onsdag , 21 august 2019

Søndergaard: For Enhedslisten er international solidaritet ikke tomme ord

Enhedslistens folketingskandidat i København Omegn, Søren Søndergaard, mener, at international solidaritet for Enhedslisten ikke er tomme ord. ”Den skal man vise, når der er mest brug for den,” siger han i et interview til Nûdem. Søndergaard mener, at de har vist international solidaritet med kurderne ved konkrete initiativer. Han siger:

”Derfor tog Nikolaj og jeg til Rojava sidste år for at vise vores solidaritet med kampen mod DAIS (ISIS, red.). Og derfor deltog vi i newroz-fejringen i Nordkurdistan i marts for at vise vores opbakning til HDP og kurdernes kamp. Selvfølgelig var det ikke helt ufarligt for os at besøge Rojava, men vi blev passet godt på af vores kammerater i YPG og YPJ.”

Ud over ovennævnte initiativer oplyser Søren Søndergaard, at de som parti også har taget konkrete initiativer for at hjælpe kurderne blandt andet med humanitær hjælp. Han udtaler:

”Vi har taget en række initiativer i Folketinget for at få vedtaget støtte til kurderne. Desværre står vi meget alene. Derudover har vi som parti taget en række initiativer. For eksempel har vi haft besøg af begge PYDs ledere, Asya Abdullah og Salim Müslim. Salim Müslim kommer også som gæstetaler på vores kommende kongres. Endelig har vi gennemført flere indsamlinger og er netop nu i gang med en indsamling til YPG/YPJ. I Enhedslisten har vi også oprettet en Kurdistan-solidaritetsgruppe, hvor jeg er kontaktperson.”

Terrorstemplingen har knægtet ytringsfriheden for kurdere

Terrorstemplingen af PKK er ifølge Søren Søndergaard blandt andet blevet brugt til at lukke ROJ TV, som ifølge ham var et forsøg på at knække ytringsfriheden for kurderne. Søndergaard understreger, at han i mange år har arbejdet for at få PKK taget ud af EU’s terrorliste – både i Folketinget og i EU-parlamentet.  Hvorfor det er vigtigt at få fjernet PKK fra EU´s terrorliste forklarer Søndergaard således:

”Man kan selvfølgelig have forskellige holdninger til PKK og kritiskpunkter af PKK’s handlinger i fortiden, men det er hævet over enhver tvivl, at PKK repræsenterer en stor gruppe i den kurdiske befolkning. Derfor er der umuligt at nå frem til en fredelig løsning på konflikten, så længe PKK stemples som terrorister. I Danmark har vi også set, hvordan terrorstemplingen er blevet brugt til at knække ytringsfriheden med lukningen af ROJ TV. Derfor vil vi fortsætte kampen for at få flertal for at fjerne PKK fra EU’s terrorliste.”

Går til valg med tre mærkesager

Søren Søndergaard går til valg med tre mærkesager, som henholdsvis er bekæmpelse af arbejdsløsheden, bedre miljø og styrkelse af den internationale solidaritet. Søndergaard håber på, at både danskere og danske kurdere vil stemme efter deres overbevisning. ”Hvis man vil støtte et parti, som kæmper for mere social retfærdighed, mere miljø og for international solidaritet mellem alle undertrykte, så er Enhedslisten et godt bud!” siger han.

Søren Søndergaard

Søren Søndergaard er Enhedslistens kandidat i Gladsaxe og står på stemmesedlen i hele Københavns Omegn. Det betyder, at man kan stemme på ham i Ballerup, Glostrup, Taastrup, Albertslund, Brøndby, Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Rødovre, Herlev, Gentofte, Lyngby og Gladsaxe.