onsdag , 21 august 2019
Pressefrihed kender ikke til nationalitet

Pressefrihed kender ikke til nationalitet

Den 19. august blev det officielt. Den mest sete kurdiske kanal, Roj TV, lukkede dørene efter det danske retssystem afviste selskabets appel. Roj TV-sagen var stærkt påvirket af tyrkiske autoriteter, herunder Tyrkiets ambassadør i Danmark, som tidligere har indrømmet at lukningen af Roj TV var en ”politisk beslutning”.  Det havde nemlig intet at gøre med ”terrorisme” anklager.

Tyrkiet er kendt for at have udnyttet ”terrorloven” hvor de tidligere har involveret advokater, journalister, lærere og børn – hvoraf mange af dem nu sygner hen i tyrkiske fængsler under afskyelige forhold.

For mange kurdere verden over repræsenterede Roj TV mere end en kanal. Det var et håb for den kurdiske stemme for at blive hørt. Dets journalister og redaktører arbejdede utrætteligt under konstante trusler for lukning, arrestationer og chikane. Lukningen af Roj TV viste, at Tyrkiets hænder har spredt sig langt ud over sine egne grænser for at kvæle kurdernes stemmer i hele Asien, Europa og Nordamerika, hvor de konsekvent udnytter deres kræfter og ”favoriserer” med diplomater, som ingen anelse (eller tager sig af) har om det omfang der er af den kurdiske undertrykkelse i landet.

Så hvorfor skal vi bekymre os?

Selv hvis du ikke er en almindelig seer, så tænk over hvad Roj TV på egen hånd har udrettet. Denne kamp handlede ikke alene om en kanal. Det handlede om at begrænse Tyrkiets løbende forfølgelse.

Tænk på den række af Tyrkiets sejre i Europa. Tænk på de begrænsninger og den politiske leg med ytringsfriheden. Det var ikke Roj TV som tabte. Det var ikke kurderne, som tabte. Det var os alle sammen. Det var en krænkelse af vores ret til at vide, og vores ret til at blive hørt.

Indlægget er skrevet af kurdishrights og hele indlægget kan læses på siden på engelsk. 

Nûdems redaktion har stået for oversættelsen.