onsdag , 26 juni 2019

SDF foreslår internationalt tribunal til retfærdig rettergang for anklagede fra Islamisk Stat

Til offentligheden

Over årene har de Syriske Demokratiske Styrker (SDF), Folkets Beskyttelsesenheder (YPG) og Kvindernes Beskyttelsesenbeder (YPJ) ledet en krig mod terrormilitser med forskellige navne. De sidste kampe var i Baghouz (det sidste tilholdssted for den radikale organisation Islamisk Stat). De Syriske Demokratiske Styrker udråbte sejren d. 23. marts 2019.

Alle dele af vores samfund har kæmpet mod terrorismen og ydet store ofre på vegne af den samlede menneskehed og hele den frie verden. Mere end 11 000 kæmpere blandt vore mænd og kvinder faldt, og over 21 000 blev sårede, deriblandt hundreder af varigt invalide.

Terroristorganisationen Islamisk Stat har udgjort en alvorlig trussel mod Syrien, regionen og hele verden. Mange områder under dens kontrol blev ødelagt, og tusinder af civile blev dræbt i vores regioner og endog i Europa og forskellige dele af verden. Islamisk Stat begik et væld af forbrydelser, herunder mord, tortur, bortførelser, voldtægt, rekruttering af børn, terrorisering af uskyldige civile, samt spredning af terrorisme og ekstremisme.

Repræsentanter for Den Autonome Administration af Nord og Øst Syrien har appelleret til det internationale samfund om at vise sit ansvar for de medlemmer af terrorgrupperne, der er tilbageholdt af Den Autonome Administrations sikkerhedsstyrker, i særlig grad de lande, der har statsborgere blandt disse, ved at kræve af disse lande, at de hjemtager deres borgere. Desværre har der ikke været nogen respons eller initiativer, hvad det angår.

Vi opfordrer det internationale samfund til at etablere et særligt internationalt tribunal til at retsforfølge Islamisk Stat-terrorister i Nord og Øst Syrien med henblik på at gennemføre retfærdige retssager baseret på international lov og menneskerettighedsprincipper og -konventioner, idet de tager hensyn til at jurisdiktionen befinder sig dels hos de domstole hvor rettergangen skal finde sted, dels på det sted, hvor de anklagede blev arresteret.

Vi opfordrer også det internationale samfund, især de lande, hvis borgere er tilbageholdt i vores regioner som medlemmer af Islamisk Stat, til at samarbejde og yde støtte til etablering af et tribunal, og til at sikre samarbejde og koordinering på alle måder, såvel juridisk som logistisk.

Ain Issa

Den Autonome Administration i Nordsyrien/Rojava.

Kilde: Geografiinfo.dk