Vand, Ild og Håb

Vand, Ild og Håb

Af Esmer Mamedî

Jeg er netop hjemvendt fra en rejse i Nordkurdistan, hvor jeg bl.a. var i Sirnex (Şırnak).

Da jeg skulle ud af døren en af dagene sammen med nogle venner fra byen, tog jeg min khaki-grønne jakke på. Mine venner kiggede lidt på hinanden og sagde, at det er bedst, jeg tager en anden cardigan på, da min jakke vil vække opsigt i byen. Jeg ville selvfølgelig ikke vække en unødvendig opsigt og valgte at tage jakken af og efterlade den i bilen. Planen var, at jeg skulle købe min hjemrejsebillet til København og derefter skulle vi besøge en gammel militærbygning, som huser omkring 4.000 êzîdîer, der er flygtet fra Sengal og med hjælp fra de kurdiske guerillaer fra YPG nået videre over grænsen mellem Vestkurdistan (nordlige Syrien) og Nordkurdistan (Sydøstlige Tyrkiet). Yderligere 3.000 êzîdîer var indlogeret i telte længere væk. Vi blev fortalt, at de flygtede êzîdîer har et krav om at forholde sig så samlet som muligt, da de ikke stoler på nogen udover guerillaerne fra YPG, YPJ og HPG. De havde desuden ved deres ankomst ikke ønsket hjælp fra kommunen i Sirnex, da de ikke troede på, at de sympatiserede med PKK. Denne tvivl kom de til livs, da nogle guerillaer havde sagt, at de ikke skulle tage fejl af kommunens hjælp og at de er på samme side. Det forekommer meget naturligt at forstå êzîdîernes mangel på tillid, efter de for 74. gang er ofre for en massakre og denne gang også blev efterladt i hænderne på ISIS, da Peshmergaerne fra KDP stak halen mellem benene og efterlod byen i stedet for at forsvare folket.

Mine venner fortalte, at Sirnex også var offer for en massakre i 1992 begået af det tyrkiske militær, som efterlod byen i ruiner. Folket i Sirnex forstår êzîdîernes smerte og gør hvad de kan for at hjælpe ved at bringe tøj, tæpper og madvarer. Der er endda flere byer, som har haft samme skæbne i historien og desværre fortsat er offer for, hvad Sengal sammen med Kobanê lider under i skrivende stund.

Jeg får købt min flybillet hjem og vi kører derefter videre mod den gamle militærbygning, hvor vi på vejen passerer tyrkiske panserede politibiler. Vi kører ind mod området og parkerer bilen. Idet vi stiger ud, siger min ven, at jeg godt kan tage min khaki-grønne jakke på her. Vi går ind mod bygningen og på vejen møder vi ældre kurdiske mødre, unge piger og børn, som sad på en kant og bød os velkommen med kindkys og kram. Deres håndtryk og kram udviste en varme, som forbløffede mig. Hvordan kan de have overskuddet til det efter den lange flugt med de blodtørstige barbarer i hælene. De har kun været i Sirnex i 25 dage. Når jeg fik øjenkontakt med børnene, smilede de genert, nogle iagttog os fra afstand og andre kom tæt på, som jeg krammede og kyssede.

Vi fortsatte ind i bygningen, hvor vi passede mindre rum med kolde og grå beton vægge, hvor der lå tynde madrasser, puder og lagener. Det var her, de sov. Vi gik op af nogle trapper og kom op til en stor plads, hvor vi blev mødt af en af mine venners familiemedlemmer, som arbejder for kommunen. Han fulgte os ind i det store køkken, hvor han og nogle êzîdîer lavede mad til de mange mennesker. De satte os ved et bord og den kurdiske gæstfrihed fyldte rummet. Nu skulle der serveres te. Vi ønskede ikke, at der skulle bruges nogle kræfter på os, men de insisterede og vi ville heller ikke fratage dem deres ret til at udvise en almindelig kurdisk gæstfrihed.

Vi sad med fire personer, hvoraf to af dem var êzîdîer og to af dem fra kommunen. Dette gav anledning til mange spørgsmål. Det blev gjort klart, at flere êzîdîer gerne ville drage mod Europa og komme helt væk. PKK-bevægelsen stiller sig bekymrende over for ønsket om at drage mod Europa, da det ikke giver mening, at det kurdiske folk skal flygte fra deres land. Guerillaer ofrer deres liv for at forsvare byerne og folket. Dermed er der et behov for, at folket, som guerillaerne beskytter, gerne vil blive. De ansvarlige havde derfor startet en holdningsændring for at få folket til at blive og guerillaerne vil beskytte dem og redde Sengal fra Islamisk Stat. Flere vil gerne blive og ønsker at vende tilbage til deres hjem, når det er muligt, selvom der hver dag er familier, der beslutter at drage mod Europa. Diskussionen begyndte at handle om, at êzîdîerne skulle bevare deres håb. Jeg fortalte i den forbindelse en fortælling om vand, ild og håb, som jeg fik fortalt af en kvindelig HPG-guerilla.

Vand, Ild og Håb begyndte at tale om, hvordan de kunne finde frem til hinanden, hvis de blev væk fra hinanden. Vand fortæller, at hvis hun bliver væk, kan hun findes der, hvor jorden er frodig og spirer. Ild fortæller, at hvis hun bliver væk, kan hun findes der, hvor der er røg. Håb fortæller, at hvis hun mistes, er det meget svært at finde hende igen.

Med denne fortælling var budskabet, at vores folk ikke må miste håbet og drage mod Europa, men bevare håbet og dermed blive og samtidig være guerillaernes støtte, for de er til for at forsvare folket og det kurdiske jord.

Bîjî berxwedana Sengalê.

Bîjî berxwedana Kobanê.

Bîjî YPG, YPJ û HPG.

* Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger, som ikke nødvendigvis repræsenterer redaktionens synspunkter.