fredag , 23 juni 2017

Psykiatri i Danmark

Af Ibrahim Azad Altuncular 

Der har igennem en lang årrække været ansatte i psykiatrien i Region Hovedstaden, som gentagende gange har undret sig over, hvordan og hvorfor mange politiske beslutninger vedrørende patienter i psykiatrien tages? Beslutningerne er nemlig i langt de fleste tilfælde ikke til patienternes bedste!

Sidst i 70-erne blev det politisk besluttet, at psykiatriske patienter i størst muligt omfang skulle behandles i eget hjem (fordi, det er meget billigere end at indlægge dem). Politikkerne fik det til lyde meget rosenrødt, og tanken er da også i et vist omfang rigtig, men man “glemte” (læs: for at spare penge) at udbygge distriktspsykiatrien, i takt med at der blev nedlagt psykiatriske sengepladser. Det er som om, psykiatrien stadig lider under dette. Vi lider i hvert fald under, at der ikke er psykiatriske sengepladser nok. Og det er formentlig også årsagen til at almindelige psykiatriske sengepladser oversvømmes med retspsykiatriske patienter, der jo nok er i stand til at skabe nogen uro på disse afsnit, blot det bliver kendt, at de er retspsykiatriske.

I takt med at patienter skulle bo i “eget hjem”, blev der bygget en masse psykiatriske bofællesskaber til disse patienter, hvor det var/er vigtigt, at det er serviceloven og ikke psykiatriloven, der skal være gældende. Forskellen er bl.a., at det ikke er muligt at udøve nogen som helst tvang, når det er serviceloven, der gælder. Det er umiddelbart en smuk tanke, men tænk venligst tanken til ende: I disse bofællesskaber finder et betragteligt misbrug af alkohol, hash og andre stoffer sted, ligesom handel med disse florerer. Personalet har ingen sanktions-muligheder, de kan evt. melde stofhandel til politiet, men alle kan vel forestille sig, hvordan den daglige alliance og øvrige kontakt vil være med en stofmisbruger, hvis et personale har meldt vedkommende til politiet. Og beboerne kan ikke siges op og dermed fjernes fra deres bopæl, da det er deres egen bolig de bor i.

Når det er oplevet, hvordan de fleste psykiatrisk dårlige mennesker reagerer, når de har misbrugt et eller andet, så er det fuldstændigt uforståeligt (og forbundet med livsfare), at det er forbudt for personalet disse steder at visitere beboerne, gøre rent, eller bare gå ind på borgerens stue. Vi har jo yderligere oplevet adskillige drab og andre overfald disse steder. En ting er, at personalet tæller knive o.a. farlige ting op, men beboeren kan jo til enhver tid gå til en forretning og købe det, de ønsker.

Det giver måske alligevel lidt mening, fordi vores hjem heldigvis er vores egne og ukrænkelige. Disse ting kolliderer i et sådant omfang, at der da – selv for politikerne – må være nogle fornuftige øjeblikke ind imellem, hvor det skulle være til at få øje på? Så derfor er opfordringen herfra at flytte en stor del af de mennesker, der nu bor på psykiatriske bosteder, tilbage på psykiatriske sengepladser, så de igen kan blive behandlet – til glæde for både dem selv og samfundet.

Her i retspsykiatrien oplever vi dagligt, at vi har patienter, som kunne få stor glæde og gavn af at være underlagt faste, forudsigelige rammer, idet de derved oplever at få en større ro og dermed også en bedre livskvalitet, bl.a. fordi de slipper for at skulle forholde sig til, hvor de skal bo, og ofte også efter udskrivelse slipper for igen at blive genindlagt! På den måde får de et forløb, hvor de mister at fast tilhørsforhold, hvilket igen betyder at de bliver rodløse, og dermed også får en forværring af deres psykiske tilstand.

Et antal erfarne retspsykiatriske overlæger og andet faglært og professionelt personale har igennem længere tid påpeget dette – også i medier, som beslutningstagerne har adgang til, men tilsyneladende helt uden at blive hørt af politikkerne. I dette retspsykiatriske afsnit er der en del patienter, som har stor glæde af at hjælpe med at klippe græs, have andre gøremål i haven, passe vores høns mv. Aktiviteter, der i stor udstrækning tidligere fandt sted på langtidsafsnittene på f.eks. Sct. Hans hospital. Disse blev nedlagt, i takt med at borgerne (de tidligere patienter skulle bo i eget hjem), og bygningerne har stået tomme siden år 2004, men er blevet flot vedligeholdt (bygningerne er fredede). En kort periode har de huset flygtninge, der i skrivende stund er sendt andre steder hen.

I år 2016 skulle der have været taget nye psykiatribygninger i brug på området, men disse er blevet forsinket i mindst 2 år. Bl.a. fordi der ikke har været kommunikation mellem region Hovedstaden og region Sjælland. Denne manglende kommunikation resulterer også i, at forholdende for patienterne bliver ringere, idet bygningerne skal have tegltag og høj rejsning, hvilket går ud over indretningen, til gengæld får Roskildes borgere noget pænt at kigge på. Meget andet har også spillet en rolle, fordi der er for langt mellem beslutningstagerne, og i disse tilfælde de psykiatriske patienter og det personale, der behandler disse.

Et stort ønske er, at de mennesker, som træffer disse beslutninger, ville komme ud på de afsnit, beslutningerne handlede om, og lytte til personalet, der har fingeren på pulsen. Kun på den måde kan det lade sig gøre at træffe de beslutninger, der er til glæde for patienterne.

Der bliver lavet en masse regnestykker og også tilført en del penge til psykiatrien, uden at det har ført til forbedringer, ligesom det er meget svært at gennemskue, hvor pengene forsvinder hen.

Mon der er nogen, der har regnet på, hvad gentagende genindlæggelser koster, og hvad det koster i husleje for kommuner, der betaler en del af huslejen på de psykiatriske bosteder, og som også risikerer at skulle betale for at patienten er indlagt? Dette sker, hvis der ikke kan finde en behandling sted! En behandling, der fører til en bedring for patienten – så vedkommende bliver i stand til at kunne opholde sig i sit hjem. (det psykiatriske bosted).

*Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger, som ikke nødvendigvis repræsenterer redaktionens synspunkter.

INFO: Ibrahim Azad Altuncular er medlem af Enhedslisten og er kandidat i Regionsrådet Sjælland.