lørdag , 18 november 2017

Tyrkisk statsterror mod kurderne – interview med Ulla Sandbæk

I en årrække har en EU kommission for det civile liv i Tyrkiet (EUTCC) holdt øje med menneskeretssituationen i Tyrkiet som led i forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU.

Ikke mindst forholdene for de mange millioner kurdere i landet har været et centralt emne, der er blevet behandlet på årlige møder i kommissionen siden 2004 og gennem flere delegationsbesøg. I midten af februar 2017 sendte EUTCC sin tredje delegation af sted. Delegationen bestod af medlemmer af Europarådet, Europaparlamentet, tidligere ministre, forskere og repræsentanter for en række humanitære organisationer. Iblandt dem var Ulla Sandbæk, folketingsmedlem for Alternativet og medlem af Europarådets parlamentariske forsamling. I Marts 2017 offentliggjorde delegationen sin rapport med titlen: Statsterror, menneskeretskrænkelser og autoritært styre i Tyrkiet. Rapport fra den tredje Imrali fredsdelegation, baseret på dens besøg I Tyrkiet, 13-19 februar 2017.

De opholdt sig mest i den store kurdiske by Diyarbakir, hvor delegationen fik mulighed for mødes med en række kurdiske parlamentarikere, fagforenings- og organisationsrepræsentanter m.v.. Lokalt fik de især mulighed for at tale med repræsentanter for et regionalt parti, der kalder sig Regionernes Demokratiske Parti (DBP), og som arbejder på lokalt niveau. Partiets parlamentariske repræsentanter i det tyrkiske parlament indgår i oppositionspartiet Folkets Demokratiske Parti (HDP). Samtalerne med DBP-parlamentarikere var der en klar aktuel baggrund for. I 76 af de 106 kommuner i Tyrkiet, hvor DBP har flertal, og dermed beklæder borgmesterposten, er alt offentligt liv blevet beslaglagt af de statslige myndigheder. Borgmestrene er fyret (og i mange tilfælde arresteret) og erstattet af udpegede borgmestre, tro mod Erdogans AKP-parti. Noget af det første disse har gjort, er at lukke alle kunsthaller, teatre, børneinstitutioner og social- og undervisningsprojekter for kvinder mv., som udbydes på kurdisk, og fyre alle offentligt ansatte, der arbejdede på disse projekter. De har også revet kurdiske monumenter ned, f.eks. en kopi af de Assyriske løvestatuer, som er et ikon for regionens kulturhistorie. Originalen af de assyriske løvestatuer har i øvrigt stået i byen Raqqa i Syrien, hvor de på samme måde er blevet revet ned og fjernet med bulldozer af Islamisk stat!

Det har ført til uroligheder , hvor mange byer og distrikter er blevet belejret gennem længere tid af sikkerhedsstyrker og hvor FN skønner at 2000 er blevet dræbt og mellem 350.000 og 500. 000 er blevet gjort hjemløse blot indenfor de 18 måneder fra juli 2015 til december 2016. Belejringerne er i de fleste tilfælde endt med, at de overlevende er jaget bort, og boligerne jævnet med jorden. Under opholdet kørte delegationen igennem det tæt bebyggede kurdiske kvarter SUR, det ligger i den sydøstlige del af byen Diyarbakir. SUR var i vinteren 2015-16 under belejring og efterfølgende rydning. I marts 2016 besluttede det tyrkiske ministerråd at ekspropriere næsten 100% af ejendommene i Surs bycenter med henblik på en radikal ændring af byens demografiske sammensætning.

Hvad gjorde mest indtryk på dig under jeres tur til det sydøstlige Tyrkiet?

Det var nok den totale retsløshed, som kurderne bliver udsat for under det terrorregime, som Erdogan har indført. F.eks. at man har fjernet de folkevalgte borgmestre og erstattet dem med Erdogans folk uden nogen begrundelse. Og erstattet dem med nogle som ingen nogen sinde har valgt. Men selv i retssalen fik vi dokumenteret retsløsheden: Vi overværede et retsmøde med en af de tre delegerede i det tyrkiske parlament for oppositionspartiet HDP fra Sirnak-provinsen, Leyla Birnik.
Det blev et meget bemærkelsesværdigt møde. Hun var blevet fængslet i juli 2016. Vi var der i februar, mere end et halvt år senere. Men hun havde endnu ikke været fremstillet for en dommer. Og det, de skulle tage stilling til var, om hun skulle forblive i fængslet indtil hendes retssag kom for. Der var ingen, der anede, hvornår den retssag i så fald skulle finde sted. Hendes forsvarere blev anfægtet af dommerne, men det lod hun sig ikke kue af. Hun holdt en tale, som i hvert fald varede indtil vi var nødt til at gå efter 45 minutter, hvor hun stod og fremlagde sin sag. Ikke fordi hun regnede med, at de ville få hende ud af fængslet faktisk sagde hun, at hun havde ikke noget imod at blive i fængslet men det var sådan set hendes eneste talerstol, fordi hun jo var forment adgang til pressen og andre medier. Så der kunne hun i det mindste stå og sige, hvad hun mente, og hvordan hun selv så på sin sag. Hun stod overfor mange anklager for, hvad hun havde sagt og gjort under de lange udgangsforbud i byerne Cizre og Silope i efteråret 2015.

Hun blev bl.a. anklaget for “at lave propaganda for en terrororganisation”. Grundlaget for anklagen var, at hun havde deltaget i begravelsen af en sygeplejerske fra statshospitalet i Cizre, Aziz Yural, der blev myrdet, da hun brød udgangsforbuddet for at yde hjælp til en kvinde, der var blevet skudt ned på gaden af sikkerhedsstyrkerne. Men det var jo i hendes valgdistrikt, hvor hun deltog i begravelsen af en af hendes vælgere. Leyla Birlik berettede også om sin teenagesøn, der havde set sin onkel blive brutalt myrdet og slæbt gennem gaderne. Han var fyldt af raseri, og det bekymrede hende meget. Det gav anledning til en længere tavshed i retssalen. På vej tilbage fra retsmødet forklarede en anden HDP delegeret fra Diyarbakir, baggrunden. Han sagde: Den vigtigste grund til at vi står overfor denne undertrykkelse er at vi var så tæt på en demokratisk løsning. Staten beder om krig. Den ønsker ikke fred og demokrati”.

Er det den type oplevelser, der har gjort, at rapporten har fået titlen

Statsterror, menneskeretskrænkelser og autoritært styre i Tyrkiet?
Ja, og det er dét, der er så fortvivlende i situationen. Erdogan er jo overhovedet ikke interesseret i fredsprocessen. Hvis han var det, så kunne han jo have fortsat Imrali-processen. Men han optrapper tværtimod situationen gennem sin statsterror, som griber langt ind i dagligdagen. Det er jo en frygtelig situation, som de mennesker vi har talt med er kommet i. Det er blevet en kamp bare at overleve. Alle de, der er blevet fyret, har ikke kunnet få et job igen. For er der nogen, der gerne vil ansætte dem, bliver også de mødt med trusler, f.eks. om støtte til en terrororganisation. Og der er selvfølgelig overhovedet ikke nogen form for understøttelse. Så man er på herrens mark, uden noget eksistensgrundlag.
Erdogan gør det jo for at sikre sig, at der ikke er nogen som helst, der gør sige så meget som et pip, for så bliver de forfulgt, både personligt og økonomisk. Jeg ved ikke, hvordan de klarer sig.
Dommerne havde sagt, at de fængslede hende, fordi de var bange for, at hun ville flygte ud af landet. Men de havde hentet hende i parlamentet, hvor hun var midt i en tale. Så der var ikke noget som helst, der tydede på, at hun var ved at forlade landet.

En af Leyla Birniks medparlamentarikere, der havde holdt en tale ved begravelsen, blev i en særlig sag anklaget for at “prise en forbrydelse og en kriminel”, for at “ophidse folk til had og fjendskab”, og for at “fornærme præsidenten”. (Alle anklager I sagerne er anført i rapporten: Anonymous: The lifting of legislative immunities at the parliament of Turkey. An assessment report. Peples’ Democratic Party (HDP), 13 juni 2016. JB)

Men desværre var vi så nødt til at gå. Vi var selvfølgelig interesseret i udfaldet: Hun blev dømt til at blive i fængslet med den begrundelse, at hun jo sagtens kunne passe sit parlamentariske arbejde fra sin fængselscelle!
Hvis det ikke var fordi jeg selv havde overværet retsmødet, og fået det oversat på stedet af pålidelige kilder, havde jeg nok haft svært ved at tro på, noget sådant kunne finde sted.

Ser du en sammenhæng mellem udviklingen i de kurdiske dele af Tyrkiet og udviklingen i det nordlige Syrien?

Der var nogen af os, der håbede på, at det, at de syriske kurdere rent faktisk i lang tid har været de eneste, der har kunnet bekæmpe Islamisk Stat rent militært, og at amerikanerne helt har baseret sig på deres indsats, ville hjælpe på situationen. Men det er jo ikke sket. Der er jo ikke nogen, som prøver at forsvare dem alligevel overfor Erdogan. Hvorfor sletter man ikke PKK fra terrorlisten? Det ville være det eneste rigtige at gøre for at få gang i fredsprocessen igen. Derfor står kravet om løsladelse af kurdernes leder Abdullah Öcalan fra fængslet på øen Imrali i Marmarahavet så centralt.

Delegationsrejsen hed jo også “Den tredie Imrali-delegationsrejse”, opkaldt efter den ø i Marmarahavet, hvor Abdullah Öcalan sidder i fængsel. Derfor sendte vores delegation i god tid forud for vores rejse et brev til den tyrkiske justitsminister, som blev indledt på den her måde: “Hr. Bekir Bozdag, vi beder dem om at give os tilladelse til at besøge Imrali fængslet, have drøftelser med Hr. Öcalan, og informere ham, så fredsprocessen kan genstarte. Vi tror på at Öcalan vil yde fredelig støtte til den kurdiske sag og demokratiseringsprocessen i Tyrkiet…..”. Men vi fik aldrig svar på brevet, der blev helt negligeret.

Det er det, der er så tragisk, at fredsprocessen var rigtig godt i gang med Öcalan på Imrali han havde fået bedre fængselsforhold, man havde tilladt ham at sidde og snakke med folk, som gik med ind i den der fredsproces. Og lige pludseligt ser Erdogan sin fordel i at sabotere hele fredsprocessen og skabe det der skisma, for selv at kunne stå som den stærke mand, som beskytter sin befolkning hvor han kunne have valgt den stik modsatte vej, og have været den, som bragte fred. Men det valgte han så ikke.

Öcalan spiller en meget stor rolle, ikke bare som ubestridt leder af den kurdiske frihedsbevægelse og PKK, men også som inspirator for kurdernes langsigtede projekt for en demokratisk konføderalisme, en lokal autonomi baseret på en udvidelse af demokratiet nedefra. Erdogan prøver selvfølgelig at sige, at de arbejdede for en løsrivelse. Men det er noget vrøvl. Det drejer sig om demokratiske rettigheder. Vi mærkede Öcalans betydning særligt voldsomt under den febrilske stemning, der herskede den dag, vi kørte gennem det kurdiske kvarter SUR, hvor store dele er blevet jævnet med jorden. Der var et massivt opbud af militærpoliti, der stoppede og forhørte folk i et væk. Og vores oversætter, der ellers havde oplevet lidt af hvert, åndede lettet op, da vi var kommet igennem SUR. Det viste sig nemlig, at netop den 15. februar var 18 årsdagen for Abdullah Öcalans bortførelse i Kenya i 1999, en begivenhed, der overalt mindes af den kurdiske frihedsbevægelse. Mange har sammenlignet Öcalan med Nelson Mandela, og det er næppe nogen tilfældighed, at den første Imrali fredsdelegation netop blev ledet af Nelson Mandelas advokat, dommeren Essa Moosa.

Hvad kan parlamentarikere gøre ved den udvikling, der sker i Tyrkiet?

Foreløbigt har man jo sat Tyrkiet tilbage under overvågning. Det er første gang, at det er sket, at et land, der er kommet væk fra overvågning, er blevet sat tilbage på overvågning. Og EU-medlemskabet er jo tydeligvis ved at blive lagt på hylden. Men de grove overtrædelser af menneskerettighederne presser sig stadigt på. Det vil blive taget op i Europarådet, men sanktionsmulighederne dér er meget begrænsede. Men der kunne godt gøres mere. Jeg har hørt, at nogle svenske parlamentarikere ville rejse sag mod Erdogan: Hvis han kom til Sverige, ville de få sat ham fast. Sådan noget ville jeg se med stor sympati på. Så han overhovedet ikke kunne forlade Tyrkiet, fordi han så simpelthen ville blive sat fast og komme for en domstol og anklaget for forbrydelser mod menneskeheden.

Kilde: https://geografinfo.dk