torsdag , 21 februar 2019

Tale ved demonstration for Leyla Güven foran DR-byen den 26. januar 2019

Af Jesper Brandt

“Styrk den internationale solidaritet” – råbte vi på hele vejen fra Rådshuspladsen og herud til DR-byen.

Men hvordan gør man det? Hvordan sker det?

Vi har stort set intet hørt om Leyla Güvens sultestrejke i de danske medier. 80 dage er lang tid, og det er et mirakel at Layla fortsat lever. Tavsheden i vore medier er en skændsel. Og flovt for os danskere.

Men lad jer ikke fortvivle over det.

For sultestrejken er et stærkt middel. 225 andre fanger i et stort antal tyrkiske fængsler er fulgt efter med sultestrejker i protest mod de retsløse forhold i Tyrkiet og mod isolationen af Abdullah Öcalan.

I mange andre lande er budskabet blevet hørt, og protesterne har gjort deres virkning.

Abdullah Öcalan har i meget lang tid været totalt isoleret, bevidst for at øge fortvivlelsen blandt jer. Ingen har kendt hans tilstand. Men han har for ganske nyligt haft et kort besøg af sin bror. Og han har det OK.

Det har selvfølgelig været for at lukke munden på os. Og det er vigtigt for os alle at vide, at han har det OK. Ligesom det er vigtigt, at Leyla i går blev løsladt, og at hun fortsat lever. Men det har ikke lukket munden på os.

For I har brug for dem i den videre kamp for at få skabt demokratiske tilstande i Tyrkiet.

Det er også vigtigt at vide, at det var et stærkt stigende pres, der muliggjorde de her små sejre. For med undtagelse af Danmark, er vestlige lande og institutioner ikke mere fuldstændig tavse. Der har været protester, demonstrationer, og sultestrejker i mange lande.

Og det er formentlig et direkte henvendelse fra Europarådet, der er fremkommet indenfor de sidste dage, der gjorde, at hun blev løsladt i går morges: Rådet vedtog på et hastemøde en beslutning om, at Tyrkiet skulle “løslade Leyla Güven på grundlag af hendes parlamentariske immunitet indtil udløbet af hendes valgperiode, med henvisning til den yderligere tilbageholdelse af hendes stedfortræder Enis Berberoǧlu”. Europarådet krævede også isolationen af Abdullah Öcalan ophævet.

Der har udviklet sig en voldsom bevægelse i den internationale forståelse for kurdernes situation, efter at Præsident Erdogan i slutningen af oktober begyndte at gå til angreb ind over grænsen til Nordøstsyrien, fordi han mente at han havde fået støtte til det på Istanbul-topmødet med Mekel, Macron og Putin. Men derved afslørede han blot yderligere sin kamp mod kurderne og sin de facto støtte til Islamisk Stat. Det skabte modstand, fordi det tydeligvis forhindrede kampen mod IS i Syrien. Selv den tyske regering, der ellers må have godkendt en tredobling af våbeneksporten til Tyrkiet fra 2017-2018 – til næsten 1,5 milliard kr., har advaret Tyrkiet mod at angribe det nordøstlige Syrien. Det gjorde de ikke for et år siden, da Tyrkiet besatte Afrin. Da talte de om “Tyrkiets legitime forsvarsinteresser”.

Kun præsident Trump har ikke forstået, hvad der foregår.

Men det har til gengæld hans 2000 militære rådgivere i Syrien. Og de er rasende.

For de har udviklet en dyb beundring for jeres brødre og søstre i det nordlige Syrien. Ikke blot for deres kolossale kampstyrke, men også for deres samtidige opbygning af fredelige, demokratiske institutioner i det civile liv i nordøstsyrien i samarbejde med andre befolkningsgrupper og trosretninger. Og det fortæller de for øjeblikket i de ledende vestlige medier, i en sønderlæmmende kritik af Præsident Trumps beslutning om at trække de amerikanske styrker ud af Syrien. Og det gælder fra menige soldater og helt op til den øverst-befalende for den vestlige alliance til bekæmpelse af Islamisk Stat, Brett McGurk, der tog sin afsked, og siden da har fortalt verdenspressen om alle de sandheder, som Saleh Muslim for længst har skrevet om.

Så selv om USA trækker sig ud af Syrien, så er I ved at få mange nye venner rundt omkring i verden, venner, der formentlig kan opveje tabet og bidrage til at bryde isolationen.

Husk på, at det er den fredelige demokratiske udvikling i Nordsyrien, som også Selahattin Demirtas ofte har fremhævet som et mønster for jeres ambitioner og håb for en demokratisk udvikling i Tyrkiet, der samtidigt udgør skrækscenariet for præsident Erdogan, fordi det for ham står som en utålelig demokratisk udfordring for de drømme om at blive hersker over et kommende Osmannisk Storrige, som han fortvivlet søger at holde fast i.

Det er nok endnu ikke gået op for de mange nye beundrere af de syriske kurdere, at denne beundring i lige så høj grad bør omfatte jeres demokratiske kamp i Tyrkiet.

Det er en af de store udfordringer for den internationale solidaritet. Men det skal nok komme. Ligesom danskernes solidaritet nok også skal komme, når det en dag går op for os, at det ikke er Erdogan, der holder på alle flygtningene, der vil til Danmark, men at vi i Danmark derimod vil være bedre tjent med at han ophører med at blande sig i den syriske konflikt og at Tyrkiet i stedet finder en fredelig løsning på sine egne konflikter. Det er det, vi skal vi hjælpe ham med.

Det er en kerne i styrkelsen af den internationale solidaritet.

Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger, som ikke nødvendigvis repræsentere redaktionens synspunkter.