Vi husker!

Af Annette Mørk

For 7 år siden ankom Sakine Cansiz (Sara), FidanDogan (Rojbin) og Leyla Saylemez (Ronahi) til deres arbejdsplads i Paris – et kurdisk informations- og kulturcenter. De blev mødt af lejemordere. Knælende, side om side blev de nakkeskudt, i de tidlige morgentimer.

Man kan dø af at være kurder – alene den kurdiske identitet er livsfarlig.

De frie kurdiske demokratiske kræfter bliver nakkeskudt – i Europa, i Paris. 

Derfor vil d. 9. januar nu og i al fremtid symbolisere, at vi ikke glemmer, men insisterer på frihed og solidaritet med det kurdiske folk. 

Vi ønsker retfærdighed for de tre myrdede kvinder. Det får de ikke, før der er retfærdighed for alle kurdere. Ret til jeres eget sprog. Ret til jeres kurdiske kultur. Ret til selvstyreområder. Ret til at alle politiske fanger løslades. Ret til, at de som har udøvet mord og tortur mod kurdere, kommer for retten. Ret til at krigsforbrydelserne i Efrin og Rojava bliver kommer for en domstol. Ret til at leve i frihed og demokrati. Sakine, Fidan og Leyla har ret til retfærdighed.

Vi ved, hvorfor de blev anset for farlige demokratiske kræfter og vi ved, hvorfor de skulle skydes, men vi kan intet bevise, og den franske regerings lefleri for udenrigspolitik og NATO-allierede betød, at en efterforskning af mordene blev en parodi uden sidestykke.

Og hvorfor? Fordi demokratiet blev en trussel mod præsident Erdogan og hans parti AKP. Kurderne og de mange demokratiske kræfter blev en trussel mod Erdogans drøm om magtfuldkommenhed, hvor han alene – som i middelalderens Tyrkiet – som sultan af Tyrkiet kan diktere, bestemme, myrde og fængsle sine modstandere, En beskidt retorik, værdig en despot som har tilranet sig magten ved at udøve terror mod sin egen befolkning og har invaderet Efrin og Rojava i Syrien, uden protester fra “Verdens ledere”, FN., eller EU.

Frihedskæmpere og demokratiske kræfter kaldes terrorister og statsterrorisme kaldes ret. 

Vi husker likvideringerne i Paris.

Forfatteren er selv ansvarlig for sine holdninger.