Journalisten Aykan Sever mener, at selv om Tyrkiet sandsynligvis ikke vil miste sin betydning i den nærmeste fremtid, er den nuværende regering ikke i stand til at tilbyde en positiv eller konstruktiv vision for regionen.

Sever har fulgt udviklingen i udenrigspolitikken nøje og svarer på ANF’s spørgsmål.

HVAD ER TYRKIETS ROLLE I ISTANBUL-FORHANDLINGERNE MELLEM UKRAINE OG RUSLAND?

Putin bragte selv ideen om at holde samtaler op. Højst sandsynligt følte han, at han havde overset noget. For ham var det også en måde at fremstå diplomatisk effektiv på, hvilket skabte indtryk af, at der blev tage et afgørende skridt. Men lige fra begyndelsen blev der rejst spørgsmål som: ‘Ønsker han virkelig at tage et skridt i retning af fred?’ Når vi ser på det nu, kan vi sige, at han ikke handlede for at skabe fred, men på grund af andre bekymringer. En af disse bekymringer kan have været at holde Tyrkiet på Ruslands side. En anden kunne have været at appellere til Donald Trump. Man kan sige, at Vladimir Putin har forsøgt at danne en slags pagt eller alliance i Mellemøsten. Hvis vi husker på, at Trump, selv før han kom til magten, hævdede: ‘Jeg vil bringe fred her i området.’ Og der er tegn på, at USA og Rusland kan nå frem til en form for forståelse i forhold til Syrien, især i betragtning af Ruslands holdning under fremkomsten af Hay’at Tahrir al-Sham(HTS).

Efter at Trump tiltrådte, fortsatte han den såkaldte ‘fredsindsats’ vedrørende Ukraine. Der opstod en situation, hvor det så ud til, at Ukraine blev delt mellem USA og Rusland. Trump sikrede sig en aftale om værdifulde mineraler. Faktisk kan man sige, at han fik, hvad han ville have og derefter overlod resten til Putins initiativ. Dette førte til spørgsmål som: “Forsøger Putin at trække USA over på sin side?” Der skete en vis udvikling, men Kina reagerede på disse skridt. I midten af maj besøgte den kinesiske præsident Xi Jinping Moskva. Der blev underskrevet flere nye aftaler, som relativt distancerede Rusland fra Trump. Ingen af disse aftaler er imidlertid endelige. Putin kan være gået ind i en fase, hvor han indser, at han må samarbejde med Trump for at bevare sin indflydelse i Mellemøsten og opnå resultater i Ukraine-konflikten. Han prøver måske bare at hævde sig selv og sige: ‘Jeg er her også.’

DU NÆVNER, AT HAN FORSØGER AT HOLDE TYRKIET PÅ SIN SIDE. HVAD ER FORMÅLET MED DET?

Der var et uformelt NATO-udenrigsministermøde i Antalya. Et af de centrale emner var Tyrkiets rolle som en aktiv NATO-udvidelse. Hvis vi ser på de udtalelser, som Tyrkiet fremsatte bag lukkede døre, ser det ikke ud til, at landet tager afstand fra denne rolle. Selvfølgelig forventer de visse afkast til gengæld. Det er ikke en ensidig sag. Putin kan have ønsket at forhindre eller i hvert fald begrænse virkningen af en sådan udvikling. Ikke desto mindre står de klart på hver sin side, men at holde Recep Tayyip Erdoğan i en ikke-konfrontatorisk position kan stadig være værdifuldt for Putin. Vi ved ikke præcis, hvilken slags aftaler eller møder, der finder sted mellem Erdoğan og Putin for øjeblikket. Mødet mellem Zelensky og Erdoğan syntes at være, som vi har observeret i nogen tid, en slags appel om støtte, ikke kun til Erdoğan, men også til NATO. Zelensky leder efter en vej ud. Der er stadig ingen konsensus om dette spørgsmål inden for vestblokken. Nogle lande i Europa er ikke enige i Donald Trumps foreslåede løsning. De vil også have deres egen andel af de ressourcer, der ligger mellem Rusland og USA. Men Rusland og Ukraine sendte delegationer, der på lavt niveau ikke tog hinanden alvorligt. Så det vil være urealistisk at forvente, at der ville komme noget særligt ud af det.

TYRKIET BEFINDER SIG I ØJEBLIKKET MELLEM TRUMPS MÆGLERROLLE OG TYRKIETS FORHOLD TIL AHMED AL-SHARAA I SYRIEN. TRUMP SIGER, AT HAN VIL OPHÆVE SANKTIONERNE EFTER SINE SAMTALER MED RECEP TAYYIP ERDOĞAN. SÅ SPØRGSMÅLET ER: VIL DISSE SANKTIONER RENT FAKTISK BLIVE OPHÆVET? OG BLIVER TYRKIETS HOLDNING KLARERE SET FRA USA’S PERSPEKTIV?

En dimension af Trumps besøg i Mellemøsten var handel. Et andet var hans forsøg på at danne en ny akse. Et lignende forsøg blev også gjort under Joe Biden-administrationen, men på grund af indgreb fra Kina og Iran blev det ikke til noget. Kina og Iran rykkede tættere på Saudi-Arabien og lignende lande. Især underskrev Kina ganske omfattende aftaler med Saudi-Arabien og andre arabiske lande. Som følge heraf endte mange af kontrakterne med at gå til Kina. Kan Trump nu vinde alt det tilbage? Højst sandsynligt ønsker han at vende kursen for disse relationer. Der er allerede indgået nogle aftaler. Våbenhandelsaftaler Der blev også underskrevetvåbenhandelsaftaler. Nu, med denne akse, dvs. De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Qatar, Saudi-Arabien, Israel, Tyrkiet og Egypten, er der et ønske om at omforme Mellemøsten. Det har de allerede givet udtryk for åbent. Faktisk blev dette sagt klart i de perioder, hvor Trump mødtes med Benjamin Netanyahu. De har endnu ikke nået deres ambitioner med hensyn til Palæstina-spørgsmålet. En lignende situation gør sig gældende for Libanon. Og de har også fejlet i Yemen. Irak er fortsat uklart. Det virkelige langsigtede mål er naturligvis Iran. Indtil videre har de opnået en vis grad af succes i Syrien. Trump forsøger at indkassere belønningen for det.

Jeg definerer HTS’ magtovertagelse som en NATO-operation. Så det handler ikke kun om et møde mellem Trump og Al-Jolani. Det er sandsynligt, at grundlaget allerede var lagt. Det siges, at Al-Jolani har sendt et brev til Trump. Vi er ikke helt klar over detaljerne i mødet med Al-Jolani, men nogle resultater er allerede blevet oplistet. Selv om det kun er midlertidigt, har man kunnet ophæve visse sanktioner, så der er grundlag for dette. Trump bragte Erdoğan og Saudi-Arabien ind i denne proces. Fra et økonomisk perspektiv, eller rettere, uden økonomiske garantier, ville USA ikke kunne komme videre. I hele denne form for politik vil det sandsynligvis være amerikanske eller internationale virksomheder, der påtager sig noget af arbejdet. Vi bør også bemærke, at dele af den kapitalbesiddende klasse i Tyrkiet er meget tilfredse med dette.

KAN HTS-LEDELSEN VIRKELIG LEVERE DET, DER SOM MAN BEDER AL-JOLANI OM?

Det er temmelig usandsynligt. Strukturelt er de ikke rigtig udstyret til det, men med lidt kosmetisk indsats kunne begge sider lade som omdet kan lade sig gøre. HTS havde eksisteret som et projekt i Syrien, allerede før krigen begyndte, i 2006. Det kan ses i forskellige dokumenter. Det hed ikke HTS dengang, men sådan en gruppe var blevet designet. Det var ikke en tilfældig politik i fortiden, men den har potentiale til at skabe kaos i regionen. Hvis det ikke lykkes dem at etablere en holdbar regeringsmagt, virker det som et sandsynligt udfald. På den anden side, selv om Israel ikke synes at være involveret i alt dette, er de krav, som Trump giver udtryk for, i bund og grund de samme som Israels. Så der er ingen modsætning til de israelske interesser.

DER ER PÅSTANDE OM, AT ISRAEL ER UENIG MED TRUMP I VISSE SPØRGSMÅL, OG AT NOGLE AFSKEDIGELSER I USA BETRAGTES SOM FORSØG PÅ AT BEGRÆNSE NETANYAHU. HVAD ER DIT SYN PÅ DISSE DISKUSSIONER?

Generelt mener jeg, at de ligger på linje med hinanden. Men for eksempel lever Benjamin Netanyahus spillestil ikke helt op til Donald Trumps forventninger. Det er vigtigt at fremhæve noget her: Der er en klassisk antagelse om, at uden USA kan landene i regionen, herunder Tyrkiet, ikke handle uafhængigt. Men det er ikke tilfældet. I dag har de til en vis grad deres egne initiativer og særpræg. Der er strategiske kvaliteter på spil, og Netanyahu-administrationen bruger dem. Den mister alligevel ikke noget ved det. For eksempel blev mindst 80 mennesker dræbt i Palæstina for nylig, og det kom knap nok frem i nyhederne. Den tyrkiske regering udtalte sig ikke om det. Tidligere vidste vi selvfølgelig, at sådanne udtalelser kun blev fremsat for et syns skyld, men selv det er forsvundet nu. Der er faktisk en voksende nærhed mellem Israel og Tyrkiet. Jeg mener, at spørgsmålet om det sydlige og nordlige Syrien stadig er relevant her. Dette går tilbage til perioden før ethvert regeringsskifte i Syrien. Der var sandsynligvis ikke skrevet en formel plan om det, men der var en forståelse: Tyrkiet skulle kontrollere det nordlige Syrien og Israel det sydlige Syrien.

I DE SENESTE DAGE HAR TYRKIET OPTRÅDT SOM INTERNATIONAL MÆGLER. TRUMP HAR ROST DETTE. MEN DENNE ROS KOMMER HELT SIKKERT OGSÅ MED NOGET TIL GENGÆLD. TYRKIET ER MÅSKE IKKE DET ENESTE LAND, DER VINDER PÅ DETTE. HVAD VINDER USA, OG HVAD ER TYRKIETS ULEMPER PÅ TRODS AF FORDELENE?

Tyrkiets militær er det stærkeste blandt landene i regionen. Det er Tyrkiets vigtigste fordel. For eksempel ville Trump ikke ønske sig noget, der ligner krigen i Ukraine, men i tilfælde af en mulig krig med Iran er den hær, der ville dukke op på scenen for at konfrontere Iran, Tyrkiets. Dette diskuteres allerede i en eller anden form gensidigt med NATO. En krig med Iran kan ikke helt udelukkes. Jeg tror ikke, det vil ske med det samme, men på lang sigt er chancerne store. Hvis Iran ikke helt afslutter sit atomprogram og underkaster sig Trump på en eller anden måde, vil Netanyahu især presse på for dette. Senest solgte USA missiler for 124 millioner dollars til Tyrkiet. Der er også andre typer missiler, men størstedelen er luft-til-luft missiler. Vi er ikke helt sikre på, hvorfor de blev givet eller solgt, men hvem kunne disse luft-til-luft missiler bruges imod? Der er kun én reel rival: Iran.

På den anden side er Tyrkiet ikke forsigtigt på en anden front og er kommet under stigende pres på Cypern-spørgsmålet. Denne gensidige nærhed kan også til dels hænge sammen med dette. Tyrkiet har nu grebet til en politik, der går ud på at forsøge at bringe sig tættere på USA inden for rammerne af NATO. Selvfølgelig kan der også være en vis grad af forsigtighed over for Israel her. I den forstand er det vigtigt at følge den israelske presse. Israelske analytikere har aldrig været fortalere for en krig med Tyrkiet. I stedet har de konsekvent argumenteret for at opretholde et afbalanceret forhold. Men her i midten af maj har den generelle tone i israelske kommentarer, i det mindste efter hvad jeg har set, understreget yderligere forsoning med Tyrkiet. Israels kapacitet er indlysende. Det kan ikke gå ind i en sådan krig uden USA. Det er også klart, at USA heller ikke ønsker at starte en sådan krig.

Selv i Yemen var USA tilbageholdende med at presse yderligerepå. Det hjalp med at bringe krigen til en vis løsning og trak sig derefter tilbage. Krig kan blive dyrt for USA. Det kan vi allerede se i den såkaldte handelskrig med Kina. I det mindste taktisk har de trukket sig tilbage. Trump blev tvunget til at tage et skridt tilbage. Og det er usandsynligt, at denne handelskrig vil fortsætte yderligere. For når du kommer med så dristige udfordringer og siger, at du vil gøre dette eller hint, og verden ser, at du begår en fejl, så bliver det tydeligt.

I mellemtiden ser de økonomiske indikatorer i Tyrkiet ikke godt ud. Udhulingen af demokratiet er allerede velkendt. Samlet set er der et samfund i krise, og det nuværende regime under Recep Tayyip Erdoğan er ude af stand til at udarbejde langsigtede planer for Tyrkiets fremtid. Man kan sige, at Tyrkiet står over for et flerdimensionelt dødvande. Mest sandsynligt regner de med, at svaret ligger et andet sted. De foretager stadig strategiske beregninger, der involverer det sydlige Kurdistan, især områder som Mosul og Kirkuk. Disse ses som nøglen til at løse Tyrkiets stadig dybere økonomiske problemer. Selv om de ikke kan tage fuld kontrol over disse områder, kan det i deres øjne være en løsning på krisen at få en andel i dem.

De såkaldte “økonomiske muligheder” i Syrien, som i bund og grund betyder “plyndring”, er stadig på dagsordenen. De forsøger at finde en vej frem ved at nå til enighed med Trump om disse spørgsmål. Efter min mening har der længe været enighed om at udvide besættelsen af det sydlige Kurdistan. Målet er at overføre olie fra regionen til Israel. USA’s regering har fremsat anmodninger om at fremskynde oliestrømmen mellem Irak og Tyrkiet med det samme. Hvem der ender med at beslaglægge den største del af den olie, er en anden sag. Men i sidste ende går Tyrkiet også ind i dette med sine egne forventninger i håb om at få en del af kagen.

Selvom Tyrkiet samarbejder med USA, har det også sine egne imperialistiske ambitioner. Der er samtidig en trang til at tilfredsstille disse ambitioner. Hvad der også er bemærkelsesværdigt er, at indtil nu har ingen, heller ikke Israel, opfordret Tyrkiet til at trække sig tilbage fra de områder, det har besat i Syrien. Det samme gælder for det sydlige Kurdistan. En af grundene til, at de i særlig grad støtter Tyrkiets handlinger i det sydlige Kurdistan, er efter min mening, at det skaber en stødpude mod Iran. De ser ud til at forsøge at gøre dette til et fundament for forberedelse af en krig med Iran. Der er forlydender om, at USA allerede er i gang med visse forberedelser i denne henseende.

Tyrkiet vil ikke miste sin betydning i den nærmeste fremtid. Den tyrkiske regering er imidlertid ikke i stand til at præsentere en konstruktiv eller positiv vision for regionen. Som følge heraf er det, vi ser, et land, der sidder fast, ude af stand til at bevæge sig fremad og faktisk støt på vej mod en endnu værre situation.

SÅ DU SIGER, AT DENNE ØGEDE SYNLIGHED IKKE VIL UDMØNTE SIG I ET STORT SPRING FREMAD FOR TYRKIET SELV?

Ja, hvis man ser bort fra spørgsmålet om demokrati, selv om det bare er for at løse sine økonomiske problemer, vil Tyrkiet have brug for store investeringer og en meget større tilstrømning af kapital. Men der er ingen tegn på, at det sker. Faktisk forhindrer dets egen politik i sig selv en sådan udvikling.

Kilde:

News Desk, 2025: Sever: Turkey unlikely to make a major leap despite diplomatic visibility. ANF-News, 18. May, 2025.

Oversættelse: Jesper Brandt