rammer.

Da min mormor som indlagt på Glostrup Hospitals geriatriske afdeling lå med let påvirket bevidsthed, lav puls, overfladisk respiration, og andre tegn forud for dødens indtræden, hviskede hun to sætninger i mine ører.

“Harun, hjælp Zeynep. Pas godt på hende.”

Det var hendes sidste ord. Hun døde to timer efter at have udtrykt sin bekymring. Hun lukkede sine øjne til evigheden den 21. august 2015

Jeg hører tit politikere i nyhederne sige, at kun folk, der virkelig er i nød og har brug for humanitær opholdstilladelse skal få lov til at bo her i Danmark. Dette budskab vil jeg vende tilbage til lidt senere i indlægget.

Men det er rigtigt!

Hvis ens eneste grund til og ønske for at bo i et land som Danmark er at malke penge og ikke gå ud og få sig et job, har I alverdens støtte og opbakning fra mig.

Udvis dem alle! Udvis, så vi kan behandle de mennesker, der virkelig har brug for hjælp, ordenligt, så de kan opleve vores fantastiske demokrati som retfærdigt.

Udvis alle de kriminelle, så folk, der stammer fra samme land som dem, der hver dag står tidligt op for at gå på arbejde og bidrage med noget til samfundet, kan synliggøres.

For lige nu, bliver jeg og mange andre dømt ud fra den kriminelles grove handlinger. For lige nu ser vi ens på alle på grund af sådan nogle som dem i stedet for individuelt at imødekomme menneskers behov for hjælp og beskyttelse.

Zeynep er født i 1968 i en lile landsby, der hedder Kutukusagi, som ligger lidt uden for byen Konya. Hun har syv andre søskønde, og hun er nummer fire i rækken.

“Der var fattigdom overalt den gang,” sagde min mormor.

Vi skulle ud og arbejde alle sammen. Selv om alle i familien skulle ud og lave penge og var helt færdige, da de kom hjem, var min mormor dog altid frisk på endnu en tur i seng med min morfar.

For hun var jo dybt forelsket i sin mand. At få flere børn fra ham, alle piger i landsbyen var forelsket i, kunne kun være endnu et tegn på deres uendeligt dybe kærlighed og respekt for hinanden.

Min mormor fortalte, at de altid gik ud om morgenen og kom sent om aftenen fra arbejdet. De dyrkede jord og solgte mælkeprodukter og klarede sig OK.

Min mormor var en stærk kvinde. Selv om hun var højgravid og muligvis også var præget af en kompliceret graviditet, har hun ikke turdet gå til sin svigerfar og fortælle om hendes smerter og blødninger. Den gang var det svigerfaren, der bestemte alt i hjemmet, sagde hun.

Det var svigerfaren, der styrede økonomien. Skulle man til lægen, måtte man bede ham om at betale.

Men at gå til svigerfaren, klage og snakke om blødninger og smerter og oven i købet smerter helt dernede var ikke noget, man talte om. Det var et tabu!

Hun væbnede sig med tålmodighed og ventede indtil den dag, Zeynep blev født. Hun blev dog ikke født på et hospital. Hun blev ligesom alle sine andre 7 søskende født enten på vej til arbejde, på toilettet, eller hvis de er heldige, er de født om natten i sengen.

Jeg har blødt for meget, sagde hun.

En gammel kone, som kaldte sig jordemor på trods af manglende viden og uddannelse, hjalp hende under fødslen. Men det var vist en svær fødsel.

Hun har haft langvarig vandafgang, blødninger og flere andre komplikationer, som hun ikke kunne sætte ord på.

En pige bliver født. Men hun græd ikke. Hun var umiddelbart meget bleg.

“Desværre er det en pige. Og jeg tror, hun dør snart,” råbte jordemoderen fra vinduet ud til manden, der nervøst ventede udenfor.

Med Zeynep fik hun fire børn og alle fire var piger.

Min mormor indrømmede flovt, at hun også ønskede en dreng. For det var det, alle ønskede og mente var vigtigt for en familie.

Den gang var kvinder ikke så stærke, som de er i dag, fortalte hun.

Zeynep blev svøbt og lagt ved siden af moren. Samtidig med at hun kyssede hende, græd hun og lyttede til Zeyneps vejrtrækning – for som jordmoderen sagde, lige om lidt skulle Zeynep lukke øjnene.

Dog skete der et mirakel.

Godt nok er Zeynep måske født med iltmangel i fattigdom og meget uheldigt hos en uvidende familie og jordmoder og har derfor pådraget sig alle de handicaps, hun har nu, men hun har været god til holde fast i livet og har skabt et mirakel.

Hun overlevede.

Hun levede dog livet lidt anderledes end andre børn. Gik for sent, snakkede for sent, klarede sig aldrig alene, og til sidst fik hun sin diagnose på et universitetshospital i Konya.

60-90 pct. mentalt retarderet, udviklingshæmmet og afhængig af hjælp.

Hjælp til toilet, bad, påklædning, afklædning og madning.

Nu bor hun i Danmark hos sin lillebror i Albertslund. Efter morens død søgte hun om humanitær opholdstilladelse på baggrund af hendes handicap samt hendes familiesituation.

Udlændingenævnet behandlede hendes sag og udviste hende trods af udlændingeloven.

Udlændingelovens § 9 c, stk. 1 pkt. fortæller tydeligt, at hvis man som handicappet risikerer at blive efterladt alene i hjemlandet, fordi resten af familien er i udlandet, kan der på baggrund af dette gives en opholdstilladelse.

I Danmark behandler vi normalt alle ens efter loven og træffer afgørelser efter objektive kriterier.

Men i min mosters afgørelse står der en sætning, som gør mig bekymret.

Der står således : Det er en forudsætning for anvendelsen af § 9 c, stk. 1, 1 pkt., i forbindelse med opholdstilladelse som følge af familiemæssig eller lignende tilknytning, at tilknytningen går ud over, hvad selve slægtsforholdet normalt medfører, og at der kan anføres vægtige grunde for, at ansøgeren skal optages i den herboendes husstand. Afgørelsen heraf beror på en skønmæssigt præget vurdering, og opholdstilladelse gives efter praksis kun, når der foreligger ganske særlige omstændigheder.

Det er præcis den ovennævnte sætning, der gør mig bekymret.

Altså at sagsbehandlerne godt må skønne sig frem og vurdere Zeyneps tilknytning til hendes bror, der bader, mader og forsørger hende.

Der er således ikke en lov, der sikrer, at sagsbehandlerne følger visse retningslinjer, når der foretages et skøn. Skønnet må derfor være op til den enkelte sagsbehandler, som i princippet godt kan blive et mere personligt skøn end et fagligt skøn.

Derudover bekymrer det mig, at en sagsbehandler udviser en 90 pct. retarderet og udviklingshæmmet kvinde til hjemlandet helt alene uden hjælp til hende i hjemlandet, når der ligger massevis af beviser og dokumentationer både fra danske og tyrkiske myndigheder om, at hun er dybt afhængig af hendes lillebror, som er dansk statsborger og bosat i Danmark.

Derudover bekymrer det mig, når sagsbehandlerne gør sig til Gud over Zeynep og mener, at hendes tilknytning til hendes bror, som passer og plejer hende, ikke kan ses som en helt særligt tilknytning, men er skønnet til noget, der ligger ud over, hvad der følger med slægtskabet i sig selv.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke med mine tre sundhedsfaglige uddannelser og otte års erfaringer indenfor sygeplejen.

Jeg har set flere ældre og syge dybt afhængige af andres hjælp, råbe og græde efter hjælp i Danmark. Ældre, der i et halvt år ikke har været på gaden eller set sollys, hvis børn ikke får tid til at komme og besøge dem. Det undrer mig, at hvis min onkels desperathed og hjælp til sin handicappede søster skønnes at være et ganske enkelt slægtskab – hvad ville man så skønne familiesituationen for de syge og ældre i Danmark, der bor på institutioner?

Så hvis vi nu skulle vende tilbage til det budskab, som altid kommer frem i medierne: At kun mennesker med behov for hjælp skal blive i Danmark, kan nogen så fortælle mig, hvordan jeg skal forholde mig til denne afgørelse, der fuldstændigt modsiger den påstand og loven?

Fortæl mig, hvordan jeg skal forholde mig til den lov, der sikrer, at Zeynep får lov til at bo sammen med sin bror, som forsørger hende og er parat til at underskrive alle papirer, så Zeynep aldrig vil bede om hjælp af det offentlige?

Hvis sådan en som Zeynep ikke lever op til kravene for humanitær opholdstilladelse, hvem gør så?

*Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger, som ikke nødvendigvis repræsenterer redaktionens synspunkter.