PROBLEMET MED FOLKESKOLEN ER IKKE AULA, DET ER MANGLEN PÅ TID OG OMSORG

Af Franciska Rosenkilde

Det griber efterhånden om sig med forslag, der skal fikse sidste uges dårlige PISA-resultater. Et af de nyeste kommer fra Moderaterne, som vil afskaffe Aula.

Jeg måtte trække lidt på smilebåndet, da jeg så, at de vil erstatte Aula med at genindføre kontaktbøgerne eller udvikle en ny app til formålet.

Jeg tror, vi skal imødekomme problemerne et helt andet sted.

Alternativets løsning kan desværre ikke fikses med en kontaktbog eller en app. Men jeg tror på, at den vil genvinde noget af det, som er gået tabt i folkeskolen de seneste år. Nemlig tid til nærvær og prioritering af omsorg.

Mens kontaktbøgerne forsvandt, forsvandt der nemlig også en hel del andre ting ved den folkeskole, vi engang kendte.

Kurven for børnenes PISA-resultater er nedadgående, mens deres skolevægring og diagnoser er opadgående.

Det burde give os en helt klar indikator på, at folkeskolereformens massive fokus på effektivisering, uddannelsesparathed, tests, karakterer, fremdriftsreformer og præstation ikke har gjort børnene dygtigere, men givet dem et stresset børneliv.

Og at inklusion uden de nødvendige voksne, ressourcer og rammer ikke har skabt stærkere fællesskaber end dem, vi voksne havde gavn af, da vi gik i skole.

Børn går meget længere tid i skole, men samtidig har man nedprioriteret alle de fag og aktiviteter, der er med til at lære dem selv at kende.

Børnefamilier har længe bonget ud i stressundersøgelser, og hver gang beskrives det, hvordan det er svært at få tingene til at hænge sammen og at nå det hele i hverdagen. Her kan Aula selvfølgelig være en stressfaktor, men det er ikke problemets rod.

Det er til gengæld et problem, at så mange forældre er nødt til at være hjemme med deres børn, fordi de lider af skolevægring.

Skolevægring fra en skole, hvor man har sløjfet tiden til opbygning af stærke klassefællesskaber. Ikke mere klassens time.

Hvor den årlige lejrtur er sparet væk.

Hvor musik, billedkunst, hjemmekundskab og sløjd er blevet nedprioriteret som andenrangsfag eller sidestillet som valgfag.

Det er ikke børnenes manglende faglighed, vi skal sætte AKUT ind på. Det er den manglende tid og omsorg til at lade dem være, hvad de er, nemlig børn.

For at give sig tid til omsorg er ikke modsætningen til det faglige indspark. Det er forudsætningen for, at man kan udvikle sig fagligt.

Og så handler det også om at give mere tillid til lærerne. For dem der er tættest på børnene i skoledagen ved ofte bedst.

Alternativet vil have omsorgen tilbage på skoleskemaet. For hvis det ikke prioriteres med tid, midler og ressourcer, så kommer vi kun til at være vidne til flere negative kurver.

INFO: Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.